Landmand glemte sin hustru – men alle køerne remsede han op

Dorte Kofoed har skrevet bogen "Kvinde – fortæl din historie" med blandt andet nogle af sin mors historier fra Lobbæk.

En bornholmsk landmand har skrevet sine erindringer, som findes på Bornholms Ø-Arkiv.

Landmanden nævner ikke et eneste sted sin hustrus navn, men til gengæld opremser han udførligt navnene på alle køerne i stalden.

Det er Amanda Stevne Pihl, arkæolog og arkivar i Bornholms Ø-Arkiv, som i en ny bog fortæller historien som et af de mere grelle eksempler på, at kvinderne i høj grad mangler i historieskrivningen. Det er således overvejende mændenes fortællinger, der fylder i arkivet.

Vi har brug for kvindehistorierne for at få det fulde billede af historien, fastslår Amanda Stevne Pihl i bogen "Kvinde – fortæl din historie", som er skrevet af den bornholmske forfatter og journalist Dorte Kofoed.

Lykke fra Lobbæk

Dorte Kofoed, der kommer fra Nylars, vil være kendt af nogle af Bornholms Tidendes læsere for de artikler, hun for nogle år siden skrev her i avisen om slægtsforskning med udgangspunkt i hendes egen familie. Hun skrev ydermere for et par år siden bogen "Gå på rov i dit familietræ" om slægtsforskning.

– Mit ærinde i denne bog er at fortælle de helt almindelige kvindehistorier, som der er flest af, men som der ikke er fortalt nok af, skriver Dorte Kofoed i forordet til den nye bog.

Hun råder i bogen bod på nogle af de manglende kvindehistorier, idet hun lader sin 89-årige mor, Lykke Jørgensen, fortælle nogle af sine erindringer fra årene 1934-54. Det er blandt andet historien om et Lobbæk, som så markant anderledes ud end i dag, og hvor livsbetingelserne var nogle ganske andre.

Tænk sig, der var en gang, hvor der var over 40 butikker i Lobbæk.

– Jeg har først og fremmest altid været fascineret af min mors fortællinger om russernes bombardement, de russiske soldaters vælten rundt på cykler i Lobbæk og hverdagslivet i den lille stationsby. Det er samtidig en tidsepoke, som aldrig kommer igen, skriver forfatteren.

Lykke Jørgensen, der i bogen fortæller om sin barndom og ungdom i Lobbæk, bor i dag på Plejecenter Snorrebakken. Foto: Torben Østergaard Møller

Det er vigtige historier

En del af bogen handler om, hvordan læseren selv kan komme i gang med at forske i slægten, og hvordan man kan få kvindernes historier frem.

– Det er vigtigt, at vi får fortalt vores mødres, bedstemødres og oldemødres historier, før de forsvinder i glemslen. Der var ingen, der gik med deres mobiltelefon i lommen for 100 år siden og optog billeder og videoer i en lang uendelig strøm, som vi gør i dag, skriver Dorte Kofoed.

Forfatteren tilføjer, at det ofte først er, når vi bliver ældre, at vi forstår baggrunden for vores forældres eller bedsteforældres liv.

Bogen, som er første bind i serien "Erindringsglimt fra fortiden", udkommer den 20. december på Wadskjær Forlag.

Billede fra bogen: Lykke Jørgensen voksede op i huset "Solglimt" i Lobbæk, hvor hendes far, Harald Thorsen (yderst til højre) havde skrædderværksted på første sal (loftet).

Livets gang i Lobbæk

I et kapitel fra "Kvinde – fortæl din historie" fortæller Lykke Jørgensen nogle af sine tidligste erindringer fra sin barndomsby.

August 1938

Vi skruer tiden lidt tilbage til Lykkes tidligste erindringer fra sin barndomsby. Endnu kan hun 85 år efter mærke, hvordan hun holdt sin far i hånden, mens de gik ned ad Lobbæk Hovedgade.

De skulle hjem og se den nye lillebror Gert. Det ragede Lykke en papand, at hun havde fået en lillebror. Bare hun kunne få lov til at gå her med sin far og mærke hans store, varme hånd. De var i forvejen tre søstre. Sylvia (Sølla) på ni, Else på syv og Lykke på fem. Lykke havde fået sit navn for at vise, at det ikke var så trist at få en pige for tredje gang. Harald havde gerne navngivet sine piger Sølvia, Guldborg og Lykke, men det syntes Dagny alligevel var for skørt.

Der var ikke langt hjem, for de boede på hovedgaden i huset "Solglimt", som Harald og Dagny havde bygget i 1929. Nu var der endelig kommet en dreng, og alt var stadigvæk godt i deres lille verden.

Lykke havde sovet hos jordemoder fru Schau, da hendes mor var ved at føde lillebror derhjemme. Fru Schau havde en voksen datter, som hed Solvejg, som så efter de mindre børn.

"Vi kom meget hos jordemoderen. Det er underlige ting, som man kan huske. Jeg stod engang i hendes soveværelse. Hun havde en kiksespand stående med nogle små kugler, som var pakket ind i sølvpapir. Jeg troede, det var noget lækkert og kunne ikke lade være med at pille en af dem ud og putte i munden. Det var Bouillonterninger. Fy for hundrede hvor de smagte grimt."

Da Lykkes far havde hentet hende, gik de hjem og skulle se det nye vidunder af en dreng. Den første dreng hos familien Thorsen.

"Min mor lå i sengen, da vi kom hjem, men jeg kan ikke huske, hvordan Gert så ud. Jeg var kun optaget af, hvordan min mor havde det," siger Lykke.

Lægen fra Rønne

Doktor Ankerby fra Rønne var kommet og skulle undersøge Dagny, og han løftede dynen op og kiggede:

"Han skulle se, om hun blødte eller noget, og det kunne jeg ikke lide. Det passede mig bestemt ikke, at han kiggede sådan undersøgende på min mor."

Ankerby var familiens læge. Lykke husker tydeligt, da hun skulle have fjernet polypper. Hun var ofte syg som lille og havde ondt i halsen, så nu håbede lægen, at det ville hjælpe.

Transporten til Rønne foregik på far Haralds cykel. Lykke sad på en sadel foran på cyklen. Hun havde netop fået syet et fint livstykke, som skulle holde de lange strømper oppe:

"Min far sagde til mig, at jeg skulle være en stor pige, og hvis jeg ikke vrælede, så ville jeg få en is. Jeg var bange for det, men jeg tror ikke, jeg græd. Til gengæld var jeg ked af, at der kom blod på det nye livstykke."

Da familien skulle vaccineres mod kopper, var det ikke hos Dr. Ankerby. Her skulle de alle til forsamlingshuset i Nylars, og så var det bare med at stille sig op i køen:

"Det var noget, som vi alle var temmelig bange for. Jeg følte, at vi skulle vaccineres hele tiden. Mod kopper, tuberkulose og difteri. Det var ikke noget, som vi spurgte til. Det var bare noget, som vi skulle,” siger Lykke og griner lidt af al den diskussion, som der var, da vi skulle have covid-vaccinationer.

En broget børneflok

Dagny og Harald kom til Lobbæk i slutningen af 1920’erne. De gjorde tingene på den korrekte måde. De blev forlovede i maj 1927, giftede sig i oktober 1928, fik Sølla i august 1929, og i oktober 1929 slog skrædderbutikken dørene op:

"De har haft håb for fremtiden, tænker jeg. Hvorfor ellers kalde huset for "Solglimt" og døbe deres tredje datter Lykke,"

konkluderer Lykke.

De var en broget børneflok. Sølla havde været et skravl, da hun blev født og kunne ligge i en skotøjsæske. Hun gnavede af skorstenen i huset:

"Det var, fordi hun manglede kalk, sagde mine mor og far altid.

Gert stammede altid, og jeg var ikke altid sød ved ham. Jeg synes, det var sjovt, når han blev sendt til slagteren og ikke kunne sige leverpostej. Han sagde ”snerpestej."

Else var midterbarnet, men hun var ikke specielt stille. Hun rendte altid hos naboerne og snakkede:

"Når vi skulle have hende hjem, så sagde vi: ”Else. Vi skal have budding, og så kom hun rendende. Utroligt – at hun altid troede på det."

Familiens hus var et fint rødstenshus med skrædderbutikken på hjørnet og hvidt stakit med slyngroser. Der var god plads til dem, men de havde selvfølgelig ikke eget værelse. Det havde man ikke dengang. Når Lykke lukker øjnene og tænker tilbage, kan hun se meget af det, og hvordan der så ud: Fra butikken var der både dør til køkkenet og stuen. Men det var ikke en stue, der blev brugt særlig meget, for det var den pæne stue, så der gik man som regel kun igennem.

Så var der hverdagsstuen med slagbænk, et malet bord og stole rundt om. Der sad familien og spiste alle måltider, og så var der et vaskehus med dør ud til baghaven.

"Jeg sov på værelse med min far. Jeg tror, det var, fordi jeg var den mest stille af os. Sølla og Else snakkede for meget og sov på værelse med vores mor."

Oppe på førstesalen eller loftet, som man sagde, havde Harald sit skrædderværksted. Her sad han enten i skrædderstilling på bordet og syede eller på en stol ved symaskinen. Han havde en vandspand med et klæde i, som han brugte, når han pressede tøjet. Der skulle jo være skarpe presselæg i bukserne, og her brugte han et pressejern, som var stort og tungt og lavet af jern.

Han havde en presseovn, som han fyrede op i. Han puttede pressejernet ind i ovnen, og så havde han et værktøj af træ, som han slog med på tøjet for at få dampen til at gå ned i stoffet. Harald havde altid selv presselæg i sine bukser – også selvom det bare var nogle gamle bukser:

"Han var også altid barberet. Det var vigtigt at se ordentlig ud. Min far sang ofte, når han syede. Det kunne jeg rigtig godt lide, for han sang skidegodt."

Lykkes mor hjalp også med på skrædderstuen. Som oftest syede hun på symaskinen. Harald havde lært til skrædder og havde derefter lært sin kone, hvordan man skulle sy, så hun kunne hjælpe ham. Når de f.eks. skulle sy et jakkesæt, så var det et større arbejde, og så var det godt at være to, der kunne hjælpe hinanden.

Overtroen herskede

De var lidt overtroiske, som mange andre var på den tid, så derfor begyndte de aldrig på noget nyt tøj om mandagen, for det ville bringe uheld, og så ville tøjet ikke blive ordentligt lavet.

For ikke at begynde på tøjet om mandagen, klippede de lidt i lidt af stoffet om fredagen eller lørdagen, for så var det ikke påbegyndt om mandagen.

Der var meget overtro dengang, mindes Lykke:

"Min morfar Andreas Christian Kofoed var også overtroisk. Han troede fuldt og fast på de underjordiske, og han blev gal, når vi børn grinede af det. Jeg holdt på et tidspunkt ferie i Svaneke, da jeg var barn, hvor jeg boede hos min faster Kristine og onkel Andreas, som havde bådeværksted på havnen. Faster Kristine havde det så fint i huset, og man turde næsten ikke bevæge sig rundt, når hun havde vasket gulv for ikke at grise alt til. Så rendte jeg hen til mine bedsteforældre, som boede i nærheden.

Min bedstefar fortalte mig så om de underjordiske, og hvordan de dansede på højene om natten. Jeg syntes, det var lidt

uhyggeligt og grinede af det, men han mente ikke, at der var noget at grine af. Resten af tiden lærte han mig at fange fluer med en hånd. Det var ikke så nemt, for man skulle lære at lukke hånden tids nok."

Dagny ordnede mange ting

Derhjemme tog Lykkes mor sig af mange ting. Ud over madlavning, tøjvask, så ordnede hun også haven. Hun tømte

også lokumsspand ned i et hul og gravede det til igen i haven. Det var aldrig noget, som Harald gjorde.

"Min mor brokkede sig aldrig over noget. Hun var stille i alt, hvad hun gjorde. Jeg har kun set hende græde en gang, og det var da hendes egen mor døde. Så sad hun øverst på trappen og græd. Jeg spurgte forsigtigt til hende, men hun sagde bare, at jeg skulle gå. Hun ville ikke tale om, at hun var ked af det," fortæller Lykke og fortsætter:

"Der var mange ting, jeg ikke vidste om min mor. Mange år senere, da vi skulle tømme huset i Lobbæk, så var der en kiste på loftet, som var fuld af gamle, tomme cerutpakker. Jeg anede ikke, at hun røg."

Slagteren i Lobbæk

Ved siden af Thorsen-familiens Solglimt lå Lobbæk-slagteren. De havde en pige, som var lidt yngre end Lykke. Hun hed Doris, og hende legede Lykke med. Hun havde noget så specielt som legetøj, et komfur med små gryder:

"Vi plukkede stikkelsbær og puttede i gryderne. Doris havde eget værelse, som lå oppe på loftet. De havde jo flere penge end mange andre, og de havde også bil. Jeg kan huske, at de voksne sagde, at han solgte pølser med dårligt kød under krigen. Han kunne vel ikke få fat på andet. Doris havde en bror, der hed Frode, og han overtog slagterforretningen senere. Han var en dreng, så det var jo ham, der skulle overtage butikken."

En dag blev Lykke inviteret med i biografen i Rønne. Det var som tak for, at hun havde hjulet Doris med at pille løg, som de brugte i slagterbutikken. Lykke kan ikke huske, hvad de så, men husker tydeligt, at de kørte i deres bil til Rønne. Det var en vældig oplevelse at køre i bil. Filmen tja…

Fabriksproduceret legetøj var kun noget, som de fleste børn kunne drømme om i 1930-40’erne:

"Vi blev mere kreative. Vi havde f.eks. en papkasse, som vi havde lavet om til et dukkehus. Vi skar den ene side af, og så skar vi vinduer til og fik stofrester fra fars skrædderværksted til gardiner. Og så indrettede vi det med møbler, som vi selv havde lavet."

Lykke fik faktisk engang en dukke til jul, men det var efter krigen, hvor hendes far havde solgt butikken og havde lidt ekstra penge.

"Det er flovt at fortælle, men jeg fandt faktisk pakken med dukken i klædeskabet, og jeg pakkede den op før jul og prøvede så at pakke den ind igen. De opdagede vist ikke noget. Det var en krigsdukke med celluloid-hoved, hvor håret var malet på."

Lykke fik også aflagte skøjter fra sadelmageren, som boede på Lobbæk Hovedgade. Deres børn havde brugt dem og var flyttet hjemmefra. Det var sådan nogle fedtlæderstøvler med snører midt på. Lykke var lidt ferm over, at hun havde fået dem, og de var varme og dejlige at have på.

Børnene i Lobbæk legede ofte ved Mejeriet, hvor der lå et vandløb, som de kaldte for mejeri-åen. Det var i virkeligheden bare spildevandsafløbet fra mejeriet, men det vidste de ikke dengang. Her tabte Lykke engang sin træsko, og hun turde ikke gå hjem og fortælle det, men der var heldigvis en, der fiskede den op og kom med den.

Ved siden af mejeriet lå bageren, og når de havde haft prøve i skolen, så kunne de være heldige at få en krone og gå på konditoriet og købe sodavand. Det var den rene forkælelse, for der var ellers ikke mange penge til den slags udskejelser.

