– Det kunne have været bedre, siger Trine Leerskov om den foreløbige tilmelding uden at nævne tal.
– Jeg ved ikke, om det er tiderne, eller om det er fordi man skal være 18+. Men der har tidligere været masser af deltagere, der har været over 18 år, tilføjer hun.
Man har dog også tidligere oplevet, at mange først tilmelder sig i de sidste dage op til konkurrencen.
De øvrige konkurrencer under festen er en børnekonkurrence og kuttertræk (begge lørdag), og søndagens børneoptog, hvor de bedst udklædte børnegrupper skal findes. Sidstnævnte konkurrence er ligesom Miss Sild en mangeårig tradition ved Sildefesten.
Musikken er også en stor del af Sildefesten, og her er årets satsning den kendte danske dj Faustix, som man håber kan trække mange unge til festpladsen på Hasle Havn fredag aften.