Guide: Man kan vælge og vrage i musikken

Guide: Man kan vælge og vrage i musikken
Arkivfoto
MUSIK | BORNHOLM | ABONNENT | 8. SEP 2021 • 20:00
Af:
Christina D. Gornitzka
MUSIK | BORNHOLM | ABONNENT
8. SEP 2021 • 20:00

Man skulle tro, at kulturugen allerede er begyndt, når man ser på de kommende dages muligheder for at glade sig over musikalske oplevelser. Der er fransk kammermusik, gospel, jazz, klassisk, rock og middelaldermusik. Desværre kan man ikke nå det hele, da flere koncerter foregår samtidig.

Linda Andrews vandt X-Factor-konkurrencen i 2009, og det har medført en strålende karriere som sanger. Nu tager hun 30 sangere fra det ellers 90 sangere store Farum Gospel Choir med til øen. Her er der dømt swing og sang, og Skt. Nicolai Kirke er heldigvis stor nok til de mange gode vibrationer, sådan en koncert medfører. Koncerten foregår lørdag 11. september.

Unge talenter hos Bornholms Musikforening

Bornholms Musikforening er kendt for at finde spændende talenter til koncertrækken. Både Clara Cecilie Thomsen (sopran) og Elias Holm (klaver) er efterhånden kendte navne i Danmark. De har begge to gjort sig bemærket ved store koncerter og konkurrencer og optræder søndag den 12. september i Aa Kirke med et program, som spænder fra Brahms over Heise og frem til Sibelius og R. Strauss. Her burde der være noget for både kendere som nybegyndere. De to musikere har også modtaget flere legater for deres musikalske virke, så koncerten bliver med garanti en stor nydelse.

Stille toner

Fredag den 17. september slutter dette musikalske ugeoverblik med en stille koncert med den i Estland fødte sanger og musiker Veikko Kiever. Han har specialiseret sig på det musikalske univers af Hildegard fra Bingen, en aldeles klog og musikalsk kvinde, som levede fra 1098 til 1179. Hun var i sin tid en respekteret og på sin egen milde måde faktisk en ret indflydelsesrig kvinde, som kunne begå sig i et mandsdomineret samfund. Hun har efterladt sig masser af musik, som Veikko Kiever vil spille noget af i Aa Kirke, som jo stammer fra Hildegards tid. Kirkens organist Jørgen Andersen og Karin Bienz vil ind imellem akkompagnere. Det bliver bestemt en stemningsfuld aften.

 


Musikkalenderen

Fredag 10. september:

Rock/Metal: Raise Your Horns Metal Festival på Musikhuzet. Se nærmere program på www.musikhuzet.dk

Lørdag 11. september:

Rock/Metal: Raise Your Horns Metal Festival på Musikhuzet. Se nærmere program på www.musikhuzet.dk

Klokken 15:

Gospelkoncert i Skt. Nicolai Kirke med Linda Andrews og Farum Gospel Choir. Arrangør: Skt. Nikolai Kirkes menighedsråd. Entré.

Klokken 19.30:

Rockpoeten Iamjj - solo i Svanekegården. Dørene åbnes kl. 18.45. Arrangør: Svanekegården. Entré.

Søndag 12. september klokken 15.30:

Klassisk koncert med Clara Cecilie Thomsen (sopran) og Elias Holm (klaver), som synger og spiller værker af Brahms, Heise, Sibelius og R. Strauss. Arrangør: Bornholms Musikforening. Entré.

Klokken 19.30:

Fransk musik for mezzosopran og orgel med Rebecca Forsberg-Svendsen (Mezzosopran) og Anders Forsberg-Svendsen (orgel/klaver) i Skt. Povls Kirke. Arrangør: Menighedsrådet. Gratis adgang.

Klokken 20:

Meditativ solokoncert med cellist og sanger Anja Zdyb Lillemæhlum i Østerlars Rundkirke. Arrangør: Menighedsrådet. Gratis adgang.

Tirsdag 14. september klokken 19:

Fransk musik for mezzosopran og orgel med Rebecca Forsberg-Svendsen (Mezzosopran) og Anders Forsberg-Svendsen (orgel/klaver) i Ny Kirke. Arrangør: Menighedsrådet. Gratis adgang.

Onsdag 15. september klokken 19.30:

Jazz på Svanekegården med Mathias Heise Nordic Quartet. Dørene åbnes kl. 18.45. Arrangør: Svanekegården. Entré.

Fredag 17. september klokken 19.30:

Veikko Kiever (Estland) spiller og synger musik af Hildegard fra Bingen. Akkompagnement: Karin Bienz, Jørgen Andersen. Arrangør menighedsrådet. Gratis adgang.

Klokken 21:

Elektronisk Musik for de unge med Thoby & Friends på Musikhuzet. Arrangør: Musikhuzet – del af Kulturuge Bornholm.