Det er der en helt speciel grund til. Noras farmor hedder nemlig Lise Due Egholm, og hun har bornholmske rødder.
– Mine forældre var fra Gudhjem og Allinge. Min morfar, Poul August Due, var karetmager i Gudhjem, og havde seks børn. Så døde hans kone, og så giftede han sig med husbestyrerinden, Petra Andersen fra Klemensker, og fik to børn mere, og den yngste var min mor, fortæller Lise Egholm, der sammen med forældrene flyttede til København, da hun var et år gammel.
Hun og hendes brødre har dog holdt fast i sommerhuset i Grevens Dal, som har været i familiens eje siden 1955.
Lise Egholm er selv døbt i Østerlars Kirke i 1949 og kunne efter barnedåben afsløre, at Bornholm ikke er kommet til at fylde mindre gennem årene.
– Jo ældre jeg bliver, jo mere lysende klart står det for mig, hvor meget det betyder for mig at have bornholmske rødder. Når jeg kommer til Bornholm, kommer jeg hjem, fortæller den 75-årige skolelærer, der har fire børn sammen med lægemanden Anders Weber.