René Danielsson bliver forfremmet

René Danielsson bliver forfremmet
René Danielsson er blevet forfremmet til seniorsergent. Arkivfoto: Berit Hvassum
Fredag 27. oktober 2023 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
Fredag 27. oktober 2023 • 15:30

Forsvaret har ansat ham som seniorsergent.

René Danielsson skal have nyt visitkort, i hvert fald i overført betydning. På Facebook fortæller soldaten og DF-politikeren, at han er blevet ansat som seniorsergent fra den 1. oktober.

"Det har jeg sgu ikke regnet med, da GSU Bornholm hold 1 var færdigt for næsten præcis syv år siden", skriver han i et facebookopslag. Han fortæller også, at han i nogle år har været senior på prøve. GSU er den grundlæggende sergentuddannelse.

I opslaget takker René Danielsson sine foresatte for at have den fornødne tillid og rummelighed til at prøve ham af på højere funktionsniveau.

"Jeg ved, at det til tider har været en prøvelse", bemærker han.

I ansættelsesbrevet skriver Forsvarsministeriets Personalestyrelse, at René Danielsson samvittighedsfuldt skal opfylde de pligter, som den betroede stilling pålægger ham.

Forsvaret skriver på sin hjemmeside, at man som seniorsergent skal være god til mandskabsbehandling og have en høj faglighed.

"Som seniorsergent bringer du din faglighed, erhvervet gennem et længere tjenesteforløb, i spil i de operative underafdelinger til højere stabe i Hæren og i styrelser inden for hele Forsvarsministeriets område", skriver Forsvaret.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT