Howalt kigger dybt ned i svampen i Store Tårn – og får øje på universet

Fotograf og billedkunstner Nicolai Howalt har lavet udstillinger mange steder rundt om i verden, men præsenterer nu værker på Christiansø, hvor han tager livtag med et mikrokosmos, som han sætter i perspektiv til selveste universet.

Torben Østergaard Møller

Man kan sådan en vindstille tirsdag tage et skridt fra kajen i Gudhjem og over på Postbåden Peter, hvor man bevæger sig ned i dens bug under dæk og sætter sig til rette, mens sejlturen tager sin begyndelse.

Fem kvarter senere kravler man op på dækket igen, og det viser sig, at man tilsyneladende har befundet sig i en slags transmogif-maskine, som den Steen i "Steen og Stoffer" gerne benytter sig af, og som undervejs har forvandlet ikke én selv, men hele verden, for det er jo Christiansø, der tager imod med sin særlige evne til at favne både det helt nære – dér flyver en måge forbi og hilser med et skrig – og det helt store, som himmelhvælvet, der synes højere her end hisset og er garant for, at man kan blive en lille smule mere dus med både evigheden og universet.

Her må han naturligvis lave en udstilling, for når man i øvrigt ud over i Danmark har haft udstillinger i Korea, Kina, USA, Tyskland, Litauen, Polen, Frankrig, Finland, England, Ungarn og Tyrkiet, så er der ligesom lagt i gryden til det helt store, kan man sige.

Det er også præcis det, der nu folder sig ud: Nicolai Howalt udstiller i Store Tårn på Christiansø!

Og han er en mand, som passer godt til omgivelserne, men mere om det senere.

Allerede i januar kunne Tidende slå fast, at Kunst- og kulturrådet på Christiansø havde valgt fotograf og billedkunstner Nicolai Howalt som årets kunstner i tårnet, hvor han ville lave en installation med inspiration fra naturen i form af svampe og svampesporer, og hvordan disse organismer lever og formerer sig.

Udstillingen vil være tilgængelig i Store Tårn i perioden fra 13. april, som også er første dag med sejlads for Christiansøfartens M/S Ertholm, og til 20. oktober, som er sidste dag med sejladsen.

Denne tirsdag, hvor ferniseringen nærmer sig med raske skridt, er det altså Postbåden Peter, der lægger til i Sydhavnen mellem Frederiksø og Christiansø, og det viser sig, kunstneren selv netop kommer ned på kajen, hvor han tager imod Tidendes udsendte, som just har overstået sejladsen fra Bornholm. I smulte vande forløb den aldeles udramatisk til trods for, at cirka 33 skolever fra to 8. klasser på Frederiksberg var med ombord.

På kajen her på Christiansø virker det altid, som om der er en modtagelseskomité af lokale, men hvordan det præcis hænger sammen, er det ikke nødvendigvis til at overskue. Givet er det dog, at mågeskrig byder velkommen, og at man føler, man træder ind i både en anden verden og en anden tid, end den man er kommet fra.

En vederkvægelse af sindet er gerne den umiddelbare effekt, og humøret bliver umiddelbart saltvandsfriskt på en dag, hvor temperaturen i Rønne lander omkring 20 grader, men på Hammerknuden kun otte – og Christiansø ligger tydeligvis nærmere Hammerknuden end Rønne.

Bedst, som Nicolai Howalt tirsdag var i færd med at færdiggøre sin udstilling til ferniseringen lørdag, vrimlede det pludselig ind med turister her i Store Tårn. Foto: Torben Østergaard Møller

Udsyn og indsigt

Vi går snart i retning mod Store Tårn, op ad trappen til Grønningen, forbi købmandsbutikken og gæstgiveriet – alt sammen overvåget af mågerne og til deres akkompagnement.

Imens ridser Nicolai Howalt sit forhold til Bornholm op.

Hans mor, Henriette Howalt, gik bort i 2022, men hun havde et hus i Melsted fra sin far, som han havde købt i 1935, og hvor hun også delvist voksede op, inden hun som voksen flyttede over. De sidste 20 år af sit liv, da hun var blevet pensionist, returnerede hun dog fra København til Bornholm, hvor hun bosatte sig i Rønne, men tilbragte det meste af tiden i det, der nu var et sommerhus i Melsted, og hvor også Nicolai Howalt har tilbragt sin barndoms somre hjemme hos morfar. Dét sommerhus overtog Nicolai Howalt sidste år og besøger det tit og tæt, også sammen med familien.

Han har et blik på livet og universet, som på en eller anden måde synes at passe godt til Christiansø, hvor man dagligt møder både det helt nære, når man kigger ned og måske får øje på en edderfugl på sin rede, og evigheden, når man kigger op og tager kimingen i øjesyn.

Da Howalt i 2017 havde en udstilling på Bornholms Kunstmuseum hed den eksempelvis "By looking up I see down" – altså, ved at se op, ser jeg ned. Han forklarede dengang i Tidende, at asken fra et menneske, der er blevet kremeret, næsten udelukkende består af de to grundstoffer strontium og kalcium – ganske som det stjernestøv, der er universets byggesten.

Da vi denne dag træder ind i Store Tårn, er det tydeligt, at han er ved at lægge sidste hånd på sin nye udstilling. "F.U.N.G.I." hedder den, som i fungi, der betyder svamp, men her i tårnet bliver der altså talt med store bogstaver.

Ferniseringen finder sted lørdag, og han er så langt i opbygningen af den, at man snart konfronteres med netop en fornemmelse at udsyn og indsigt, af at kigge både op og ud – og ned og ind.

Store Tårn blev totalrenoveret i åren 2014-18 og fremstår den dag i dag så markant flot, at det i sig selv kalder på noget spektakulært, når det bliver brugt til en udstilling, hvilket Nicolai Howalt er helt bevidst om.

– Det gjorde mig faktisk en lille smule bekymret, for hvordan går man ind i et rum, som i sig selv har så meget udtryk og nærmest i sig selv er en udstilling og har så meget historie i sig, og sætter sit præg på det, spørger han retorisk, mens vi befinder os i den katedrallignende bygning, hvor det er muligt gennem glastaget at sætte blikket på uendeligt.

– Bare at matche rummets væren kræver noget mere end som så. Jeg havde på det tidspunkt arbejdet med nogle mindre tryk af svampemotiver, men det er vigtigt med værkerne at tage udgangspunkt i det rum, man skal være i, og ikke eksempelvis bare hænge nogle fotografier på væggene. Og det var da også meget mere end bare fotografier, det jeg arbejdede med.

En petriskål med svamp

Nicolai Howalt har på udstillingen endvidere en film med, som har har fået bygget en særlig sort boks til at fremvise i.

– I et rum som det her, hvor der er glastag, er der afsindigt meget lys, siger han og kigger op i Store Tårn.

– Så du bliver nødt til at lave en eller anden form for installatorisk tildækning, for ellers kan man simpelthen ikke se filmen. Samtidig er rummet på højeste punkt 7,5 meter højt, og det er fem meter bredt, så det er altså rektangulært. Derfor kunne jeg godt tænke mig at lave værkerne som nogle store flag, der kan spalte rummet op. Til det formål har jeg fået scannet mine tryk i meget høj opløsning på de her store flag, som nu hænger her, og kigger man på dem op igennem lyset, opstår der også et spil i selve materialet. Værket vil afhængigt at vejret og lyset konstant ændre udtryk.

Wauw ja, og hvad er det egentlig i substansen, vi står her og betragter? En petriskål med en svamp, der er groet i den.

Vi står på ene side af et af de store flag, som hænger ned fra loftet, og Nicolai Howalt bevæger sig om på den anden side af det.

– Heromme ser du så undersiden af petriskålen, siger han, og igen er vi ved de flere betydninger – indsigten og udsynet.

– Herfra ligner det nærmest en blodvene, på den anden side snarere et stort øje, der kigger på dig, siger han.

– Der opstår en abstraktion i værkerne, når du på den måde overfører dem til andre materialer og blæser dem op. Og det, synes jeg, er ret interessant.

Det er netop hans ærinde med F.U.N.G.I. at undersøge en verden, der normalt er usynlig for det blotte øje, men lige så vigtig for livet på Jorden som sollys og ilt. Pointen er, at ud over at være bemærkelsesværdige og smukke i deres mangfoldighed, er svampe og deres komplicerede rodnetværk, kaldet svampemycelier, helt essentielle for livet på Jorden.

Ikke alene er de uundværlige for planetens økosystem, men de kan også vise sig helt centrale for fremtidige medicinske fremskridt, ligesom de potentielt kan hjælpe med at løse nogle af vores mest presserende miljøproblemer.

Howalt refererer til den berømte, danske astrolog Tycho Brahe, som havde sit observatorium på Hven.

