Lene Degett kører solo

Efter næsten 20 år som højskolelærer har den Allinge-baserede billedkunstner taget hul på et nyt kapitel som fuldtidskunstner.

For tre år siden – i 2020 – blev Lene Degett fyret fra jobbet som højskolelærer på Bornholms Højskole som konsekvens af coronanedlukningen. Det blev et farvel til næsten 20 år med sang, fællesskab og ungdomsdannelse og goddag til et liv som soloartist.

Det var et liv, som Lene Degett ser tilbage på med glæde.

– Jeg savner af og til dialogen med de unge, festerne, debatterne, det at hjælpe dem med at vælge uddannelse, at grine, synge og lege hver dag, siger Lene Degett, der underviste i billedkunst 'og alt mulig andet højskole-relateret'.

Pigen i klipperne

I dag har den 65-årige bornholmer for længst vænnet sig til livet som fuldtidskunstner. Hun har købt sin egen trykpresse til de grafiske værker – monotypierne – som står oppe på første sal sammen med staffeliet og malergrejet og vidner om, at Lene Degett er en alsidig kunstner.

Monotypierne har fulgt Lene Degett hele livet og kredser fortsat om den runde form.

– Det er ovaler eller former, der viser en åbning ind til noget, det kan være en mund, en vagina eller et øre. Det er stemmen, det er svingninger, det vi åbner os for, det vi lukker ud. Som epifanier, der kommer frem gennem lagene. Vi har en puls, vi har en energi. Eller det kan være en sti, som den jeg var med til at udvikle i Paradisbakkerne, men som i virkeligheden er en reminiscens fra min barndom i Ringebakkerne, siger Lene Degett.

Hun er vokset op på kanten af det gamle stenbrud tæt på Vang og tilbragte meget af sin barndom i kirsebærlundene på kanten af bruddet eller hjemme hos veninden i Vang.

– Jeg vidste allerede dengang, at jeg ville være kunstner. Det der med altid at tegne og male, altid være sammen med kunstnere. Mine forældre kom i de der miljøer med Ole og Karin Christensen i Olsker og maleren Sigurd Christensen i Vang. Det ville jeg også.

De runde former er Lene Degetts signaturmotiv. Eget foto

Landskabeligheder

Fra køkkenet er der udsigt til blomstrende pære- og æbletræer og havegalleriet, hvor Lene Degett i disse dage holder åbent hus i forbindelse med Kunstrunden. Fra galleriet høres lyden af Kampeløkken Å, der løber langs skellet ned til Kampeløkken Havn. Folk, der går til Folkemødet, vil have en klar fornemmelse af koordinaterne, og ja, galleriet er også åbent under den årlige demokratifestival i juni.

Udover monotypierne, er der landskabelighederne, som Lene Degett kalder sine oliemalerier.

– Det er referencer til landskabet, til det at bevæge sig rundt, at opleve noget. Jeg er vokset op på klippen, så jeg har, fra jeg var helt lille, gået rundt i det landskab, hvor du aldrig ved, hvor du bliver blokeret, og hvor du bliver taget hånd om.

Det ukendte og der, hvor man farer vild?

– Ja. Jeg har lige haft besøg af den engelske billedkunstner Claire Morris Wright, og vi har simpelthen gået rundt oppe i Ringebakkerne, hvor vi stadig har mine forældres hus, og hun var fuldstændig bjergtaget og havde aldrig set noget så smukt. Og hun kommer fra et land, der har alt.

Mindeord skrevet i blod

Samarbejdet med den engelske kunstner fra Leicester er blot den seneste øvelse i at arbejde tæt sammen med en eller flere kunstnere i naturen eller på stedfaste lokationer. En disciplin, som Lene Degett har prioriteret højt, siden hun sluttede sig til kunstnersammenslutningen B7, der er sammensat af kunstnere fra syv større øer i Østersøen og som mødes ti dage om året et nyt sted. Siden 2011 har hun blandt andet udstillet på den estiske ø Hiiuma, på Gotland, Øland, Ålandsøerne og på Rügen, indtil corona satte en stopper for artistic residencies.

Her har Lene Degett udtrykt sig gennem landart og installationer, blandt andet et mindesmærke for 42 faldne soldater i sandsten, opstillet som dominobrikker på den gotlandske kyst med fødsels- og dødstal påskrevet med rådyrblod.

– Jeg ville have brugt mit eget blod, men jeg måtte ikke indføre menneskeblod til Sverige, og jeg kunne ikke finde en sygeplejerske på Gotland, som kunne tappe mig.

Værket blev til som minde om de 42 danske soldater, der blev dræbt under krigen i Afghanistan.

– Jeg er ellers ikke særlig politisk, men når jeg kommer ud til sådan et gammelt koldkrigsområde, som jo egentlig altid har fastholdt en neutralitet ... men de hjalp jo jøderne. Det fik noget op mig, siger Lene Degett.

Lene Degett fandt den gamle trykpresse i København. Foto: Anette Vestergaard

Vi har efterladt åbne sår

Hun er opvokset i et musisk og selvforsynende hjem, hvor moderen sørgede for at holde familien selvforsynende i videst muligt omfang. Intet gik til spilde. Alt naturligt, om det var mennesker, planter eller dyr, blev respekteret og beskyttet. Den tilgang har præget Lene Degetts egen måde at leve på, med såkalender, som hun har købt hos Ernst i Muleby, og antroposofisk havedyrkning, men også hendes kunst, som fastholder kontakten på tværs af industrialisme, forbrugervanvid og affaldet, der nu også har spredt sig i den menneskelige organisme. En trist udvikling som Lene Degett allerede opfattede i sin barndoms landskab.

– Ringebakkerne er virkelig et antropocænt landskab, hvor vi har udnyttet landskabet maksimalt. Alle broerne, vi kører over, ligger på fundament af de her blokke, al vejbelægning er anlagt på knuste skærver – vi havde brug for de enorme ressourcer for at komme hurtigt frem i verden. Og efterladt åbne sår, som vi har prøvet at kalde Mulighedernes Land, og derefter har man fredet området. Men nu taler man om, at vi skal lade op i landskabet, vi skal gå og klatre, vores børn skal lære naturen at kende. Samtidig burde vi måske gå ind og sige, at landskabet skal bare være landskab, naturen skal bare være natur. Vi har 2,3 procent uberørt natur. Måske skal man bare lade den være. Vi skal give naturen en chance. Ellers overlever vi ikke.

Hvis man ikke når forbi Allinge på sin kunstrunde, får man en chance til at møde Lene Degett og hendes kunst i slutningen af juni. Her er hun i Palivaren på Christiansø med udstillingen 'Vasketøjet', som hun har inviteret ægtefællen Lars Holmsted indenfor i med musik og oplæsning.