Men det blev nu alligevel vurderet til 60.000-80.000 kroner, hvilket ejeren også havde forventet. Det var samtidig dagens højeste vurdering. Men selvom de penge godt kan lune i pengekassen, er det ikke alle, som ønsker at sætte deres ejendele på auktion.
– Der har været nogle, der er kommet med det formål, at de gerne vil sælge, og så lægger de også ud med at sige det. Men der er også mange, der er kommet med nogle ting - også gode ting som blandt andet noget Høst - hvor man ligesom kan fornemme, at de kommer, fordi de er interesseret i at vide, hvor ligger vi henne vurderingsmæssigt, og at det er noget, de er meget glade for, og som har en stor affektionsværdi, og at det er ikke noget, de bare sådan lige vil af med, siger hun og fortæller, at Bruun Rasmussen så stadigvæk kan være behjælpelige med en vurdering, og hvis ejerne på et tidspunkt ændrer mening og gerne vil sælge, er håbet, at de vil henvende sig til firmaet.
– Noget vi håber på at få ind, det er jo blandt andet Høst, fordi der er jo ingen tvivl om, at det er noget, der går godt på auktion, fortæller hun og oplyser, at flere af dagens besøgende har valgt at sætte deres kunst på auktion, og det kommer både til at foregå på onlineauktion og fysiske auktioner på auktionshusets adresse på Bredgade i København.
Tager på hjemmebesøg
Torsdag skal Kristina Ulfvik og kollegerne fortsat være på Bornholm, hvor de skal køre rundt til bornholmere, som gerne vil have vurderet deres kunst og andre ting. Hjemmebesøgene skyldes, at der kan være tunge ting, som er svære at fragte ned i Tidendes kælder.