Er Netto overhovedet et supermarked?

Er Netto overhovedet et supermarked?
Netto er åben. Døren er låst. Men måske er Netto slet ikke noget supermarked. Foto Søren Strandman-Møller
KOMMENTAR | KULTUR | Lørdag 6. april 2024 • 19:00
KOMMENTAR | KULTUR | Lørdag 6. april 2024 • 19:00

Salling Group nægter at besvare spørgsmålet om, hvilken type butik Netto er. Rønne Havn afviser, at ledelsen må gå af på baggrund af en stor skiltefadæse.

Rønne er fyldt med fascinerende skilte. Det viser resultatet af en byvandring, som Tidende har foretaget.

Jeg er netop flyttet til øen og føler mig mere end velkommen. På alle måder. Jeg har kun mødt fantastiske mennesker i min første måned her.

Derfor var det også lidt af et chok at konstatere, at jeg tilsyneladende kun er på besøg.

Det var i hvert fald det budskab, som Bornholmslinjen præsenterede mig for, da jeg skulle en tur til Århus og besøge mit mødrende ophav.

Da jeg gik ombord på færgen, forklarede et stort skilt mig, at jeg kun har været på besøg. Det kom lidt bag på mig, så jeg ringede til kommunikationschefen for Bornholmslinjen for at høre, om man slet ikke kan bo på Bornholm. Men inden jeg ringede op, undersøgte jeg for en sikkerheds skyld sagen i nærmiljøet. Jeg spurgte bartenderen på mit nye, glimrende vandhul om sagen, og flere gæster brød ind. Alle hævdede som med én mund, at de faktisk bor på Bornholm.

Der er en del bornholmere, som undrer sig lidt over, at de bliver takket for at have besøgt deres hjem. Hvordan kan det være, at I takker dem for det med skiltet?

– Det er åbenlyst et skilt, der er tænkt til de turister og andre rejsende, der har besøgt Bornholm. Det er ikke henvendt til bornholmerne, siger Jesper Maack, der er kommunikationschef hos Bornholmslinjen.

Hvad med at lave et ekstra skilt, hvor der står ”Og til alle bornholmere – vi glæder os, til at sejle jer hjem igen?”

– Jeg vil give idéen videre til vores skiltefolk. Det er ikke lige min opgave i kommunikationsafdelingen, men det kunne man da sagtens overveje.

Betaling eller betalning?

På vej til færgen så jeg et andet fascinerende skilt. Der er angiveligt betalningsparkering på Rønne Havn. Det udtryk kendte jeg ikke, så jeg ringede til Rønne Havn, hvor parkeringspladsen befinder sig.

 

Rønne Havn kan ikke finde den ansvarlige for stavefejlen på skiltet. Derfor vil de ikke fyre nogen. Foto Søren Strandman-Møller

 

Hvad er betalningsparkering?

– Det er en betalingsparkering for en ordblind. Det er et skilt, der har været der lang tid, men der er ingen, der har bemærket det endnu. Jeg ved ikke, om det er fordi, folk bare har accepteret det, siger Jesper Jürgensen. Han har en meget fin titel: Chef for kommunikation og Public Affairs. (Public Affairs med versaler?)

Var det fordi, I havde for mange bogstaver i overskud, da I skulle lave skiltene?

– Nej, nej…. Jeg tror simpelthen, det er gået lidt hurtigt, og så har personen tænkt, at jeg putter lige et ekstra ”n” ind, for det ser lidt bedre ud.

Chefen for kommunikation og Public Affairs på Rønne Havn er både uddannet journalist og skolelærer. Men han blev alligevel selv et øjeblik i tvivl, da Tidende konfronterede ham.

– Jeg var faktisk selv inde lige og Google det for at være helt sikker på, at det var stavet forkert. Så selv jeg blev pludselig i tvivl, om det var rigtig og forkert, tilstår Jesper – og fortsætter:

– Det er nok årsagen til, at det har kunnet hænge der i så lang tid, uden nogen har brokket sig.

Nu snakker du udenom. Jeg har spillet scrabble og har prøvet at brænde inde med en konsonant. Kan du bekræfte, at det helt sikkert ikke har været tilfældet her, altså at man ikke har siddet med et ”n” for meget i bogstavskuffen?

– Det kan jeg faktisk ikke. For jeg har ikke kunnet finde ud af, hvem der har lavet skiltet. Men jeg kan bekræfte, at vi ikke sidder og spiller scrabble, når man laver skilte i dag. Det er det eneste, jeg kan bekræfte.

Vil du på baggrund af Tidende store afsløring gribe ind, og kan vi forvente, at ledelsen må trække sig ovenpå denne skandalesag?

– Det har jeg lige undersøgt. Ledelsen kommer ikke til at trække sig på grund af det her, og bestyrelsen kommer heller ikke til at afskedige ledelsen. Det kommer ikke til at ske. Det, jeg kan bekræfte, er, at når vi ændrer skiltet dernede, bliver det uden det ekstra ”n”. Det er der måske nogen, der bliver kede af, men så må de komme ned og se det. Med den opmærksomhed, det får nu, gemmer vi simpelthen skiltet som et klenodie på havnen. Men ledelsen trækker sig ikke, og da vi ikke har kunnet finde personen, som har lavet skiltet, kan vi jo heller ikke afskedige vedkommende. Så vi er nødt til at lade sagen stå hen i det uvisse.

Hvad er Netto for en størrelse?

Når jeg går til og fra arbejde, har jeg fundet en fantastisk smutvej. Der ligger en passage overfor Meny, som sparer mig for adskillige meter. Hvilket man ikke skal kimse ad. Ved indgangen til passagen på den ene side bliver man dog advaret om, at døren låses en halv time efter, at sidste supermarked er lukket.

Eftersom Netto på torvet holder åbent helt til klokken 22, var min skuffelse stor, da jeg blev mødt af en låst dør 21:30. I første omgang vurderede jeg, det måtte være en skiltefejl. Men så kom jeg til at fintænke lidt over sagen. For måske er Netto faktisk slet ikke et supermarked.

Derfor ringede jeg til presseafdelingen hos Salling Group, der ejer Netto. For vi er altså nødt til at vide, hvad butikken er for en størrelse.

Er Netto et supermarked, eller definerer butikken sig selv på en anden måde?

Der blev stille i røret. Jeg havde utvivlsomt ramt et ømt punkt. Men så kom svaret.

– Du skal sende dine spørgsmål på skrift.

Det svar forstod jeg ikke helt, men da jeg er nogenlunde anstændigt opdraget, sendte jeg naturligvis en mail med spørgsmålet. Og jeg ventede. Og jeg ventede. Dagene gik, men Salling Group ville ikke hoste op med et svar. Med andre ord må jeg konkludere, at Netto ikke er helt afklaret med, hvordan butikken opfatter sig selv.

 

Man kan ikke bo på Bornholm. Man kan kun komme på besøg. Det mener Bornholmslinjen. Foto Søren Strandman-Møller

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT