Lâder arm, tommer tarm, fulsot å hâzelfitt

Lâder arm, tommer tarm, fulsot å hâzelfitt
Illustration: Christina Skovmose/Dorrit Bjerregaard
SPROGET | BORNHOLM | ABONNENT | 29. JUN 2021 • 19:15
Af:
Alex Speed Kjeldsen
SPROGET | BORNHOLM | ABONNENT
29. JUN 2021 • 19:15

I denne uge fortsætter vi den lille føljeton om borrijnholmst ortoi og ser nærmere på talemåder, der tager højrøvede, dovne, utålmodige og vantrevne personer under behandling.

Arsenalet af kommentarer til negative personegenskaber er stort. Om højrøvede personer kan man for eksempel sige, at "Di e så hoirawada a ejn kajn ønte nå dom te ænnajn me en tækkjerawt". Om konsekvenserne af dovenskab kan man sige: "Ætte lâder arm kommer tommer tarm". Dovenskab kan i øvrigt behandles ved hjælp af klø med en hasselkæp, hvilket kommer til udtryk i udsagnet "Fulsot koreres bæst me hâzelfitt". Til den, der venter i utålmodighed, kan man konstatere, at "Når stakkala ska te gjæstabodds, så bler’ed alri dâ", og om den, der (med rette) føler sig truffet kan man sige: "dæjn sjidena târ sai te rawen". Om den vantrevne kan man sige: "Hajn hâr nokk hatt ejn bâgpatta", et billede hentet fra grise (soen har tit mindre mælk i bagpatterne). Til den meget påpasselige kan man sige: "Går du te hælvede i din bâra raw, sver du ønte boisarna", og om den uempatiske kan man konstare, at "Ejn kajn’te krysta blo idå ejn sten”. Endelig kan man til den, der begår dumheder, men burde vide bedre, sige: “De e’nte bællastraier, når gammel kjælijn dajnsar".

Talemåder som disse har også fundet vej til den bornholmske litteratur, for eksempel Otto J. Lunds Jem å Jor, hvor Stina, der er godt skåret for tungebåndet, effektivt lukker munden på præsten, der opfordrer til unødig ødselhed. Han vil have hende i kirke, men det vil jo kræve investeringer i nyt tøj, og den er Stina ikke med på, hvorfor det følgende replikskifte udspiller sig:

"Å så skujlle jâ væl maia mai ud i sølkjekjâul å plyskåva lissom di andre râvinarna, dær komma dær?" "Nâ, de behøva ni væl ikkje ævent; men lid pent, årdentlit toi hâ ni nokk rå te å skaffa", mente præstijn. "Ja, viss jâ’nte hadde mijn bøgg å fyjlla, så kujnne jâ min raw forgjyjlla", kom’ed vasst frå Stina. Dætta swâred kujnne præstijn ønte ræjti gje ijænn på, mæn nörlada å.

 


Denne artikel er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog. Gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk