Det gamle kalkbrud ved Skelbro og vandfaldet ved Risebækken

Ved Søndre Landevej i nærheden af Limensgade findes Skelbro kalkstensbrud. Herfra hentede man gennem middelalderen kalksten til anlæg af Hammershus, samt alle øens gamle kirker. Man brugte også kalken som cement. Efter knusning og brænding i en kalk ovn blev den til flydende cement. Det kaldte man Limsten, langs Limensgade syd for Aakirkeby har der engang været syv gamle kalkbrud.

I denne artikel skal vi besøge Skelbro. Bagefter følges stien til kysten med nye og spændende oplevelser. ”Den røde flod” og undergrundens plastiske ler, der glider væk, når det suger regnvand. Måske høres den tidlige fuglesang, og naturligvis skal vi se det smukke vandfald ved udløbet af Risebækken og årets første blå anemoner.

Skelbro Kalkstensbrud

Hvor: Ved 14. 2 km stenen på Søndre Landevej er der parkeringsplads ved landevejen. Herfra fører en sti ned til kalkstenbruddet.

Kalken blev dannet på havbunden af kalkslam for 475 millioner år siden. Kalkbruddet er kun to meter højt, der kan findes mange forsteninger af fortidens dyr. Blandt andet orthoceratitter, en art blæksprutter, som ses som aflange tegninger. Samt trilobitter, nogle tredelte krebsdyr på havbunden. På overfladen af kalken ses utallige skurestriber fra istiden. Stedet er fredet. Det er forbudt at hamre i de faste kalksten, man må gerne samle de løse blokke på bunden af kalkbruddet.

Langs kysten ses lave skrænter med fed ler.

Vandreturen

Fra kalkbruddet går der en sti langs den venstre side af Risebækken. Læg mærke til, at åens leje er rødt af okker, man kaldte den engang for den ”Røde Flod”. Okkerfarven opstod, da man for mange år siden ville dræne de nærliggende marker. Samtidig lavede man cykelvejen langs landevejen, gravemaskinerne kom for dybt og ramte undergrundens skifer. Dermed blev skiferens indhold af pyrit iltet og dannede svovlsyre og okker. På den måde blev åen rød af okker. Det er kun et forbigående problem, sagde myndighederne, men mange år efter var åen og vandfaldet rødt af okker. Det blev dengang kaldt ”Det røde vandfald”. I dag har åen klart vand, men okkeren ses stadig i åens leje og skiferen ved vandfaldet.

En ældre hulvej fører ned mod stranden.

Risegård. En gammel ”brødde grav”

Efter 500 meter er man fremme ved Risegård. Læg mærke til den aflange dybe grav af sandsten ved kanten af skoven. Det er en såkaldt ”Brødde grav”, hvorfra man i ældre dage kunne brænde markens hør og fremskaffe stoffet linned. Ved siden af graven ligger et ældre møllehjul.

”Gryden” kaldes en skrænt med nedfalden plastisk ler, der bliver blød som sæbe af regnvand.

Gryden og det plastiske ler

Små skilte viser vejen til stranden. Mod venstre ses en stor hulning, der er formet som en gryde. Det fede ler er plastisk ler, der suger regnvand og skrider nedad som blød sæbe og ender i havet.

Flere steder er der små bænke. Området er en naturperle med spændende planter. På denne tid af året bemærker man sikkert den gule følfod. Måske høres en syngende gulspurv. En forårsdag i maj synger nattergalen, og man oplever en flot og anderledes flora. På grund af jordens kalk vokser der mange orkideer af arten tyndakset gøgeurt. Hele sommeren bliver området afgræsset af får.

Vandfaldet falder ned over de stadig okkerrøde skifervægge.

Mod vandfaldet

Helt ude ved kysten fører en ældre hulvej ned til stranden. Her skal man gå mod vest ca. 300 meter til Risebækkens udløb. Det kan være svært at se, men de okkerfarvede sten viser stedet. Da havet har snuppet en bid af skrænten, kommer turens sværeste sted. Man skal forcere en sandet skrænt på en meter. Derefter går stien jævnt opad mod skoven og det smukke særprægede vandfald.

Det er kun 2.50 meter højt. Om foråret fosser vandet ned over skiferen, der stadig er okkerfarvede. I marts og april oplever man de mange blomstrende blå anemoner. ”De første under frossen jord” skrev digteren, allerede i februar kan de første ses. Derfor må foråret være højsæson ved vandfaldet. Om sommeren er der ikke andet end små dryp i vandet og træerne udsprungne grønne blade skaber et mørke. Til gengæld opleves stedet som en tropisk jungle.

Sjældne 200 millioner år gamle ler arter og sandsten

For 200 millioner år siden skete der store ting på Jorden. Store kontinenter flækker og nye opstår. Samtidig dannes Atlanterhavet og de tektoniske plade bevægelser skabte også uro i det bornholmske område. Naturligvis er det mest spændende for geologer. Hele kysten ved Risegård er geologisk berømt som landets eneste sted, hvor man kan opleve 200 millioner år gamle aflejringer.

Mest markant er den fede grønne og røde ler, der tydeligst ses, hvor skrænten er skredet ned. De røde og grønne farver skyldes jernforbindelser. Ved åens udløb ses en 12 meter høj væg af sandsten med lange striber af fed grøn ler.

Turen tilbage er den samme vej. Måske ser eller hører man noget andet end før.

God tur.

En syngende gulspurv på en enebær busk.

Årets første blå anemoner. I marts og april er der tusindvis.

Her ses en blomstrende følfod.