Mens den orange farve i Oluf Høsts Bognemark-malerier måske kan ses som et vindue til det evige, kunne Kviums vægmaleri også ses som et billede på det modsatte: At alt styrer mod sin egen død.
– Om 5-600 år er der rigtig meget fra vores tid, som er væk. Måske er det hele oversvømmet. Vi ved det jo ikke. Men vi har en ting med, at vi gerne vil huskes, og det er jo ikke andet end forfængelighed ikke at ville acceptere sin forgængelighed. For vi er bare et led i et enormt system, og et meget, meget lille led.
Den pointe understreges også med tirsdagens event. Nu er værket fortid, for væggen i Høsts sommeratelier står atter larmende tom med en mintgrøn grundfarve, som det i øvrigt er kunstneren John Kørner, der har valgt. For nu bliver det snart Kørners tur til at fylde sommeratelieret med kunst. Og det har Michael Kvium det fint med, selvom hans eget værk nu er væk, fortæller han.
– Det har haft sin funktion der. Og det bliver ved med at være der. Det er bare skjult.