Forskellene kan for eksempel træde frem som forskellige fugeelementer mellem orddelene (sammenlign fx ‘kjøssebær(r)a-træ’ med ‘kirsebærtræ’) og som forskellige afledningstyper (tænk fx på de mange personafledninger på -es, der ikke kendes i rigsdansk, fx ‘ejn drabbes’, der bl.a. betegner en sendrægtig person, og ‘ejn fittes’, der bruges om en kluddermikkel eller kujon).
Andre forskelle er knap så iøjnefaldende, og det gælder bl.a. reglerne for brug af hhv. -ing (bornholmsk -ijn) og -ning (bornholmsk -nijn). Der findes mig bekendt ikke en detaljeret beskrivelse af reglerne for -ing over for -ning i rigsdansk, og det samme kan siges om forholdene i bornholmsk. Kaster man et blik på de relevante ord i Bornholmsk Ordbog, kan der i sammenligning med rigsdansk imidlertid registreres en tendens til hyppigere brug af -nijn.
For det første finder man -nijn, hvor rigsdansk har -ing i en række tilfælde, når ordets stamme ender på -l. Det ses fx i ‘âuerhâlnijn’, ‘befâlnijn’, ‘betallnijn’ (!), ‘(for)delnijn’, ‘fortællnijn’, ‘tedelnijn’ og ‘tællnijn’. Tendensen til at foretrække -nijn efter -l viser sig at være meget gennemført, idet man i Bornholmsk Ordbog kun finder et enkeltstående modeksempel med -ijn efter -l, nemlig ‘stillijn’ (stillads til lossearbejde, også kaldet ‘en lossestillijn’), der formentlig er lånt fra rigsdansk (sammenlign det i bornholmsk videre brugte ‘stæjllnijn’, der netop dannes med -nijn).
En tilsvarende, men dog ikke lige så gennemført tendens, ser man i en række ord, hvis stamme ender på en vokal efterfulgt af -r. Her er der i bornholmsk også en tendens til i højere grad at bruge -nijn, hvor rigsdansk bruger -ing. Det ses fx i ‘balbernijn’ (barbering), ‘brodernijn’, ‘bågstavernijn’, ‘rengjorrnijn’ og ‘(vann)skurnijn’. I denne stilling finder man dog også mange ord på -ijn (fx ‘bevârijn’ ‘forærijn’ og ‘munderijn’), og nogle ord kan optræde med både -nijn og -ijn (fx ‘trakter(n)ijn’).
Den overordnede tendens er altså, at der i bornholmsk i langt højere grad end i rigsdansk bruges -nijn i ord, hvis stamme ender på enten -l eller -r. I en del af tilfældende svarer brugen i øvrigt til brugen i svensk (det gælder fx også for ordet ‘hælsnijn’), uden at det behøver at skyldes påvirkning fra svensk.