– Over døren der fik han på latinsk skrevet: "Når jeg ser ned, ser jeg op – og når jeg ser op, så ser jeg ned". Og det smukke ved det er jo, at vi i dag ved, at Big Bang skabte også Jorden og alle de grundstoffer, vi i dag kender, siger han.

Nicolai Howalt ved en montre med tørrede østershatte, som vil ændre karakter i løbet af udstillingen. Foto: Torben Østergaard Møller 

Farveri mangfoldighed

På trods af disse kvaliteter er svamperiget stadig relativt ukendt, og der bliver opdaget flere hundrede nye arter hvert år.

– Lige nu har vi måske kun lokaliseret fem eller 10 procent af de svampearter, der rent faktisk findes, siger Nicolai Howalt.

Hvor kommer det her med svampe fra i forhold til dig og din kunst?

– Ja, hvor kommer det egentlig fra, funderer han.

– Jeg var allerede i gang med at arbejde med svampe, og det skyldes, at jeg fotograferede verdens ældste træ, som hedder "Old Tjikko" og er en 9.500 år gamle rødgran, som jeg lavede udstillinger med og også en bog om. I forbindelse med det arbejde blev jeg opmærksom på, at stort set alle træer har brug for svampe for overhovedet at eksistere og helt tilbage fra, når jeg fandt svampe sammen med min mor i Rø Plantage, har jeg været fascineret af svampe. Min interesse for dem og deres hemmeligheder er så blevet forstærket i de senere år.

Han vil med udstillingen i Store Tårn i krydsfeltet mellem kunst og videnskab undersøge svampene og deres vitale,

allestedsnærværende verden ved at inkludere dem direkte i den kreative og skabende proces. Inde i lystætte, tempererede kasser har han således dyrket udvalgte svampesporer direkte på lysfølsomt, fotografisk papir. Gennem måneder har svampene spredt sig over papirerne ved at nedbryde den lysfølsomme, fotografiske overflade, hvorefter han har fremkaldt papirerne i mørkekammeret. Resultatet er disse organiske, abstrakte motiver, som nu kan opleves i Store Tårn, og som afslører spor af svampenes netværk og deres nedbrydning af papirerne.

At man således kan betragte de scanninger, han har lavet, af svampe dyrket i petriskåle, og som afslører en farverig mangfoldighed af mikroskopiske svampevækster, skyldes, at han har lavet analoge fotografier ved at belyse lysfølsomt papir gennem unikke negativer lavet af disse svampe, som han har dyrket i tynde, gennemskinnelige lag.

På udstillingen præsenterer han indrammede svampefotogrammer ved siden af de store tekstiler med svampemotiver, en

markant forstørret petriskål med levende svampesporer giver et indblik i igangværende vækstprocesser – den vil ændre udseende i løbet af de kommende måneder – og altså også det videoværk, som udforsker svampenes indviklede former og forgreninger.

Og ikke mindste: Drager visuelle paralleller mellem svampenes mikroskopiske verden og universets makroskopiske uendelighed.

Det store i det små, og når vi kigger ned, kigger vi ud ...

Nicolai Howalt: "F.U.N.G.I." (udstilling i Store Tårn på Christiansø, fernisering lørdag den 13. april, slutter den 20. oktober).

Kunstneren

F.U.N.G.I. i Store Tårn er støttet af Statens Kunstfond.

Nicolai Howalts (1970) fotografiske arbejde strækker sig over det dokumentariske, konceptuelle og videnskabelige felt.

I sin praksis udfordrer han det fotografiske mediums grænser ved at genopfinde og eksperimentere med dets traditionelle teknikker. Hans arbejde er kendetegnet ved en enestående materialitet, initieret af kemiske processer, hvori centrale spørgsmål om foranderlighed, eksistens, tidslighed og billedets egetliv udlægges og undersøges.

Howalt regnes som en central figur i dansk fotografi og han har modtaget adskillelige honorære anerkendelser fra institutioner som Hasselblad Foundation og Statens Kunstfond. Hans værker er rigt repræsenteret i en lang række nationale og internationale museumssamlinger. Howalt er repræsenteret af Martin Asbæk Gallery (DK) og Galerie Maria Lund (FR).

Kilde: Fabrikbooks

Det er en petriskål med en svamp, der er groet i den, men set herfra ligner det nærmest et blodrødt øje der hængende over Nicolai Howalt kigger tilbage på beskueren. Foto: Torben Østergaard Møller