Anbragte børn og unge gravede dyb kløft mellem Venstre og andre

Har ansatte i kommunen ændret praksis, når hele 17 børn og unge blev anbragt udenfor Bornholm sidste sommer? spurgte Søren Schow (V) i kommunalbestyrelsen. Nej, for sager af den slags afgør ingen ansat og slet ikke efter at have skelet til de budgetter, der nu blev overskredet, svarede flere andre. Tre kvarters mundede ud i, at langt størsteparten af millionunderskuddet på de mange anbragte børn og unge skal dækkes uden at spare.

At et uventet stort antal på hele 17 bornholmske børn og unge blev anbragt udenfor hjemmet sidste sommer kommer til at koste fri- og privatskolerne det kommunale tilskud til deres skolefritidsordninger. Kommunens kurser for par, der vil prøve at forebygge en skilsmisse, bliver også sparet væk for at dække en anden mindre del af det hul på 15,3 millioner kroner, som de mange anbringelser i år har skabt for kommunens Center for Børn og Familie.

De to initativer bliver til gengæld de eneste, der forsvinder. Kommunalbestyrelsen afviste torsdag hele resten af det sparekatalog over andre børn og unge-indsatser, der kunne have dækket nogle af de store ekstra udgifter ind. I stedet peger pilen på, at kommunalbestyrelsen senere vil lade ubrugte penge fra kommunens socialsektor dække næsten hele ekstraforbruget på at anbringe børn og unge. Penge, der først og fremmest ikke blev brugt sidste år, fordi det for tiden er umuligt for kommunen at ansætte alt det personale i ældreplejen, som kommunen gerne vil.

På den måde endte sagen om ekstraudgifterne til de anbragte børn og unge som ventet. Det skete dog efter en uventet hård debat mellem gruppeformand Søren Schow (V) og først og fremmest René Danielsson (DF), sekunderet af gruppeformændene Morten Riis (EL) og Bjarne Hartung Kirkegaard (KD).

Morten Riis lagde ud med at konstatere, at kommunen ikke har et valg, men skal anbringe børn og unge udenfor hjemmet, når fagfolk har vurderet, at det vil være i barnets tarv at gøre. At systemet er indrettet sådan anfægtede Søren Schow senere i debatten, der i høj grad af den grund kom til at vare næsten en time.

– Ingen kan være i tvivl om, at vi skal anbringe, når der er et anbringelsesgrundlag, sagde Morten Riis først.

Truede børn skal anbringes

Da Søren Schow fik ordet, undrede han sig over, at 17 børn og unge kunne blive anbragt udenfor hjemmet indenfor så kort en periode som en sommer. Han spurgte også åbent, om kommunen er begyndt at vurdere anbringelsessager på en ny måde, der fører til, at flere bliver anbragt. Og om kommunens ansatte er begyndt at bruge penge, som de ikke har fået bevilget.

– Morten, du sagde selv, at der kom 17 anbringelser hen over sommeren sidste år. Så tænker jeg: Hvad sker der lige? Krakelerede det pludselig for 17 familier, så man måtte lave anbringelser? Flyttede der 17 familier til, hvor man måtte lave anbringelser? Eller er det fordi man har ændret en eller anden form for styring af det her område i kommunen? sagde Søren Schow.

– Så tænker jeg: Har vores ledere carte blanche til at løse opgaven på en anden måde? Vi bruger 15 millioner kroner mere, som vi ikke har i budgettet, uden at gå til udvalgsformanden eller borgmesteren og sige, at det er vi nødt til? sagde han.

Det fik først René Danielsson til at rejse sig op.

– Der er ikke nogen ledere, der har siddet og brugt 15 millioner, der ikke var bevilget. Det har vi godkendt her i den her forsamling, og du har været med til det, Søren. Så jeg synes ikke, at vi skal skyde vores ledere i skoene, at de bruger penge uden at have et mandat, sagde han.

– Når der er et anbringelsesgrundlag, er det heller ikke sådan, at det skal op til politisk behandling. Vi har besluttet hvad anbringelsesgrundlaget er, og når det er opfyldt, skal der anbringes. Sådan er det, og så forholder vi os efterfølgende til det som politisk organ, sagde René Danielsson.

– Da Morten Riis sidste år nævnte, at der ser ud til at komme et budgetskred efter sommerferien, reagerede ingen af os på det, for vi anede ikke, hvad det ville komme til at koste. Men vi vidste udmærket, at der var en risiko for, at det her kunne skride.

– Så at komme nu og sige, at det er fordi folk i organisationen bare gør, som de lyster...lige når det gælder anbringelser, er jeg faktisk ret glad for, at der er nogle, der tillader sig at kigge lidt mindre på økonomi og lidt mere på barnets tarv, vel vidende at det er en lille smule dyrt. For hvis budgettet skulle afgøre, hvor mange børn man kunne give en bedre skæbne, så tror jeg, at vi ville have et problem, sagde René Danielsson.

– Det er jo en fis i en hornlygte bare at sige, at det her skyldes, at folk bare gør som de vil i organisationen, og at det også bare er fordi der ikke er styr på økonomien i børne- og skoleudvalget.

Barnets tarv går forud

Også Bjarne Hartung Kirkegaard gik i rette med Søren Schow.

– Til Søren vil jeg lige give en forbrugervejledning. Anbringelser er ikke noget, som et stående udvalg i kommunalbestyrelsen kan, skal eller må styre. Her er det alene barnets tarv, det handler om, sagde han.

– Når man sidder i børn og ungeudvalget, og materialet i en sag peger på, at der er brug for, at et barn skal hjælpes ved at bo udenfor eget hjem i en periode, er det det, som både psykologerne, retspræsidenten og kommunalbestyrelsesmedlemmerne skal være optaget af. Og det er man, skulle jeg hilse at sige, sagde han. Det er sådan det er, og der har bare hen over sidste sommer været nogle familier, hvor der har været behov for at skride ind og gøre noget, sagde Bjarne Hartung Kirkegaard.

Søren Schow tog dernæst ordet igen.

– Jeg er ganske udmærket klar over, at hvis var har nogle børn og unge i nød, der skal anbringes, så er vi nødt til det. Jeg stiller bare spørgsmål ved, at hvis der kommer 17 hen over en sommer, må der være sket eller andet. En ændret vurderingspraksis eller noget. Men der ved du så, Bjarne Hartung, at sådan hænger det ikke sammen, sagde han.