Det drejer sig om mesterskabet i Nexø

Det drejer sig om mesterskabet i Nexø
Bornholmsmesterskabet i drejning bliver afgjort på Det Kongelige Akademi. Eget foto
KULTUR | Torsdag 29. august 2024 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
KULTUR | Torsdag 29. august 2024 • 15:30

Bornholm Craft Weeks byder på udstillinger, banko og et bornholmsmesterskab.

Aktiviteterne står nærmest i kø, når kunsthåndværkerfestivalen Bornholm Craft Weeks åbner næste fredag. På 10 dage er flere end 35 forskellige arrangementer spredt ud over det bornholmske landskab.

Selve åbningen foregår på Bornholms Center for Kunsthåndværk på Grønbechs Gård i Hasle, og den kan alle være med til at præge. Vinderen af Bornholms Craft Weeks Object 2025 bliver nemlig kåret i den forbindelse, og helt frem til åbningsfesten kan man beskue de 11 konkurrerende værker og afgive sin stemme på en favorit. Til åbningen er der også en særomvisning i udstillingen Marguerit, som for nyligt blev besøgt af kongeparret.

På Gudhjem Museum kan man opleve udstillingen "White", hvor 13 kunsthåndværkere fra Bornholm fortolker det tema, Glød Glass Studio på Balka viser publikum, hvordan de skaber deres værker, og på Søllings Bodega i Svaneke kan man spille kunsthåndværkerbanko, hvis man når at købe en billet.

– Det har en meget stor værdi hvert år at kunne fremvise alt det, vi har at byde på indenfor kunsthåndværk og give scenen til alle de dygtige udøvende kunsthåndværkere og virksomheder, der er samlet her på øen, siger sekretariatsleder Dorthe Møller Paulsen fra Maker's Island Bornholm, som koordinerer festivalen, i en pressemeddelelse.

Mesterskab i Nexø

I år har Bornholm Craft Weeks fokus på bæredygtighed, der også er omdrejningspunktet for European Ceramic Context 2024. Keramiktriennalen præsenterer udstillinger på Bornholms Center for Kunsthåndværk i Hasle og på Hjorths Fabrik i Rønne, hvor keramikere fra 28 europæiske lande udforsker det globale tema gennem både større installationer, brugskeramik og unikaværker. Derudover vil iværksætter Pernille Bülow på Nexø Havn fortælle, hvordan hun kombinerer bæredygtighed og æstetik.

Nexø er også stedet, hvor bornholmsmesterskabet i drejning bliver afgjort. Det er på Det Kongelige Akademi, at professionelle keramikere forsøger at dreje sig til titlen fredag den 13. september. Undervejs får publikum mulighed for at prøve at dreje under kyndig vejledning fra studerende på akademiets keramiklinje.

Endelig er der under festivalen rig mulighed for at gøre nogle gode køb fra lokale kunsthåndværkere, fremgår det.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT