Kigger man på booking.com, så er eneste tilbageværende mulighed, der ligger i nærheden af Folkemødet, at booke sig ind på Sandkås Hotel- og Feriecenter, der som tingene står lige nu har blot tre overnatningsmuligheder tilbage i forskellig størrelse.
– Det kan nå at ryge endnu. Der er måske nogen, der kommer over, og så går det op for dem, at der er lidt langt fra Dueodde til Allinge, hvis man skal gå, siger direktør for Sandkås Feriecenter, Jens Larsen.
Han tilføjer, at det er, som man kan forvente, når vi står dagen før Folkemødet, og at det tyder på, at man næsten kommer op på samme niveau, som man så for to-tre år siden.
Men som det måske også kan forventes, hvis man er ude i sidste øjeblik, så er det ikke de billigste værelser, der er tilbage. Således skal man, hvis man vil overnatte fra torsdag til og med søndag, af med 12.500 kroner for en lejlighed til tre personer, mens det koster 20.500 kroner at booke en lejlighed med to soveværelser, hvor der er plads til seks til otte voksne. Og vil man indlogeres i et hus med to soveværelser, så kommer det til at koste 24.000 kroner.