Kamp om førstepladsen – to vejede præcis det samme

Kamp om førstepladsen – to vejede præcis det samme
De første fire ørreder, der blev indvejet. Foto: Torben Østergaard Møller
NYHED | ABONNENT | 29. MAR 2024 • 19:00
NYHED | ABONNENT
29. MAR 2024 • 19:00

I denne version af artiklen er vægten på de fangede fisk blevet rettet.


Bornholms Sportsfiskerforening afviklede ørreddag for 57. gang – med et skuffende resultat, men der var kamp om førstepladsen.

Fiskebestandene i blandt andet Østersøen har det ikke godt i disse år, hvilket også gælder for ørrederne.

Mange forhold bidrager til, at det er op ad bakke, og langfredag var en ekstra farlig dag for de ørred, der befandt sig i farvandet omkring Bornholm.

Bornholms Sportsfiskerforening afviklede nemlig for 57. gang "Ørreddag", hvilket jo altså betød, at de ørred, der bed på krogen, gik til de evige ørredmarker.

Erik Thorsen fra foreningen står gerne for vejningen af de fisk, der bliver fanget, og har et stort indblik i området. Han er nemlig ud over selv at være lystfisker, natur- og miljøkoordinator for Danmarks Sportsfiskerforbund, ligesom han tidligere har været formand for foreningen Vandpleje Bornholm, som han da også fortsat er medlem af,. Dertil er han medlem af både den lokale sportsfiskerforening og formand for den lille sportsfiskerforening Havørreden, som har klubhus nær ved her på Nørrekås i Rønne, hvor Bornholms Sportsfiskerforening har klubhus – og denne fredag lægger rammen om vejningen af de ørreder, som de tilmeldte til Ørreddagen frem til klokken 18 kommer og får vejet og registreret.

Så jo, Erik Thorsen ved en del om, hvordan fiskene har det for tiden, og han kan konstatere, at det ikke ser godt ud.


Indvejningen er i gang. Foto: Torben Østergaard Møller

 

– Der er problemer for alle fiskebestande, siger han.

– Der er mange årsager til det, og nogle af dem er vanskeligere at tackle end andre. Vi har for eksempel iltsvind, og det er jo et stort problem. I vores vandløb har ørrederne også dårlige forhold, for vi har stadig nogle spærringer i vandløbene, og der er skarv, som står og plukker en masse små fisk. Der er efterhånden også en del fiskehejrer, som spiser dem, og dertil har vi haft nogle meget tørre somre, som har betydet, at de steder, hvor fiskene plejer at stå, er der ikke noget vand.

Har du selv kunnet registrere, at det over tid er kommet til at se ringere ud for ørreden?

– Ja, det er det, det er blevet ringere, der er færre af dem, og de er også blevet mindre.

To var lige store

Set over hvor mange år?

– Det er accelereret lidt, vil jeg sige. De seneste seks-syv år har vi tydeligt kunnet se det. Tidligere har der jo været en rimelig bestand, og vi har også her ved Bornholm haft en unik bestand, for de havørreder, der er her, er jo tilpasset forholdene i vandløbene, hvor de gyder, siger Erik Thorsen.

Og hvordan ser det ud her på Ørreddagen i år?

– Set ud fra de meldinger, jeg har fået, er det dårligere i år. Men nu må se, når indvejningen er slut, det kan da godt være, vi bliver positivt overrasket, det ville da være dejligt, siger han her, hvor indvejningen kun netop er gået i gang.

Da Tidende taler med ham igen efter klokken 18, hvor indvejningen sluttede, lyder meldingen:

– Der er blevet fanget 15 fisk, og det er det laveste antal, jeg kan mindes, siger han og tilføjer, at han er 77 år, så han husker altså langt tilbage.

Til gengæld er årets fisk ganske fine rent vægtmæssigt, mener han, selv om kun to fisk vejede over to kilo, og den mindste 686 gram.

De to tungeste vejede præcis det samme, nemlig 2,85 kilo. Fisken med den bedste kondition var 67 centimeter lang og blev udpeget som vinder, og dermed løb Andreas Holst-Jensen med sejren.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT