– Nassim kræver, at stykket fremføres af en ny skuespiller, hver gang det opføres. Og ligesom publikum er skuespilleren fuldstændig uforberedt på manuskriptets indhold. Skuespilleren optræder i en minimalistisk scenografi med få, men faste elementer, og modtager først på scenen en konvolut med manuskriptet, som han/hun herefter læser op af. Overraskelsen er en del af magien. Skuespilleren – som i vores version er Kitt Maiken Mortensen – oplever handlingen samtidig med publikum, så man kan godt forberede sig på en teateroplevelse, hvor overraskelserne står i kø og ikke ret meget er, som det plejer!
Selv om titlen umiddelbart leder tankerne hen på populære pelsklædte kæledyr, kan det godt røbes, at der ikke indgår levende dyr i forestillingen. Hvad titlen så betyder, må man en tur i teatret for at finde ud af, slår pressemeddelelsen fast.
Forestillingen er produceret af Bornholms Teater i samarbejde med Aurora Nova og er Bornholms Teaters tyvstart-markering af den Internationale Teaterdag den 27. marts. tøm