Kulturministeriet nedsætter en arbejdsgruppe, for at undersøge brandsikring i særligt vigtige historiske bygninger. Gruppen er nedsat for at se på, om de gældende regler er tilstrækkelige for at kunne beskytte Danmarks særligt vigtige historiske bygninger. Det skriver Social-, Bolig og Ældreministeriet sammen med Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse. Udmeldingen kommer som følge af branden på Børsen, der i midten af april måned forsagede markante skader på den historiske bygning.
Vi skal gøre, hvad vi kan for at passe på Danmarks fælles kulturarv og historie. Branden på Børsen er en tragisk påmindelse om, at det handler om mere end mursten og mørtel, når vores fælles historie brænder. Brandsikring af ikoniske og historiske bygninger kan være svært at gennemføre uden at ødelægge eller ændre bygningerne for meget. Derfor er det nødvendigt at samle fagfolk med både ekspertise i byggelovgivning og i bygningsfredningsloven. Jeg glæder mig til at følge arbejdet, udtaler Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen.
Det giver mig stadig et gys i maven, når jeg tænker på det flammehav, vi så, da Børsen brændte. Vi skal gøre alt for, at den tragedie ikke gentager sig. Vi har en særlig forpligtelse til at værne om vores historiske bygninger. Derfor skal vi nu se på, om der er noget, vi kan gøre, så det ikke sker igen, siger Kulturminister Christina Egelund i ministeriets pressemeddelelse.
Historiske bygninger på Bornholm