Den ansigtsblinde kok

Kokken og madfotografen Sune Rasborg er blevet kendt og anerkendt for sine smukke og tilgængelige retter, men madæstetikeren bærer faktisk rundt på en visuel lidelse som ansigtsblind. Men som Bornholms Tidendes klummeskribent og kogebogsforfatter vil han gerne åbne folks øjne og smagsløg for de gode madoplevelser, han selv søger.

Som barn kunne kokken Sune Rasborg tælle sine ugentlige smagsoplevelser på én hånd. For som dreng var han ”ekstremt kræsen”.

– Jeg var virkelig kræsen! Jeg kunne lide fire forskellige ting. For eksempel leverpostejsmader og ymer.

Det gjorde et efterskoleophold imidlertid kål på, husker han.

– Der var man jo nødt til at spise det, der var, for ellers fik man jo ikke noget mad. Så mit efterskoleår blev på den måde en god kur mod min kræsenhed, smiler han.

I dag har Sune Rasborg flere smagsoplevelser bag sig end de fleste – både som berejst kok fra flere af verdens hjørner som Indien og Grønland, ligesom han har flere års erfaring bag sig fra københavnske velrenommerede køkkener, både som kokkeelev og køkkenchef. Og nu lever han et selvstændigt liv som kok, hvor han blandt andet kreerer opskrifter med tilhørende billeder her til avisen.

Det er der de seneste to år kommet to bøger ud af, fortæller han, da vi mødes i hans arbejdsværelse i Bagergade i Rønne, hvor det overraskende nok ikke er køkkenet, der dominerer rummet, men et mindre fotostudie med podie og lampe – placeret centralt i rummet. For det kræver lidt forskelligt udstyr at skabe vellignende og sanselige billeder af maden, forklarer han, mens han laver stempelkaffe, som han serverer i keramikkopper lavet af sin far, Ejnar Paulsen.

Keramikernes kokkesøn

Moderen er også keramiker, og forældrene kunne godt forsørge familien med deres kunsthåndværk, som de også fik afsat i udlandet ved at tage til messer i blandt andet Norge.

Selv legede han også indimellem med ler som barn. Men i skolen var han efter eget udsagn ”en af dem, som synes, det var irriterende at skulle klatte med ler i formning” fortæller han grinende.

– Jeg syntes, det var så kedeligt.

Kan du så se dine forældre i dig selv?

– Jeg kan nok godt se det kreative. Jeg har jo mange ideer. Og med alderen kommer jeg pludselig til at sige ting, som mine forældre sagde, da man var barn. Åh, min far bor inde i min mund, griner han.

Ligesom sine forældre er han også opsøgende med det, han selv kan. Og for to år siden tog han fat i Bornholms Tidendes chefredaktør Kristoffer Gravgaard og spurgte, om han ikke skulle lave en opskrift og nogle billeder hver uge til avisens spalter.

– Det syntes han var en god ide. Og så samlede vi opskrifterne i en bog. Det gjorde vi igen sidste år. Og nu gør vi det så igen, hvor det kommer til at handle om madhåndværk. Der er jo masser af håndværk i de her produkter. Hvad er tankerne bag dem? Og hvordan bliver det til? siger han og ser på en snor, der hænger ned fra loftet over fotopodiet.

Planen for skinken

– I går købte jeg for eksempel en 13 kg frilandsskinke, som jeg salter, og senere skal den tørres. Og når vi er færdige her, kører jeg til Jørgen på Hallegaard. Han har selv lavet nogle, og så kan jeg høre, hvordan man gør, og hvad han synes. Og så kommer min skinke forhåbentlig til at stå og tørre i et køleskab i et vindue ved Bornholms Tidende, så folk kan kigge på skinken. Og hvis alt går vel, og den bliver god, skal den spises ved den næste boglancering.

Men selvom der både er billeder af dyr og indgår kød i flere af hans opskrifter, spiser han ikke selv meget kød til hverdag.

