– Der findes litterære selskaber for mange klassiske danske forfattere, men hidtil ikke for Martin Andersen Nexø. Det vil vi råde bod på! Nexøs forfatterskab tilhører jo det 20. århundredes verdenslitteratur, og dermed er han i selskab med en eksklusiv håndfuld andre danske forfattere: Henrik Pontoppidan, Johannes Jørgensen, Johannes V. Jensen, Karen Blixen og Inger Christensen. Det er på høje tid, at Nexøs forfatterskab får sit eget selskab.
Nexø bøger genoptrykkes da også til stadighed i mange lande Jorden over, især i Europa. Romanværkerne "Pelle Erobreren" og "Ditte Menneskebarn" skaffede ham verdensberømmelsen, men forfatterskabet omfatter også en lang række værker i andre genrer: erindringer, fortællinger, rejsebøger, journalistik.
Den korte form
Ifølge Henrik Yde er interessen for især fortællingerne – i deres overskuelige kortform – øget i de senere år.
Selskabet skal ifølge sine vedtægter være en litterær forening, et åbent fællesskab, der gennem arrangementer, trykte og digitale udgivelser, forskning med videre vil styrke kendskabet til og udbredelsen af Nexøs forfatterskab.