Det er Amazing fra Rønne, der deltager med de 35 gospelsangere, og er man i hovedstaden, er der således mulighed for at opleve dem 20. april klokken 12 på Orangeriet.
Det er en begivenhed, hvor sangglæden og fællesskabet fylder, sådan som gospelmusikken er kendt for, fortæller Louisa Mortensen fra Tivoli i en mail til avisen.
Festivalen begynder klokken 11.30 og på Plænen, Pantomimeteatret og i Orangeriet vil kor i alle størrelser overdøve hvinene fra forlystelserne med deres gospeltoner. Siden begyndelsen i 2008 har Tivoli Gospel Festival været et højdepunkt for tusindvis af glade gospelsangere, som hvert år valfarter til Tivoli for at opleve den stemning og energi, som festivalen skaber.
I år er ingen undtagelse, og med 37 gospelkor på plakaten er der garanti for en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige, påpeger Louisa Mortensen.