Byen med masser af butikker

Der var pænt i Lobbæk dengang, husker Lykke. Husene var kalkede, græsset var nyslået, og haverne blev holdt pænt. Sådan synes hun ikke helt, at der er i dag. Der var også masser af forretninger i byen, da hun var barn:

"Når jeg tænker på alle de forretninger, der var dengang. Tænk at de kunne leve alle sammen. Det er næsten uforståeligt."

Der var en Brugs oppe ved jernbanen, ved siden af lå købmanden, hvor Lykke tjente som ung, og på hjørnet var der

også en købmand. Og så var der sæbehus, Tatol, bageren, slagteren, bygmesteren, hvor Lykke også nåede at tjene. Og så var der vognmændene. Der var tre i den lille by. Den ene havde taxa, og de andre kørte med træ, kul og hvad man ellers brugte.

Og så var der dyrlægen. De boede i en stor villa og havde tvillingerne Ingrid og Dikker. Han hed ikke rigtigt Dikker, men

det blev han kaldt.

Lykkes mor var veninder med en dame, som hed fru Michaelsen. De to mødre kunne godt finde på at cykle til Aakirkeby og gå i biografen. Fru Michaelsens datter hed Tove, og hende legede Lykke med.

Nogle gange gik de sammen op i præsteskoven ved Nylars, og så havde de saftevand og kage med og spiste byjllenbær/blåbær fra skoven. De cyklede også til Blemmelyng med en sæk og samlede grankogler, som blev brugt til optænding i kakkelovnen eller murgryden. De måtte have gummistøvler på, for de var bange for hugormene i lyngen.

Selvom familien Thorsen ikke havde meget at rutte med derhjemme, var de alligevel gode til at hjælpe andre, husker

Lykke. Hun havde et par kusiner, som boede på en lille ejendom uden for Lobbæk. Deres far var fodermester på en gård, og de havde ikke mange penge:

"Min mor strikkede trøjer af op-pille-garn, som vi kaldte det. Det var gamle uldtrøjer, som man pillede op og strikkede nye trøjer af. Min mor var dygtig til at strikke, og jeg blev helt jaloux, da vi skulle aflevere trøjerne til mine kusiner, fordi de var så pæne."

Gratis underholdning i lufthavnen

Når pengene var små, kunne man sagtens finde gratis underholdning. Det kunne f.eks. være at cykle en tur til

lufthavnen:

"Vi havde ikke cykler alle sammen derhjemme, men så måtte vi deles om dem, vi havde. Jeg kan huske, at jeg cyklede til lufthavnen uden for Rønne sammen med mor og far for at kigge på flyene efter krigen. Jeg må indrømme, at jeg ikke husker flyene så godt, men jeg husker tydeligt, at jeg cyklede ind i en dame og ødelagde hendes nylonstrømper. Det var så pinligt, og det var jo frygtelig dyrt at købe nylonstrømper."

Familien tog ikke rundt omkring hver weekend på familiebesøg, som mange måske gør i dag:

"Vi besøgte sjældent vores bedsteforældre. Måske fordi vi ikke havde bil, og det kostede jo penge at køre med toget. Min farmor og farfar boede i Arnager, og nogle gange blev vi sendt afsted med tøj til dem, som mor og far havde syet om eller repareret. Vi gik til Arnager, og vi var bange for at gå derned, for de andre børn i Arnager kunne ikke lide, at der kom børn udefra, og så risikerede man at få tæv."

Lykkes mormor og morfar boede i Svaneke på deres gamle dage, og de tog dertil med toget og besøgte dem en sjælden gang imellem. Lykke husker det som en stor oplevelse at køre med toget. Nok fordi det ikke var en hverdagsting:

"Vi besøgte også faster Kristine og onkel Andreas i Svaneke. Andreas havde et bådeværksted på havnen, og det var en sjov oplevelse at se et helt andet værksted, for jeg var jo kun vant til min fars skrædderværksted.