Og Rønne Theater fylder netop 200 næste år, hvilken betydning mener du, det har for Bornholm at have sit eget teater?
– Jeg mener, det har en kolossal betydning. Vi har en meget stærk historie- og identitetsfølelse på Bornholm, men også en udsat position i det danske samfund og verden som sådan. Derfor har vi også brug for at være sammen og reflektere over de ting, der sker for os, og den måde vi præsenterer os selv for omverdenen og også for os selv på. Hvad er vi egentlig for nogle mennesker? De ting kan teatret virkelig perspektivere. Museerne bærer en anden del af opgaven, som handler om at dokumentere tingene, men teatret er et fiktionsrum, hvor hvor vi kan twiste tingene og tvinge nogle andre perspektiver frem, som kan hjælpe os til at se hinanden og de forskellige historier og virkeligheder, vi lever i på den her lille ø.
Du har været leder af Bornholms Teater siden 2008, er du blevet klogere på, hvad et lokalt teater skal kunne?
– Ja, det synes jeg i den grad, jeg er. Jeg er blevet klogere på det i den forstand, at jeg synes, jeg med udgangspunkt i Bornholmerkrøniken har fundet en vej ind i noget, som jeg kan mærke vækker genklang hos det lokale publikum på en helt anden måde end stort set alt andet, vi har præsenteret. Jeg oplever pludselig, at de mennesker, der sidder i salen, oplever, at det er noget, der vedrører dem, det er vores historier, og det rammer nogle referencepunkter, som "Romeo og Julie" og alt muligt andet ikke rammer. Jeg kan næsten fysisk mærke, at fortællingerne går helt anderledes ind i publikum, og det, synes jeg, er helt fantastisk.
Onde luner ...