Færre biblioteker på vej: Både borgermøde og høring før det sker

Færre biblioteker på vej: Både borgermøde og høring før det sker
Rønne Bibliotek er det mest sikre på at overleve, når de i dag syv biblioteker bliver til færre biblioteker i 2025. Arkivfoto
KULTUR | Søndag 10. december 2023 • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
KULTUR | Søndag 10. december 2023 • 15:30

Vil I have et borgermøde eller en offentlig høring om den kommende plan for at lukke biblioteker og samle kræfterne færre steder? Det blev Bornholms fritids- og kulturpolitikere spurgt om. De valgte begge dele.

Bornholm er på vej mod færre biblioteker.

I 2025 vil nogle af de nuværende syv biblioteker blive lukket. Det er en følge af forliget om næste års kommunebudget. Bibliotekerne skal spare 350.000 kroner – ikke næste år, men fra næste år igen.

Til gengæld vil personalet på bibliotekerne prøve at skabe et bibliotekstilbud, der samlet set er bedre. Ved at det enkelte bibliotek bliver bedre af at samle kræfterne og personalet færre steder.

Næste skridt bliver nu, at Bornholms Biblioteker finder ud af hvor mange og hvilke biblioteker, der skal lukke. Det valg vil blive truffet ved blandt andet at se på de enkelte bibliotekers beliggenhed, besøgstal, hvordan befolkningen er sammensat i området – og målene i den nye strategi for bibliotekerne.

Når bibliotekernes ledelse og personale har et bud på det, vil resultatet både komme til debat ved et borgermøde og komme i offentlig høring. Det besluttede fritids- og kulturudvalget torsdag.

Politikerne i udvalget var blevet bedt om at vælge mellem et borgermøde eller en offentlig høring, men valgte altså begge dele.

– Det var faktisk mit forslag at gøre begge dele. Jeg synes, at det er vigtigt at inddrage folk så meget som muligt. I stedet for at gøre det ene frem for det andet, siger Kirstine van Sabben (M), medlem af fritids- og kulturudvalget.

Det samme tænkte udvalgsmedlem Torben Kofod Ager (K).

– Vi vil gerne inddrage borgerne maksimalt, og det gør vi bedst ved både at have et offentligt møde og en høring, siger han.

– I første omgang starter vi i udvalget med at tage på tur til alle de syv biblioteker, som vi har i dag, siger Torben Kofod Ager.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT