Direktøren for Nordbornholms Byggeforretning afviste at byde på museumsbyggeriet ved Helligdommen, fordi han ikke fandt konditionerne i udbudsmaterialet forsvarlige, fortæller han.
Nordbornholms Byggeforretning var inviteret til at give en pris på byggeriet af et nyt museum ved Helligdommen ved siden af Bornholms Kulturmuseum – men afgav aldrig noget bud.
– Da vi så udbudsmaterialet, indså vi meget hurtigt, at vi ikke syntes, at de konditioner, der var stillet op, var tilstrækkeligt forsvarlige til at give et bud ud fra, siger han til Tidende.
Han påpeger dog også, at han ikke mener, at man kan udpege én, der har lavet en kæmpe fejl.
– Der er mange faktorer, der gør, at det er endt, som det er, siger han.
– Og det er bundærgerligt, synes jeg. Og endnu mere ærgerligt, at det hele nu er fuldstændig droppet, men samtidig må jeg også sige, at det ikke forbavser mig, fordi vi jo altså har set projektet. Og mit første indtryk gjorde, at jeg ordret sagde til dem: Jeg tror ikke, I har penge nok. At der så skulle komme til at mangle over 100 millioner kroner, dét overrasker mig godt nok.
Det var Bornholms Museumsfond, der skulle stå for byggeriet. Senest havde dens rådgiver i februar vurderet, at det ville koste 151 millioner kroner, og eftersom der var 152 til rådighed var alt godt – indtil der kom et bud, der var cirka 130 millioner højere, hvorefter hele projektet, som tidligere oplyst i Tidende, simpelthen blev skrinlagt i mandags.
Entreprenøren slår fast, at han godt kan håndtere store byggesager og både har bygget Hammershus Besøgscenter og andet af samme kaliber.
– Men lige den måde, det her byggeri skulle laves på, var vi utrygge ved. Man skal ned i undergrunden, og det er det, der gør det farligt i forhold til at kunne overskue økonomien.
Du tænkte, at der var for mange ubekendte til, at du turde give dig i kast med det?
– Nej, for man kan jo tage et forbehold over for det. Men der var nogle parametre, som handlede om, at de gerne ville være sikre på, at de havde den rigtige pris, hvilket egentlig er meget fornuftigt. Men de bad entreprenøren give tilbud på noget, som der var stor usikkerhed om. Det er svært at give en fast pris på noget, hvor man skal 12 meter ned i undergrunden eksempelvis.
– Men jeg kan godt se, at når man kun har X antal millioner at bygge for, så er det jo forsvarligt nok, at man som udbyder forsøger at få et bud, der tager højde for alt det ubekendte for at være sikker på, at økonomien holder. Og jeg tror, at byggeriet løber op i de mange millioner, fordi man har forsøgt at flytte bolden med usikkerhederne fra udbyderen og hen til entreprenøren. For hvad gør han så? Han garderer sig lige så meget. Hvem skal tage risikoen for det usikre? Jeg vil mene, at det er bygherren. Hvis man skyder det over til entreprenøren, vil han sikre sig ved at lægge ekstra penge oven på buddet for at være bombesikker på, at der styr på det hele – også undergrunden, siger Kim Christiansen.
Honorar uanset hvad
– Havde man i stedet bygget oppe over jorden, var det hele håndfast, og der var ikke nogen ubekendte. Men 12 meter nede er der vand og sand og pløre, og det hele flyder. Havde det nu bare været klippe, så havde man da haft nogenlunde styr på det, men her skulle der bankes spuns ned hele vejen rundt, ligesom man gør på en havn – og jeg mener, at den spuns alene koster 30-40 millioner kroner. Det er bare nødvendigt for at kunne sænke vandstanden og styre jorden. Men man ved også, at det regner og så videre, og det bidrager altså til at gøre projektet så dyrt, at man vil grave sådan et byggeri halvanden til to etager ned, forklarer entreprenøren.
Så det er altså årsagen til det dyre tilbud?
– Jeg tror, det er en af årsagerne. Men det spiller også ind, at man oprindeligt projekterede det inden coronakrisen, og tingene er blevet meget dyrere siden. De har fundet flere penge, men ikke nok, og det er da bundærgerligt.
Så sent som i februar mente rådgiveren, det skulle koste 151 millioner kroner – og så blev buddet cirka 130 millioner højere, hvordan kan man skyde så meget forkert?
– Ja, men rådgiveren har jo tegnet det her projekt, så de får honorar uanset hvad. Så de siger jo ikke, at det skal koste måske 230 millioner, for så får de slet ikke lov til at tegne det jo. Det er nok også lidt af årsagen. Jeg har tidligere oplevet, at det sker, når den, der tegner, og rådgiver er den samme. Det passer aldrig, siger Kim Christiansen og påpeger, at af budgettet på de 151 millioner kroner er adskillige millioner jo allerede gået til tegninger og projektering.
– I den her sag, er det grotesk, at det bliver over 100 millioner dyrere, end hvad der var penge til. Det lyder voldsomt, men jeg tror også, at det hænger lidt sammen med, at entreprenørerne er bookede, de har simpelthen masser at lave for tiden. Havde vi ikke selv haft nok at lave, havde vi jo nok også forsøgt at give et bud, siger han.