Tour de Jens de Cygne

Bornholms Teater havde fredag premiere på forestillingen, som markerer Rønne Theaters 200 år. Og Holberg kommer man selvfølgelig ikke undenom.

– "Det bliver pissegodt"! Det må da bliver overskriften i Tidende, siger manden i nabosædet til Tidendes udsendte, som han må have gennemskuet er på arbejde og ikke kun på en fornøjelsestur i Rønne Theater.

Lige præcis den sætning, "det bliver pissegodt", som rent faktisk bliver sagt oppe fra scenen, kunne formentlig se lidt voldsom ud som overskrift i en i øvrigt høvisk avis, og derfor blev overskriften da også, som det fremgår herover.

Og hvorfor dog vælge noget umiddelbart forståeligt, når man i stedet kan skrive noget, som formentlig vil gå hen over hovedet på de fleste? Det har jo trods alt en iboende pointe lige i dette tilfælde med omtale af et teaterstykke, som netop handler om at føre sig frem med fine fornemmelser, næsen i sky og i øvrigt at blæse højt og flot på de "bonderøve", man nu engang færdes iblandt.

Det er torsdag aften, og der er generalprøve på "Tour de Jean de France", som først har egentlig premiere fredag – og lad os her se helt bort fra klicheen om, at en skidt generalprøve giver en god premiere.

Forestillingen handler om Hans Frandsen, som efter en tur til Paris er blevet så forblændet af de charmerende parisere, at han omdøber sig selv til Jean de France og næsten ikke kan tale sit plumpe, danske modersmål længere. Stykket markerer 200-året for opførelsen af Rønne Theater i 1823, så der er skam virkelig noget at fejre, og hvordan gør man det bedre end at opføre et stykke af den mest spillede dramatiker på teatret, Ludvig Holberg?

Ja, det gør man da ved, at teaterchef Jens Svane Boutrup sætter sig ned og bearbejder nationalklenodiets velkendte stykke "Jean de France". Simpelthen sender det en tur gennem sin vridemaskine og hiver det op igennem historien, så det kan lande solidt her i samfundet anno 2023.

Deraf i øvrigt overskriften, idet "cygne" er fransk for Svane.

Frådende publikum

Teaterchefen går selv på scenen og byder velkommen til denne forpremiere, idet han konstaterer, at i morgen, altså fredag, vil stykket have rigtig premiere.

– Foran et frådende publikum, siger han humoristisk.

– Så dette er sidste opførelse foran et forstående publikum.

Og han slutter, som han har for vane, fornuftigvis af således:

– Hvis I kan lide, hvad I ser, så fortæl det til familie og venner, hvis ikke – så kan man jo snakke om så mange andre ting.

Han når også at forklare, at til forskel fra, hvordan sådan nogle stykker gerne udmyntes, så vil første akt her være den korte, hvorefter anden akt tager hovedparten af aftenens opmærksomhed. Alt i alt varer aftenen cirka to timer og 20 minutter.

Det er især i første akt, han selv træder i karakter som dramatiker, mens anden akt i overvejende grad (men ikke kun) vil lade Holberg komme til orde, og det viser sig da også, at skuespillerne har nogle ganske særlige roller inden pausen.

De spiller sig selv.

Det er jo ikke helt tosset fundet på, for på den måde kan de diskutere og debattere, hvordan Holberg egentlig blev spillet i gamle dage, og hvad hans relevans – om nogen – er i dag. Samtidig får de også fortalt hele historien om teatrets tilblivelse, hvordan en Holberg-opførelse af tre lokale ungersvende, som var hjemvendt på ferie fra København, allerede i 1818 såede et frø, som altså voksede op og fem år senere blev til det stadig fungerende Rønne Theater.

Autentisk!

Allerførst er der dog en fødselsdagssang fra scenen, som vi alle får lov at skråle med på, og dernæst skæres der så med præcision som en køkkenkniv, der trænger gennem den dejligste fødselsdagskage, et snit ned gennem historien med indlagte eksempler på, hvordan de mere støvede opførelser i gamle dage har taget sig ud.

Jojo:

– Vi vil gerne gøre det autentisk, forklarer de tre herrer, da Olivia Franciska Fevel Borgels ikke rigtig kan forstå, hvorfor hun på et tidspunkt ikke må være med.

Dengang, i gamle dage, havde man kun mænd til at spille roller på scenen. Og teatret rådede i forhold til kulisser over en fin stue, en almuestue, en skov og en gade.

Værsgo, så kunne man spille alle stykker!

Der er i det hele taget ganske interessante diskussioner om Holbergs relevans, om kønsproblematikker og generationskløfter, og om han stadig kan stå på egne versefødder her 300 år efter, han skrev mange af sine stykker, og det bliver da afklaret, at han åbenbart rent faktisk var feminist. Synes mændene.

I anden akt bliver det alvor – altså for alvor sjovt – og det er, som om man fornemmer, at hér finder skuespillerne ind til deres metier. Det er jo for pokker det, de kan. Træde ind i en anden personlighed end dem selv og lade den træde i karakter.

Det der med at spille sig selv er da også en ganske særlig og anden disciplin, og måske endda en, som de deler med alle os andre.

Hvem har ikke oplevet at stå om morgenen og stirre ind i badeværelsesspejlet og tænke: "Skal jeg virkelig spille den idiot igen i dag?!".

Pengene værd

Nej, nu – i anden akt – giver de den gas, så det er en ren fornøjelse. Alle fire har flere forskellige roller, og ja, det tilføjer naturligvis et gratis anstrøg af komik, når herrerne forvandler sig til kvinder (ikke mindst Jesper Riefensthal elegante overskæg klæder jo skønjomfruen Elsebet), men alle fire spiller så ganske vidunderligt i både gestik og grimasseren, at man må give sig hen til morskaben.

Den såkaldte fjerde væg, som udgøres af den imaginære væg mellem scenen og tilskuerrummet, brugte man næppe, lige da teatret var opført, forstod vi i første akt. Udtrykket stammer fra idéen om, at scenehandlingen finder sted i et rum med fire vægge, hvoraf den ene, der vender ud mod tilskuerne, er usynlig, hvilket gør publikum til en slags voyeurer, og i denne forestilling har Jens Svane Boutrup ydermere valgt at lade kostumeskift foregå ude i siderne til offentlig beskuelse, hvilket fungerer ganske fint.

Og når kulisserne skiftes foregår også det i fuld offentlighed med små indlagte, morsomme finter. Ikke mindst i disse situationer kommer kapelmesteren i orkestergraven i øvrigt virkelig til sin ret med sit herlige akkompagnement til forestillingen.

Er det kunstens opgave at pege på problemer i samfundet, eller skal den bare underholde? Skal teatret spændes for en politisk vogn? Skal man putte fikse ideer ind i Holbergs tekst?

Det var diskussionsemner i første akt, og efter anden akt er man da virkelig rustet til at gå hjem og debattere videre. Men først og fremmest er man forløst i glade latteranfald, så tænk selv, diskuter selv – men gå lige i teatret og oplev denne jubilæumsforestilling først.

Den er alle pengene værd.

"Tour de Jean de France" spiller 1.-23. september på Rønne Theater. Medvirkende: Jesper Riefensthal, Morten Hauch-Fausbøll, Olivia Franciska Fevel Borgels og William Bach Jacobsen Halken. Kapelmester: Jonas Munck Hansen. Manuskript: Jens Svane Boutrup, frit efter Ludvig Holberg. Instruktør: Ligeledes Jens Svane Boutrup.