– For mit vedkommende handler det rigtig meget om dyrevelfærd. Jeg synes ikke, man behandler dyrene særlig godt, og jeg har det meget stramt med opdrættede grise. Og når jeg indimellem spiser svinekød, skal det enten være økologisk eller frilandsdyr. Det er vigtigt for mig, at dyret har haft det godt, og man bør ikke kunne købe en lang flæskesteg til 100 kroner, siger han og hæver brynene et øjeblik, inden han lader dem falde på plads i et smil.

– Jeg drikker også havremælk, men hykleren kan stadig godt lide smør og ost, ler han selvironisk, inden han hælder kaffe op og tilbyder havremælk til.

En dødligegyldig restaurant

Interessen for mad begyndte for alvor, da Sune Rasborg efter sin efterskoletid blev opvasker på restaurant Svanen i Svaneke, hvor kokken Nils Lohdal var ”ekstremt dygtig”.

– Måske var han en af de dygtigste, jeg har arbejdet sammen med. Han var også privat kok for Victor Borge. Og der fik jeg lidt en interesse for det med mad, og jeg fik arbejdet mig ud af opvasken og ind i køkkenet. Og så gik det hverken være eller bedre end, at jeg kom ind på en kokkeskole i Rønne.

På det tidspunkt gik han i 10. klasse på Rønne Privatskole, hvor han fik gode karakterer, men han var skoletræt og orkede ikke gå i gymnasiet.

– Jeg har fortrudt det mange gange siden, for jeg tror, det ville have været sjovt at gå i gymnasiet. Men i stedet kom jeg på kokkeskolen, hvor det boglige niveau var helt hen i vejret. Det var tungt at gå der, fordi det gik så langsomt, og det føltes, som om jeg var rykket fire klasser ned. Men jeg kom i lære hos Nils nede på Svanen. Men det var en sommerrestaurant, så da det blev august, skulle jeg jo finde på noget andet. Og så kom jeg i lære i Klampenborg på en restaurant, der hed Moby Dick.

– Dengang i 90'erne var det jo bare sådan en danskfransk restaurant. Det var før alt det med dansk gastronomi blev til noget, så det var bare noget med dagens bøf og stege en fisk. Det var en dødligegyldig restaurant, fortæller Sune Rasborg, der savnede den omhyggelighed, han havde med fra Bornholm i det københavnske køkken.

– Jeg havde jo lært af Nils på Svanen, hvordan man gjorde tingene på den rigtige og gode måde. For eksempel ved en fiskesuppe er der den helt rigtige måde at gøre det på. Man laver tre forskellige fonde og blander dem sammen og smager til og koger ind. Men på Moby Dick blev der sjusket mere, fordi det hele blev jabbet igennem, så kvaliteten var ikke konsistent. Og køkkenchefen kunne ikke lide mig. Så det var hårdt at være flyttet hjemmefra.

Ensomt og hårdt

Dengang boede han på et klubværelse i Virum tre meter fra togskinnerne.

– Det var lidt ensomt.

Hverdagen for den unge bornholmerelev lysnede dog lidt, da han en dag blev flyttet over på et andet af restaurantens hold.

– Her stod jeg sammen med en østrigsk kok, Max, som heller ikke var specielt vellidt. Vi blev supergode venner og er det stadig den dag i dag. Så blev det lige pludselig sjovt, for han kunne rent faktisk lære mig noget.

Og gennem sin nye kokkeven blev han også introduceret til kokke, der virkelig kunne noget.

– Efter to år var det kulturby 96, og der åbnede Thor Nørretranders og Henrik Boserup en superblæret restaurant ude på Holmen, Mindship Cantina. Og der var Max og jeg ude at kigge, og det var godt nok fedt. Der gik to minutter, så havde Max fået job derude. Jeg havde jo kontrakt, men når jeg havde fri, tog jeg med Max derud og lærte dem alle sammen at kende og hjalp ham derude gratis.

Tuntatar til Helena Christensen

Da Sune Rasborg brækkede en arm, blev han sygemeldt en måned fra den kedelige restaurant i Klampenborg, men han brugte tiden hos de moderne kokke på Holmen, og sådan fik den nu 20-årige kokkeelev også tilbudt at skifte sin læreplads ud med det smartere sted.

– Så kom jeg derud og var der en måned. Og det var overvældende, hvor sjovt det var for sådan en lille forsigtig dreng fra Bornholm. Det var sådan et åbent køkken med en bar rundt om.

Der fik han også sin første store succesoplevelse som kok.

– Jeg kan huske, jeg havde lavet min tuntatar og havde malet med noget fisk ovenpå, det så meget 1996-blæret ud. Og jeg kan huske, at der kommer en kvinde op og spørger: ”Hvem af jer har lavet den her tuntatar. Det er den bedste, jeg nogensinde har smagt”. Det er mig, fik jeg fremstammet. ”Ej tusind tak”, sagde kunden. Og så vendte jeg mig om. Så stod supermodellen Helena Christensen der, så jeg blev helt perpleks, siger han og griner.

– Sådan nogle ting skete der hele tiden. Så på den måde gik jeg fra at have lært noget superblæret, men klassisk på Bornholm, til at indgå i en eller anden form for produktion i Klampenborg til at finde ud af, at mad kunne være små kunstværker. Det var fedt at opleve.

Nu følte Sune Rasborg sig allerede som en madkunstner. Han lærte at lave fusionsmad, hvor man blander køkkener fra hele verden.

– Der var ikke nogen regler. Maden skulle bare være fantastisk, men jeg nåede kun at være der halvanden måned, før de gik konkurs. Jeg forstår det ikke. Jeg tror, der må være nogen, der har taget af kassen. Der var plads til 3-400 mennesker, og der var fyldt hver aften. Det var jetsettet, der var der, og det var dyre champagner og drinks.

Men sådan lærte Sune Rasborg, at tingene kan gå stærkt i kokkebranchen. Den næste restaurant, han kom i lære hos, gik også konkurs, og sådan stod han igen uden læreplads, men arbejdede meget på en trendy søsterrestaurant, Etcetera til den berømte Cafe Viktor, mens han tog sin svendeprøve.

En hård køkkenchef

Kokkebranchen har jo ry for at have en benhård jargon. Har du selv oplevet den?

– Ja! Er du sindssyg, svarer Sune Rasborg, som husker sin læretid som den sværeste tid, han har haft i sit kokkeliv.

Var det så din passion for mad, der fik dig igennem uddannelsen?

– Nej. Jeg tror bare ikke, jeg kunne overskue, hvad jeg ellers ville, og jeg skulle også betale husleje. Nu var jeg begyndt, så måtte jeg se det færdig. Og man bliver jo lullet ind i det der. Men jeg har da stået på bagtrappen på Moby Dick og grædt. Fordi jeg synes, det var så hårdt, siger han og deler et ”varmt” minde fra læretiden.

– Der var en dag, hvor ham køkkenchefen, der ikke kunne lide mig, kom med en stor tallerken og rakte den til mig og sagde ’tag den her’. Men da jeg tager imod den, brænder jeg min hånd. For han havde varmet halvdelen af tallerkenen op, så den var sygt varm, og så holder han selv i den anden side, siger han og måber.

– Så han brændte mig med vilje. Og så sagde han, du skal aldrig stole på nogen.

Han tier lidt.

– Sådan nogle ting var der. Jeg boede i Hellerup på det tidspunkt, hvor jeg var flyttet væk fra togskinnerne. Og jeg skulle med et tog, og når man havde været på arbejde 12-14 timer, er det jo fedt at nå et tidligere tog, men når han var der, holdt han på mig 5-10 minutter længere, så jeg akkurat ikke kunne nå toget. Bare for at gøre livet surt for mig.

Sune Rasborg bor i Bagergade i Rønne, hvorfra han arbejder som selvstændig kok, kogebogsforfatter, klummeskribent og madfotograf

Et militært hierarki

Men sådan er det mange steder, fortæller han.

– For nogle år siden var der en dokumentar fra Noma. Den handlede netop om den hårde jargon i branchen, og de fik meget kritik for, hvordan de talte til folk.

Han himler hovedrystende med øjnene.

– Men det er ingenting, siger han.

Hvorfor tror du sådan en form for jargon får lov at sætte dagsordenen i branchen?

– Man er som regel ret presset, og mange gange er det som et militært hierarki. Yngste elev er lavest i hierarkiet. Og man bliver ikke særlig gammel i den branche, så køkkenchefen er måske 30. Men der er jo ikke nogen lederuddannelse, der følger med. Du skal bare få lortet til at fungere. Du overarbejder, er dårlig betalt og bagud og underbemandet. Så kommer den dårlige jargon. Det er det eneste, man har lært gennem sin egen læretid. Men jeg tror, det er bedre nu. Der er mange, der prøver at slå et slag for, at det skal være rarere at gå på arbejde. Men dengang var chikane og seksuel chikane ofte en normal del af hverdagen.

For tiden kan man alligevel få et indkig i kokkeverden i DR dramaserien ”Bag enhver mand”, som ifølge Sune Rasborg på troværdig vis, viser de magtkampe, der stadig kan gøre livet til et helvede i landets bedste køkkener.

– Den serie er spot on. Den er så troværdig. Og hende karakteren Julie findes også, sådan en dygtig pige, der ikke formår at stikke fingeren i jorden og bare tromler hen over medarbejderne.

Køkkenchef i sit eget liv

Selv strøg han også til tops som køkkenchef på flere smarte restauranter i København, men det var alligevel en bornholmer, han blev forelsket i, for han mødte sin kone i Musikhuzet i Rønne.

– Jeg var hjemme og holde jul. Det var hun også. Vi vidste, hvem hinanden var. Og så endte vi med at stå og kysse ovre på det hjørne der, siger han smilende og nikker ud ad vinduet.

– Og så flyttede hun ind til mig i Brumleby, og før vi fik set os om, blev vi gift og fik barn og havde købt et hus i Hvidovre.

Men det hektiske liv i den københavnske forstad huede ikke den bornholmske kok i længden.

– Hver gang vi var herovre, gad vi ikke hjem. Vi var ofte hos mine svigerforældre i deres sommerhus i Listed, som ligger på en kæmpe naturgrund ned til vandet. Der var dejligt, så det var altid tungt at komme tilbage til Hvidovre og være i det her lille parcelhuskvarter. Og Hvidovre i Netto var det store håndværkertyper med store tatoveringer over det hele. Jeg havde ikke lyst til, at mine børn skulle gå i skole der. På den anden side vidste vi, det var svært at få arbejde herovre.

Men i 2011 tog familien alligevel springet og flyttede hjem til Bornholm.

– Dengang havde jeg faktisk et godt job på hotel- og restaurantskolen, som jeg var glad for. Vi havde unge, der skulle bruge 40 uger på at tage et 20 ugers forløb af forskellige grunde. Nogle havde diagnoser, andre havde siddet i fængsel, og der var faktisk nogle græd, da jeg stoppede. Jeg tror, jeg har gjort noget for nogen. Det føltes godt.

I stedet blev han kok på Stammershalle.

– På det tidspunkt havde jeg ikke arbejdet i et restaurationskøkken i ti år. Så det var hårdt. Jeg kunne godt mærke, at mine arme og knæ ikke havde det godt mere, og jeg har aldrig syntes, at den der stress med at køre service var det fedeste.

Derfor skiftede han kokkejobbet ud med først at arbejde med mennesker i arbejdsprøvning på Vibegård, inden han blev ansat til at være med til at genopfinde det autentiske bornholmske køkken i et LAG-projekt, der var en forløber for Madkulturhuset. Men det bornholmske køkken er heller ikke sådan at sætte på formel, forklarer han.

– Her spiser vi jo meget det samme som i resten af landet. Der er enkelte bornholmske retter. I gamle dage var det meget sennep, fisk og flæsk. Det bliver meget ensidigt. Men man kan jo også bruge den bornholmske natur i sin mad og give det et bornholmsk islæt på den måde.

Selv var han glad for at arbejde med projektet, men da det og dermed pengene udløb, kom han i stedet i kontakt med et forlag, der gerne ville lave en bornholmsk kogebog.

– Jeg havde aldrig skrevet en bog, men skulle ikke noget efter nytår, så vi aftalte, det blev mig, der skrev den, og den solgte faktisk godt. Og så lavede jeg en til, ligesom jeg begyndte at lave mad til reklamefilm.

Siden har han levet af lidt af hvert fra bøger til madprogrammer og pop-up-restauranter på for eksempel Folkemødet. Og i dag er han glad for at være ude af det hektiske kokkeliv, mens han som selvstændig kan lave det, han vil og samarbejde med dem, han vil.

– Jeg synes, det er ualmindelig fedt at finde ud af at arbejde med mad uden at skulle stå i en restaurant. Det er det bedste arbejde, jeg nogensinde har haft. Jeg er superglad for det. Jeg kan selv bestemme.

Han tænker lidt.

– Men det er jo heller ikke bare lutter lagkage. Der hører jo en gang imellem nogle bekymringer med. Men i det store og hele er det fantastisk at kunne starte sin dag med at gå tur med hunden og få noget luft og så sætte sig herind og prøve at gøre noget, man synes er enormt sjovt.

Hvad er god mad for dig?

– Jeg mener ikke bare, mad er mad. Jeg mener, der er madoplevelser, og så er der gode madoplevelser.

– Og selvfølgelig skal man gøre sig umage med sin mad. Man har jo vundet meget ved at have nogle gode råvarer som udgangspunkt. Og mange kokke siger ’maden bare skal have kærlighed’, og jeg hader den floskel. Men man skal gøre sig umage.

Det er måske deri kærligheden ligger…

– Det er nok det, smiler han.

– Man skal gøre sig umage og smage sig til. Og det er jo heller ikke altid, man får gjort sig umage med det, for det er jo også hverdag. Men maden er også kun halvdelen. Noget andet er alt det, der kommer omkring. Hvem er man sammen med, hvor er man henne, hvordan stemningen er. Det betyder lige så meget, siger han og tilføjer:

– Jeg tror, man kan spise en eller anden ret, som en eller anden har gjort sig vildt umage med i et helt sterilt rum, og så er det en udmærket ret. Og så kan du få den samme ret med nogle mennesker, du holder af i en eller anden setting, hvor der er god stemning. Så vil jeg vædde med, at den ret smager 100 gange bedre.

Så mad handler også om fællesskab?

– Ja. Og oplevelser.

Madeventyr

Sune Rasborg har altid selv søgt de store madoplevelser, og han beskriver sig selv som en madeventyrer, som også har samlet inspiration på sine mange rejser.

Som ung kok rejste han rundt i Indien og kørte frygtløs rundt i sandaler og shorts på motorcykel og fik en del nye smagsindtryk der. Og siden har han blandt andet lavet madprogrammer fra Grønland.

– I Grønland spiste jeg rå sællever engang, siger han og vrænger ansigt som et kræsent barn.

– Det var sammen med nogle af mine venner ude på et skær foran Nuuk. Det var koldt, og man bed i det her sælkød, der var koldt udenpå og lunt indeni og smagte af lever. Puha ad! Jeg glemmer det aldrig. Men det var en fed madoplevelse efterfølgende, griner han.

Som freelancekok og klummeskribent her i avisen gør han også meget ud af at inspirere andre til at gøre hverdagsmaden til en oplevelse, så de senere år har han bevæget sig fra fin gourmetmad til det mere simple, som alle kan være med på.

– Ja, jeg synes, det er sjovere at kunne dele. Man kan jo godt stå og lave noget, der kan sprutte og smelte på den rigtige måde. Men det får andre mennesker jo ikke noget ud af. Bevares. Jeg gider godt gå ud og spise og få en eller anden oplevelse. Men til hverdag synes jeg, det skal være tilgængeligt, siger han og tilføjer:

– Jeg synes, det er spændende at finde ud af, hvordan du for eksempel får det her stykke fisk til at smage rigtig godt. Hvordan kan du gøre den her hverdagsoplevelse til en endnu bedre hverdagsoplevelse? For det er jo trods alt de måltider, man spiser flest af.

Sådan prøver han også selv at gøre hverdagen til en smagsoplevelse for sin familie.

– Min dag starter altid ens med, at jeg står op og bager boller til alle pigerne. Jeg laver dejen om aftenen. Det tager to minutter. Det er bare at blande havregryn mel, vand og gær sammen. Det er dødnemt. Det er bare at sætte dem med to skeer på en plade og så ind i ovnen. Det er en ret god rytme at komme ind i og super hverdagsluksus. Og så går jeg tur med hunden. Han plejer at ligge her. En lille japansk jagthund. Og så kommer jeg hjem og skal lave et eller andet, eller også ringer jeg rundt og prøver at skaffe noget arbejde.

Men selv for en rutineret kok kan hverdagstrætheden også godt sætte ind i ulvetimen hos Sune Rasborg.

– Mad gør mig glad. Men nogle gange er jeg også inde i perioder, hvor jeg bare ikke gider mad, og så bliver det heller ikke godt. Og jeg kan også synes, at det kan være svært at finde på nyt hele tiden. Alle familier har vel et repertoire, som går igen.

Men hvis det kniber med opfindsomheden, kan det hjælpe at sætte dogmer op for sig selv, forklarer han.

– Vi spiser for eksempel ikke så meget kød. Hver fredag har vi selv burgernight. Det er noget, alle kan lide. Det er så vegetarburgere. Ofte køber jeg bare plantefars. Men man kan sagtens lave det selv også. Men jeg når det ikke altid. Det skriver jeg også i mine bøger. Ved flere af tingene. Du kan lave det selv, men det er også okay at købe det færdigt. Det skal man ikke forklejne.

Har du selv en yndlingsret?

– Nej. Det svinger rigtig meget. Men der var en overgang, hvor jeg var enormt glad for risotto. Der var en overgang, hvor jeg lavede virkelig mange pizzaer. Pasta. Jeg elsker pasta. Jeg kunne spise det hver dag, tror jeg. Vi var i Italien her i efteråret. Det er så fedt. Hvis jeg skulle vælge ét køkken, så ville det være italiensk. Det er simpelt. Det handler bare om at have de der lækre ingredienser, og så skal der ikke ske særlig meget.

Få økonomi på skoleskemaet

Kokken sidder pludselig med et drømmende udtryk i ansigtet.

– Jeg gad egentlig godt, når børnene er flyttet hjemmefra at have et lille hus i Italien, siger han og ser drømmende frem for sig, inden en ny tanke kaster ham tilbage til den vinterlige virkelighed i Bagergade.

– Men hvis man nu havde lært om de der penge, da man var barn, så kunne det være, man havde haft råd til det, siger han og ler.

– Det burde være et fag i skolen, siger han så, da latteren har lagt sig.

– Hvorfor er der ikke nogen, der fortæller dig, at du skal spare op, når du er ung? Og så skal du investere dem i et eller andet. For ellers rammer det jo en senere. Jeg husker især, at det var svært, da både børnene og pengene var små.

Er det noget, du gerne vil give videre til dine døtre?

– Ja, jeg kunne godt have tænkt mig at have lært noget om penge, da jeg var yngre. Jeg bryder mig ikke meget om penge. Jeg synes ikke, det er spændende. Men jeg kunne godt tænkte mig, at nogen havde lært mig, hvordan man passede på sine penge og tjente penge. Jeg ved ikke, om jeg er den rette til at give det videre, men jeg kunne godt tænke mig at forklare dem, at de skal opsøge og lære det.

Har du selv lært det?

– Jeg tænker meget over det. Det er godt at have noget…

… på kistebunden?

– Det vil jeg gerne arbejde mig henimod. Jeg synes også, det er så enormt kedeligt. Det interesserer mig heller ikke at bruge penge. Jeg gider ikke købe noget. Ting interesserer mig ikke. Der er ikke noget, jeg ønsker mig. Men jeg vil rigtig gerne ud at rejse og have god vin og mad. Det er der, jeg bruger penge.

Hvad giver dig størst glæde?

– Det lyder virkelig banalt. Men jeg er helt pinlig glad for den der hund. Så meget at jeg nærmest ikke har lyst til at fortælle andre mennesker, hvor glad jeg er for den, ler han.

– Det er en daglig glæde at komme ud og gå. Og jeg elsker den der lidt crispy luft. Men udover min hund, giver det mig også glæde at skabe noget. Det er skideskægt, når jeg for eksempel får taget det der perfekte billede. Der er mange af billederne, hvor jeg tænker, at de er okay. Men en gang imellem får man lavet noget, hvor man tænker: ”Jeg elsker det her!” Og så synes jeg, det er sjovt at lave bøger.

– Jeg har enormt svært ved at genkende mange mennesker. Hvis jeg for eksempel mødte dig nede i Netto om en uge, så er det ikke sikkert, jeg kunne genkende dig, siger kokken Sune Rasborg, der lider af ansigtsblindhed

Ansigtsblind

Når man ser Sune Rasborgs smukke bøger og madsider her i avisen, vil det sikkert overraske mange, at han faktisk har en visuel lidelse. For kokken med sans for at anrette tallerkener og madfotografier er ansigtsblind.

– Jeg har enormt svært ved at genkende mange mennesker. Hvis jeg for eksempel mødte dig nede i Netto om en uge, så er det ikke sikkert, jeg kunne genkende dig, siger kokken og ser til siden.

– Det er skidesvært her på øen, hvor jeg delvist er et kendt ansigt, og der er enormt mange, der hilser på mig. Og så siger jeg hej og taler med folk og finder ud af, hvem de er, men jeg kan ikke lide at sige, at jeg ikke kan genkende dem, siger Sune Rasborg, som ville foretrække, at flere vidste, at han var ansigtsblind.

– Jeg kunne godt tænke mig et mærke ligesom før i tiden, hvor blinde havde sådan et armbind på med tre prikker, siger kokken, som dog ikke er alene med sin lidelse.

– Min mor har det også. Og min kusine. Hun red rundt i dyrehaven med sin nye veninde i flere måneder, før hun fandt ud af, at det var Lis Sørensen. Og en af mine andre ansigtsblinde kammerater, som også er kok havde siddet og underholdt en flok jægersoldater, og efter en time finder han ud af, at det var kronprinsen, altså vores nye konge, han sad og talte med.

Sådan kan det give en del udfordringer at være ansigtsblind.

– Det er svært at forklare folk, for det er ikke, fordi man ikke kan huske folk. Men man kan simpelthen ikke genkende dem. Nogle ansigter husker jeg. Nogle er ikke svære. Andre mennesker er enormt svære.

Hans egen kone og børn hører dog til rækken af ansigter, han godt kan genkende.

– Men der er grelle tilfælde, hvor børn ikke kan genkende deres forældre, siger Sune Rasborg, som til gengæld har nemt ved at genkende det gode liv.

– Jeg elsker at bo på Bornholm, men jeg er virkelig også glad for eventyr. For eksempel på mine grønlandsture. Det er simpelthen så fedt at komme ud og lave nogle ting, der er anderledes.

Hvad drømmer du om?

– Jeg drømmer om flere eventyr. Oplevelser er jo vitterligt det, som ingen kan tage fra en.

Blå bog

Sune Rasborg.

Født 1976.

Uddannet kok og selvlært madfotograf og kogebogsforfatter.

Han skriver fast i Bornholms Tidende og har udgivet flere roste kogebøger, herunder ”Bornholm og en bid af verden”, Vildt sulten og Mad.

Rasborg modtog i 2013 KulturBornholms gastronomiske pris.

Gift og far til to døtre.