Kirke sælger bygning i Nexø

Kirke sælger bygning i Nexø
Nexø Frikirke sælger Skibet i Købmagergade for at frigøre midler til Værftet. Arkivroto: Jens-Erik Larsen
KULTUR | Mandag 19. juni 2023 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
KULTUR | Mandag 19. juni 2023 • 15:30

Nexø Frikirke vil sælge sit hovedsæde, Skibet, og dermed frigøre midler til Værftet.

Et skib er en central del af enhver kirke. Det er det største rum, hvor menigheden sidder. Alligevel har Nexø Frikirke besluttet at skille sig af med Skibet for at satse på Værftet, fremgår det af en pressemeddelelse. Skibet er det navn, frikirken har givet det tidligere sømandshjem i Købmagergade, hvor den holder til.

Bygningen er sat til salg for at frigøre midler, som kan komme Værftet på Nexø Havn til gode. Nexø Frikirke ønsker sammen med Værftets bestyrelse at opgradere samlingsstedet, skatecentret og legelandets rammer og faciliteter med blandt andet en multisal, toiletter og køkken.

Skibet har dannet ramme om Nexø Frikirkes liv siden 2001, hvor den nydannede frikirke købte bygningen. I de senere år har børneklubberne Rock Solid og J-Kidz dog holdt til på Værftet, hvor mange af frikirkens medlemmer er frivillige.

Fællesskab til gavn for byen

Skibet blev bygget i 1883 og var frem til 1960 Nexøs skole. Bagefter blev den gule bygning til byens sømandshjem, indtil den i 2001 blev overtaget af Nexø Frikirke, der har brugt den til blandt andet gudstjenester, børneklubber og koncerter. Skibets store café har desuden været brugt til både foredrag og sammenkomster for byens foreninger.

Foruden kirken indeholder bygningen også 17 lejemål fordelt på lejligheder og klubværelser. Et salg vil frigøre kræfter, som i dag bruges på at vedligeholde det store hus og betjene de mange lejere. I stedet ønsker Nexø Frikirke at skabe et fællesskab, som i højere grad gavner byen og også gør kirken bedre rustet til fremtiden, fremgår det af pressemeddelelsen.

Nexø Frikirke håber på en køber, som vil drive Skibet videre på en måde, der vil gavne Nexø og Bornholm.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT