Middag hos Høst: Eksklusivt uddrag af Hanne-Vibeke Holsts nye roman

Bornholms Tidende bringer her et eksklusivt uddrag af Hanne-Vibeke Holsts nye roman Kriger Uden Maske om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba. Handlingen er baseret på flere års research i arkiver, pressemateriale, film, bøger og brevsamlinger, men forfatteren understreger, at romanen er fiktion. I det følgende uddrag er vi med Sonja til middag hos Oluf og Hedvig Høst i Gudhjem. En afslørende samtale med den rige Hedvig Høst sætter tanker i gang hos den unge kvinde, der får sit første gennembrud som kunstner på Bornholm, sommeren 1935. Til stede er også en tysk gæst, som får afgørende betydning for Høst-familiens eftermæle.

Af Hanne-Vibeke Holst

Sonja er i sin prikkede musselinkjole med bådudskæringen.

Det er hende, der er tildelt hvervet med at overrække værtinden

den overdådige buket af vilde blomster fra mark og grøftekant,

som Lisbet, i sommerkjole med plisséskørt, har plukket.

„Næh, hvor er den dog henrivende!“ udbryder fru Høst og

lyder oprigtig taknemlig, selvom hun nok har råd til at købe

alle de bundne gartnerbuketter, hun lyster. Fru Høst, der præsenterer

sig som fru Hedvig Wiedemann Høst, har nemlig arvet

en formue fra sin velhavende fabrikantfar, har Gertrud fortalt,

så nej, selvom han fører sig frem og sælger til gode priser, er

Oluf Høst ikke et af de sjældne eksempler på, at en maler kan

blive rig nok til at bygge sig et domicil på 500 kvadratmeter,

køre i åben vogn, ansætte to piger og en chauffør og afholde

generøs selskabelighed. Det er konens penge, der betaler gildet

– sikkert også det, der afholdes i aften.

Ikke desto mindre er det værten, den snakkesalige Høst selv,

der insisterer på at vise dem rundt i de overraskende konven-

tionelle rammer. Tunge møbler, tæpper, kedsommelig kunst –

ud over hans egen gode – i forgyldte rammer. Nips, lampetter,

bordløbere. Gennem sin opvækst er Sonja rendt ind og ud af

den slags borgerlige velhaverhjem, strengt taget kommer hun

selv fra ét, så hun er ikke sådan at dupere. Også Hjorth-søstrene

er vokset op i gode kår og har ligesom Sonja været vant til

fast hushjælp, men hverken Bille eller Morten kan skjule en vis

benovelse. Mest påfaldende er det dog, at Høst selv virker så

ovenud imponeret, da han viser dem rundt i den nyrenoverede

villa, sammenbygget af to nabohuse.

„Sikke et sted, sikke en udsigt!“ udbryder Bille, da de er

nået ovenpå i det store atelier med de to rektangulære flerfagsvinduer

vendt mod henholdsvis Norresân og Bokul. Nysgerrigt

kigger Sonja sig omkring, hun elsker atelierer, ønsker

brændende at få sit eget engang. Men det her skuffer, for selvom

et lærred er spændt op på staffeliet, er her alt for upersonligt,

som om det med sine flasker, tuber og pensler anbragt i

nydelig orden er en teaterdekoration uden spor af blod, sved

og tårer. Høst giver selv forklaringen – han har dårligt taget det

nye atelier i brug, fordi han på denne årstid arbejder i sit sommeratelier

højere oppe i klippehaven og i øvrigt helst sidder i

det fri og maler. Allerhelst maler han oppe ved den højtbeliggende

bondegård Bognemark bag ved Bokul, med udsigt over

hele Salenebugten, som han „formedelst 10.300 gode danske

kroner“ netop har erhvervet.

„Så De har købt Deres motiv?“ konstaterer Bille frimodigt.

„Sikret Dem ejendomsretten!“

Høst klukker.

„Ja, for næsen af Lergaard. Han plejer også at male deroppe.

Det er derfor, han er så ond i sulet.“

„De er jo en ren matador!“

Som altid er Bille umiddelbar, mens Morten bag sin sfinx-

maske ikke giver noget fra sig. Han er mere optaget af farvetuberne

og pastelkridtene. Hvilke farver der er brugt af.

„Ja, det er da meget godt skuldret af en horra fra Svaneke,“

smiler Høst veltilfreds som en kransekagefigur på toppen af

sin egen succes.

Sonja smiler høfligt, som hun er opdraget til, når mænd

puster sig op til bristefærdige balloner, mens hun tænker, at

Svanekedrengen vist har glemt, at han har giftet sig til kapital.

