– Der blev nedsat en gruppe af lokale i Gudhjem, og mændene var brandgode til at skrive debatindlæg og sætte sig igennem. Men jeg syntes, der manglede noget aktivisme, husker Kirsten Sode, der er uddannet Steiner-pædagog.
Hun har et aktivistisk sindelag, og følte et behov for at der skulle ske noget mere på biblioteket, som jo faktisk blev reddet.
– Jeg fik en raptus. Der var slet ikke noget liv i det bibliotek, folk sidder hjemme i sofaen og bestiller bøger, henter dem og afleverer dem igen. Der var ikke mange, der brugte biblioteket til noget.
Aktivismen resulterede i første omgang i en event i maj måned sidste år.