De sidste bær skal plukkes nu – du kan lige nå det

De sidste bær skal plukkes nu – du kan lige nå det
DELUXE | ABONNENT | 4. DEC 2022 • 07:30
Af:
Sune Rasborg
DELUXE | ABONNENT
4. DEC 2022 • 07:30

I dagens opskrift skal du blandt andet bruge bær fra naturen og en engangskanyle.


Nu er det blevet december, og hvor er nu sneen blevet af?

Hundens poter er helt mudrede, og det minder utroligt meget om november. Jeg trænger lidt til en disneyficering af naturen en gang til. Gerne en, der holder til midt i februar.

Med energipriserne er det nok ikke en holdning, der er helt populær hos alle. Men helt ærligt, så tag en tyk sweater på. Beklæd fusserne med tykke strømper, og når du så kommer hjem efter din gåtur, så lav en varm drik, tag et lille tæppe på og se julekalender – ikke dem der er næsten 30 år gamle og måske ikke helt lever op til, hvad der er god stil at ytre i dag. Lad os sende dem på pension og glæde os over nogle af de nyere, der er blevet lavet. De er også ret gode.

Vi har på trods af, at vi nok har set den 25 gange, besluttet os for at se Matador som julekalender. Måske gemmer der sig noget politisk ukorrekt i den også. Det må december vise.

I sidste uge kunne jeg jo på grund af sneen ikke rigtigt finde noget, man kunne lave mad af fra naturen. Men hvis jeg havde været lidt mere snu, så havde jeg ledt efter de her hvidtjørnbær og lavet en snaps af dem. Den skal nemlig bruges til denne uges opskrift. Heldigvis kan man jo snyde lidt – det har jeg gjort og det kan du også gøre – eller vente en uge eller to til snapsen har trukket ordenligt.

Pluk de fine mørkerøde tjørnebær, vask dem og sortér de dårlige fra. Kom en god håndfuld i blenderen sammen med en halv liter vodka og giv dem den helt store karruseltur.

Lad massen stå under låg så lang tid som du kan. Hvis det er flere dage, så kom det hele i et glas med låg eler lignende.

Når tålmodigeden eller tiden er sluppet op, så sigt massen gennem et kaffefilter eller et fintvævet viskestykke. Pres på pulpen, så al smagen kommer med.

Nu har du en basissnaps, som du kan smage til med sukker, krydderier, citrusfrugter eller bare bruge helt ren, som den er.

Siden det nu er jul, så fortsætter vi med juletemaet (jeg håber, at jeg kan finde på noget i resten af julen også) og laver æbleskiver. Nu er der sikkert nogen der tænker, at vi skal have æblestykker ind i de æbleskiver ligesom i gamle dage. Det skal vi ikke. Der skal nemlig hvidtjørnsnaps ind i æbleskiverne. Det giver både en god smag og en festlig stemning.

Men hvordan skal snapsen komme ind i æbleskiverne og hvordan bliver den der? Læs videre og find svaret i opskiften.

 

 

Æbleskiver

250 g hvedemel

½ tsk. natron

1 vaniljestang

25 g sukker

2 æg

½ l kærnemælk

25 g smør, smeltet

Smør til stegning

 

Kom hvedemel og natron i en skål. Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem godt med sukkeret. Bland æg, vaniljesukker, kærnemælk og smeltet smør i en skål, og rør det godt sammen med melblandingen.

Opvarm en æbleskivepande og hæld smør i hullerne. Fyld hullerne trekvart op med dej og vend æbleskiverne af flere omgange, så de bliver runde og hule, med en træpind. Steg dine æbleskiver, til de er gyldne.

 

Nu kommer hele tricket:

Sigt et halvt glas hindbærmarmelade. Man er nødt til at presse det igennem sigten. Det er vigtigt at kernene kommer væk.

Smag hindbær marmeladen til med din hvidtjørnsnaps.

Her er en af grundende til at læse hele opskriften igennem, før man går i gang: Køb en engangskanyle på apoteket og sug snapsemarmeladen op i den. Sprøjt nu massen ind i æbleskiverne og servér dem straks med flormelis.

Det er vigtigt, at massen ikke er for varm, for så render den ud af æbleskiverne med det samme.

Velbekomme og god anden søndag i advent.

Hvidtjørn

Hvidtjørn kan findes mange steder. I skovbryn, parker og sågar på kirkegårde, men her tror jeg ikke, at du bliver så populær, hvis du ankommer med rosensaksen og en stor kurv.

Hvidtjørn skulle være meget sundt og fyldt med antioxidander.

Forskere har lavet forsøg på mus, og de viste, at hvidtjørn mindskede allergisk luftvejsbetændelse. Man mener, at det skulle have samme effekt på mennesker, men man er ikke helt færdige med at forske i netop det.

Luftveje eller ej, så lav noget snaps!