I det hele taget er det, som om han har glemt sin konna. Hendes

eksistens. Måske er hun blevet usynlig for ham. Hedvig

Høst er maniodepressiv, har Gertrud også betroet dem, må

med jævne mellemrum indlægges på klinik i København. Lisbet

havde stejlet over denne indiskretion og irettesat sin lillesøster,

efter hendes mening er det utilbørligt at sladre om andres

ulykke. Men da havde de allerede hørt, at fru Høst for nogle

år siden var flyttet over til Olaf Rude i Rønne, Høsts nærmeste

konkurrent, og endda havde ladet sig separere, indtil Høst fik

hende halet til sig igen. Saftig skandaleføljeton, som har underholdt

øen i årevis. Til gengæld er det Lisbet, der fortæller,

at fru Høst egentlig selv er malerinde, men lagde penslen, da

hun blev gift.

„Så tror da pokker, hun er blevet syg!“ havde Sonja opbragt

sagt, og Bille havde grebet den i luften:

„Hold jer fra ægteskabet, piger! Gift jer med kunsten, ikke

med kunstneren!“

„Gælder det også jer?“ havde Sonja spurgt med sylespidsen

rettet mod Morten.

Han gad ikke engang tage piben ud af munden.

„Vi skal jo ikke føde børn, vel?“

„Det er uretfærdigt!“

„Klag til Gud.“

Bagefter, da snakken som en grøn frø ved Bobbeåen var

videre til andre Høst-anekdoter – om parrets dyre

udlandsrejser, om deres vinterpelse og kaneture, om størrelsen

på deres købmandsregninger og andre udtryk for en med Gudhjems

målestok umådelig ekstravagant livsførelse, havde Sonja

siddet og grundet over, om det mon var moderskabet eller ægteskabet

i sig selv, der invaliderede de kvindelige kunstnere?

Og da de kaldes til bords efter at have drukket velkomstpunch

på terrassen og beundret klippehaven med de nyplantede

frugttræer, herunder subtropiske arter som fersken, figen

og morbær, vender tanken tilbage, tilføjet en ny facet: Er det i

virkeligheden manden, der udgør det egentlige problem? Fordi

han grådigt opsuger al oxygen og lader hånt om sin kones

behov for ilt? I dette hjem er der i hvert fald ingen tvivl om,

hvem der anser det for sin ret at udfolde sig, og hvem der har

måttet underordne sig.

Værtsparret troner for hver sin bordende, men det er herren

og ikke fruen, der fører ordet, mens han dirigerer sin kone

med en usynlig taktstok. Dæmper hendes lidt for eksalterede

latterudbrud, afbryder hendes tilløb til deltagelse i samtalen,

overtager hendes sætninger, indtil hun opgiver og overlader

det til sin mand at fortælle anekdoterne. Sonja, som er placeret

i værtindens bordende, forsøger at fange hendes blik, der

kan være fuldstændig udslukt det ene øjeblik for at funkle det

næste. Langt hellere vil hun tale med den stækkede malerinde

end med sin bordherre, Ole, der ikke selv synes at være interesseret

i at indlede en samtale. I stedet er han optaget af den

herre, han har over for sig, en dansktalende tysk-østrigsk oversætter

og „kulturformidler“ ved navn Waschnitius, som Ole

venskabeligt tiltaler ved fornavn, Fritz. Da denne udenlandske

gæst, der åbenbart er en slags husven, servilt smilende gik

hilserunden, vekslede hun, Morten og Bille blikke – hvilken

slags germaner er han mon? På hvis side? Er han tvunget i eksil,

siden han har base i København, ferierer på Bornholm og

har en dansk omgangskreds? Han virker bare ikke sådan, som

en af de udstødte utyskere, tværtom lader han med sin hankatteagtige

spinden til at være inde i varmen både her og der.

„De er også maler, hører jeg?“ forsøger Sonja sig over for fru

Høst, efter Waschnitius har udbragt en skål for „min wunderbare

borddame, vor smukke værtinde“.

Den mørke Hedvig Høst, som med sin kasseagtige hovedform,

små øjne og grove træk strengt taget ikke kan betegnes

som smuk, vender sig i et ryk mod hende.

„Jo,“ siger hun, som om hun skal genkalde sig en kær, men

fjern slægtning. „Eller var.“

„De gik da på kunstskole, har jeg hørt?“

„Ja. Hos Vermehren på Toldbodvej. Da jeg var ung, havde

kvinder jo ikke adgang til Akademiet.“

Hun drejer på vinglassets stilk, løfter glasset og tager en

hurtig, nervøs tår, som en gærdesmutte, der nipper til en vandpyt.

Fortsætter så, værtindekonverserende:

„Men De går på Akademiet? Sammen med Ole, ikke sandt?“

Sonja trækker på skuldrene.

„Lige for tiden har jeg orlov.“

„Orlov?“

„Tænkepause,“ svarer hun. „Jeg skal finde ud af, hvad jeg

vil.“

Og hvad jeg skal leve af, kunne hun fortsætte. Hun har jo

ikke solgt noget, og hun kan ikke blive ved med at nasse på sin

mor. De småpenge, hun tjener ved at give privat tegneundervisning

til håbefulde forældres poder, kan hun jo hverken leve

eller dø af i længden.

„Men De fortsætter, ikke?“ siger Hedvig Høst pludselig

indtrængende. „Det må De love mig! Hvis De vidste, hvor

meget jeg har fortrudt … Det var jo det, jeg ville, ikke? Det

eneste, jeg ville … Jeg nåede skam at debutere på Kunstnernes

Efterårsudstilling …“

„Men hvorfor ….? Hvad skete der?“ spørger Sonja, forsigtigt

for ikke at træde på ømme ligtorne.

„Ja, hvad skete der? Det her, ikke?“

Hedvig Høst foretager en altomfattende håndbevægelse,

som både kan gælde de to sønner, ældstesøn Ole og den kønne

lillebror Niels, den præsentable spisestue, de sidder i, det dækkede

bord med kongeligt porcelæn til tolv, selskabets kultiverede

gæster, hendes succesrige mand. Egentlig forventer Sonja,

at fru Høst lukker af her, for det gør tydeligvis ondt, og Sonja

fortryder sin nærgåenhed. I stedet slås døren inviterende op.

„Min far var velhavende, ser De. Han fremstillede pølser …“

„Det var min morfar, der opfandt pølsevognen,“ indskyder

Ole med en indøvet latter, som om det er en familievittighed,

og retter igen sin fulde opmærksomhed mod den uophørligt

talende Waschnitius.

„Røde pølser til pølsevogne. Det var det, min far blev rig

på,“ siger fru Høst med sænket stemme, som om hendes far

havde været spritsmugler eller gullaschbaron under krigen.

„Min far var parfumefabrikant,“ kommer Sonja hende til

undsætning. Det er ellers ikke noget, hun plejer at reklamere

med, for også den branche har et ufortjent blakket ry, men

hun gribes af en trang til at bistå denne kunstnerkvinde med

den ravnsorte pandehårsvinge holdt på plads af et similispænde.

Hendes mørke øjne funkler mod Sonja.

„Er Deres far gået bort?“

„For et år siden.“

„Jeg kondolerer. Det er tungt at miste sin far. Var han også

velhavende?“

„Ikke så velhavende, som han bildte sig ind,“ svarer Sonja

med en sigende grimasse.

„Så De har ikke arvet?“

„Der var kun lidt til min mor.“

„Ved De hvad,“ siger fru Høst og rækker ind over Oles

tallerken, så den lange perlekæde slæber over borten, får fat

i vinflasken og skænker selv vin i sit glas. Det er ellers serveringspersonalets

opgave. „Det skal De være glad for. Så risikerer

De ikke at blive taget for pengenes skyld.“

Sonja smiler usikkert, er det en spøg eller en alt for ufiltreret

betroelse? Hun vil intervenere, men Hedvig Høst fortsætter

uanfægtet, som om hun endelig har indtaget talerstolen og

ikke lader sig distrahere af et host fra salen.

„Det er mest synd for Oluf. Mine penge har gjort ham alt

for magelig. Dét er sandheden om min mand. Maleren Oluf

Høst er blevet for mæt. Fedtlaget er blevet for tykt. Ser De,

kunstneren må føle sult …“

Blikkets funklen samles i et strålepunkt, som om dæmonen

derinde har brændt et glødehul i nethinden. Sonja ser sig

rådvild omkring, er hun uforvarende kommet til at udløse et

psykotisk anfald?

Waschnitius har tentaklerne ude, som en kyndig plejer på

en lukket afdeling iler han til med spændetrøjen og hindrer

værtinden i at blamere sig yderligere. I sig selv et overgreb, kan

Sonja ikke lade være med at tænke. At hun gøres stum.

Kriger Uden Maske udkom på Gyldendal den 3. november.