Den oversete rejsedestination

Jacob Cort har blandt andet taget gæstfriheden med sig hjem fra en usædvanlig rejse.

Tankerne drages ofte til lande som Thailand, Indien eller Japan, når der tænkes på asiatiske rejsedestinationer. Men eventyret og mødet med fremmede kulturer findes ikke kun i sydøstasien. Centralasien, bestående af Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan er en spændende sammensmeltning af østen og vesten, rig på natur, historie og en venlig lokalbefolkning.

Da min ven Lennard Blüschke og jeg lander i Kasakhstans hovedstad, Astana, er det ikke mærkeligt, at vi har sommerfugle i maven. Vi er på vej ud i det fremmede. Som de eneste turister står vi og venter på vores bagage, mens vi kigger rundt på skilte skrevet på russisk og kasakhisk. Mens vi tænker på, hvordan vi uden lokale kontanter, dataroaming og et begrænset sprog finder vores lejlighed, henvender en lokal sig til os. Hun hedder Rai og arbejder som advokat i byen. Det er lørdag, og som hun gør det klart for os, betyder det, at hun ikke behøver at tage direkte hjem i seng. Heldet har tilsmilet os, er vi enige om, da vi en time senere sidder og drikker te og spiser en lokal risret, kaldet ‘plov’, med vores nye veninde. Hun lægger sågar op til at betale måltidet til trods for den hjælp, hun allerede har givet os. “I er gæster her”, siger hun. Det blev ikke sidste gang på vores tur, at vi oplevede en sådan hjælpsomhed.

Seværdigheder

Maden i Italien, vejret i Spanien og seværdighederne i Grækenland slår på papiret alt sammen centralasien. Men vi er kommet for noget andet. Vi er kommet for eventyret og oplevelserne ved det ukendte, hvilket der i den grad også er at hente.

Naturen er imponerende og forskelligartet. Det ene øjeblik går man rundt i, hvad der kunne være schweiziske alper, og det næste ligner det Grand Canyon i Arizona.

Efter at have vandret i bjergene i Kasakhstan og Kirgisistan, er det vildt at komme til Usbekistan. Med sine store, flotte moskeer og paladser med glaserede fliser og mursten, føles det som en helt ny verden. Jeg glemmer sent, hvordan det var at mærke solens varme og glans på de blå fliser i silkevejens centrum, Samarkand.

Aftensmad blev til cola og brød

Kirgisistan, Kirgistan eller er det Kirgigistan. Tanken om lande, hvis navne alene virker ukendte, kan hurtigt associeres med at være utrygge. På min anden dag i Kirgisistan er jeg hjemme i lejligheden hos en lokal. Det udvikler sig til, at jeg må træffe en vanskelig beslutning, da han ønsker at tage mig med på bar, så vi kan spille billard.

Jeg mødte Bekha ved stadionet for Kirgisistans nationalsport, Kok boru. Det er en meget speciel, men underholdende sport, hvor to hold af fem konkurrerer om at smide et dødt får ned i modstanderens mål, mens de rider rundt på heste. Prikken over i’et kom, da jeg kom i kontakt med rytteren, Bekha, som gav mig lov til at ride en omgang, samt mærke vægten af det døde får.

Bekha er meget imødekommende og inviterer mig på aftensmad. Han bor i en lejlighed i en stor betonbygning sammen med sin kone og to børn, der må siges at virke noget generte over min pludselige tilstedeværelse. I det lille køkken står der tre symaskiner, som jeg går ud fra er konens erhverv. En anden usædvanlig ting, set med mit vestlige perspektiv, er spisebordet, som cirka er hævet 15 centimeter over gulvet. Bekha giver mig besked på at slappe af, mens jeg venter på maden. Efter godt en times tid bliver jeg vækket fra min lur, og Bekha sætter brød, tomat-chili-sauce og cola på bordet. Til min undren spiser resten af familien ikke med.

Efter den lille forret tager Bekha pludseligt overtøj på og indikerer, at jeg skal gøre det samme. Noget forvirret får jeg ved hjælp af google-oversæt spurgt ham, hvad vi skal. Han er ved at foretage et opkald, men svarer mig, at vi skal spille billard. Jeg gør en opvejning, inden jeg vælger det sikreste, nemlig at gå hjem til mit hostel.

Der var sansynligvis ikke sket noget ubehageligt, hvis jeg var taget med ham, men det var i mine øjne ikke risikoen værd. At en historie, hvor der som sådan ikke var fare på færre, er den eneste jeg kan fremhæve om landenes sikkerhed, må det konkluderes, at jeg har følt mig meget tryg. Derudover har landene en god infrastruktur, og det er nemt at tage både bus, taxa, metro og tog.

Kulturelle nuancer og kønsulighed

På vej fra Tashkent til Samarkand i Usbekistan er der en lille gruppe af mandlige lastbilchauffører, der i toget byder mig på kyllingelår og vodka. Det er flinkt af dem, og vi sidder og har det rigtig skægt. Det underlige er bare, at hende, jeg rejser sammen med, bliver overset eller måske nærmere ignoreret.

Det sker også flere gange, at det kun er mig, der blev snakket og givet håndtryk til, når vi går rundt sammen i Usbekistans byer. For dem er det høflighed, men vi opfatter det som værende mærkeligt og naturligvis ikke noget, min veninde bryder sig om.

Som hun fortalte mig, var kønsuligheden dog ikke noget, hun havde tænkt over, da hun rejste alene.

Refleksioner i et bornholmsk perspektiv

Rejsen gennem centralasien har ikke kun lært mig om fjerne kulturer, men har også givet mig indsigt i vigtigheden af gæstfrihed. Det er først efter, at jeg selv har oplevet, hvilken betydning de lokales gæstfrihed og hjælpsomhed kan have for en rejsende, at jeg har opdaget vigtigheden af at være vært for vores dejlige ø.

For mit vedkommende tænker jeg tilbage på samtalerne og oplevelserne som at blive budt på mad, få lov til at dyrke de lokales sport, eller at blive inviteret hjem til en lokal med mindst ligeså stor glæde som de traditionelle seværdigheder.

Lad os ikke tage vores turister for givet. De er vigtige for Bornholm, og vi skal være opmærksomme på at give dem mindeværdige oplevelser.

Jacob Cort
Bor i Rønne
Tog på oplevelse i centralasien og spurgte Tidende, om han ikke skulle skrive noget derfra.