Et kapitel i bogen er dedikeret Bornholm, og her kan man blandt andet læse, at ni meter høje bølger på den bornholmske nordkyst hamrede løs på moler, havnekajer og huse 18 timer i træk. Det noteres blandt andet også, at "nærmest mirakuløst omkom ingen bornholmere under stormfloden, men der druknede en del søfolk på de strandede skibe langs øens klippekyster".
Bogen byder også på fyldige citater fra Bornholms Avis, som beskrev stormens voldsomme forløb i Allinge, idet avisen, noteres det, lidt vel dramatisk kaldte det "en sand orkan". Højeste vindhastighed var således 28 m/s, men for at der skal være tale om orkan, skal vindstyrken være på 32,6 m/s.
Forlaget Epsilon fortæller, at en genskabelse af stormfloden ved hjælp moderne computerteknologi giver ny indsigt i årsagerne til den og omfanget af ødelæggelserne, og bogen sammenholder samtidig den nye viden med de gamle beretninger og arkivalier om ødelæggelserne.
Spørgsmålet, om det kan ske igen, bliver diskuteret i slutningen af bogen sammen med de forandringer i vejr og klima, der følger af de kommende års forventede klimaforandringer. Vil det bringe flere eller højere stormfloder de næste 50 til 100 år?