Trampolinkollektiv er den store svededille

Der må gerne prustes. Og pustes. Som en anden Store Stygge Ulv. For det er hårdt at hoppe nonstop. Foto: Søren Strandman-Møller
KULTUR | Lørdag 23. november 2024 • 19:00
KULTUR | Lørdag 23. november 2024 • 19:00

Aakirkeby Idrætsforening samlede en række højtsvævende frænder til et julehop

Eventuelle prustere er heldige. Forpustede støn bliver nemlig godt og grundigt overdøvet af en råbende instruktør bevæbnet med mikrofon og hoppevenlig musik.

Aakirkeby Idrætsforening har inviteret alle andre trampolinhold på Bornholm til fælleshop i anledningen af julen. Som vist nok er meget tæt på. I hvert fald ifølge vejrguderne.

– Det er mange foreninger på Bornholm, vi er samlet her i dag. Poulsker, Klemensker, Hasle, Svaneke og os. Der er også flere trampolinforeninger, som ikke kunne i dag, fordi det er lørdag.

Men vi har da alligevel samlet 50 trampoliner fra de forskellige foreninger, og der er folk, vi ikke har set før, så det er rigtig godt, siger Marian Lundh, der er formand for Aakirkeby Idrætsforening.



Marian Lundh demonstrerer lige, hvor højt det egentlig er muligt at svæve. Det er dog ikke meningen, man skal op i det luftlag under en normal træningstime. Foto: Søren Strandman-Møller

 

Hun har været i gang i snart to år med at instruere flyvende medlemmer i at hoppe synkront til en koreografi under ledelse af en instruktør. Som presser deltagerne til det yderste.

– Vi er sammen, fordi det er sjovt, og fordi vi instruktører i de forskellige foreninger skal få inspiration fra hinanden. Vi har forskellige koreografier og bruger forskellige sange, forklarer hun.

Trampoliner vs. tømmermænd

At være medhopper er ikke nogen voldsom dyr fornøjelse.

– Det koster et almindeligt kontingent for den forening, du er i. Det er lidt forskelligt, men det er omkring 600 kroner for en sæson, der går fra september til marts/trampolin, siger Marian Lundh.

Og trampolindillen breder sig.

– Her i Aakirkeby er vi omkring 35 medlemmer, og der er nok et par hundrede overalt på øen, forklarer formanden.



Der er ren Nice Little Penguins for de fødder. Og resten af kroppen. Uh, uh...I am flying. Foto: Søren Strandman-Møller

 

Det er dog en særlig dag i dag. For det med at holde fælleshopning kræver en indledende indsats af de lidt mere besværlige.

– Vi mødes normalt ikke på tværs af foreningerne, for så skal vi slæbe trampolinerne, og det er ikke så sjovt. For to år siden lavede vi det her arrangement, og så sagde jeg for sjov, om vi ikke skulle lave et julejump, siger hun.

Foreningen træner normalt tirsdag og torsdag, men weekendarrangementet har en potentiel sidegevinst.

– Vi kan måske hjælpe nogen med at hoppe tømmermændene ud, lyder det med et grin fra den flyvende instruktør.



Det er ikke forbudt at smile og grine, mens der hoppes. Hvis man altså har overskud til det. Foto: Søren Strandman-Møller

 

Cowboybukser og sko

Hvis man vil være med, kræver det ikke nogen investering på forhånd. Kontingentet er det eneste, der skal betales. Foreningen har trampolinerne, og det kræver ikke et særligt trampolindress at hoppe med på vognen. Eller på dugen.

– Der er ikke nogen krav. Hvis folk vil møde op i cowboybukser, må de selv om det. Der er ikke lige så mange krav som til eksempelvis gymnastik, hvor man skal møde op i særligt tøj. Man finder hurtigt ud af, hvad der er mest behageligt at have på – om det er strømper eller sko; det må du selv om, forklarer hun.



Jobbet som trampolindug kan i grunden ikke være særlig attraktivt. Foto: Søren Strandman-Møller

 

Der er også sommerhop

Bliver man for alvor bidt at trampolineriet, er det også muligt at hoppe ud i solen, når den har fået en smule magt.

– Vi har vores trampoliner stående ude i garagen hele sommeren, så der har nogle medlemmer slæbt dem ud på græsset og trænet uden instruktør hele sommeren, siger Marian Lundh.

En session tager en time. Mere kan man angiveligt ikke holde til. Hvis man altså følger instruktørens voldsomme tempo. Det er der dog ingen krav om.

– Vi har også folk med kunstige knæ og dårlige hofter, der træner med, siger Marian Lundh. Og så siger hun ellers ikke mere. For nu går turen tilbage til podiet. Det er hendes tur til at svinge mikrofonpisken over det hoppende folk.



Så er der pause. Velfortjent pause. Som vist falder på et tørt sted. Foto: Søren Strandman-Møller

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT