Bornholmeren i Bamse: Jeg har altid vidst, jeg ville være klovn

Bornholmeren i Bamse: Jeg har altid vidst, jeg ville være klovn
Skuespiller Søren Hauch-Fausbøll har stort set aldrig stået uden arbejde – og har spillet alt fra Bamse til såkaldt seriøse roller på landets scener. Foto: David Bering/Vendsyssel Teater
DELUXE | KULTUR | Lørdag 19. marts 2022 • 08:30
Af:
Joan Øhrstrøm
DELUXE | KULTUR | Lørdag 19. marts 2022 • 08:30

Efter 40 år i rollen som Bamse har Søren Hauch-Fausbøll stadig nemt ved at spille en bamseklovn med en 5-årigs sind. Til gengæld har han også oplevet livet fra den svære side, da han for syv år siden blev skilt. Alligevel insisterer skuespilleren på at se lyst på livet og skriver dagligt positive taknemlighedslister.


Søren Hauch-Fausbøll fik sin uofficielle teaterdebut i sandkassen, mens han stadig gik i Rønne Børneasyl. For mens kammeraterne sad rundt om på kanten af sandkassen, stod han selv i dens midte og klovnede.

– Allerede der i børnehaven vidste jeg, at jeg ville være skuespiller eller klovn, så det har jeg gået målrettet efter siden, siger den berømte bornholmer, der i øjeblikket spiller fast på Vendsyssel Teater i Anton Tjekhovs klassiske teaterstykke ”Onkel Vanja”.

– Jeg spiller en falleret godsejer med et koparret ansigt, så jeg sidder over en time hver dag og får sminket mit ansigt, forklarer han grinende.

Søren Hauch-Fausbøll husker dog stadig tydeligt, hvordan han allerede som 4-5-årig – uden sminke eller andet kostume – optrådte i sandkassen i Rønne Børneasyl og fik de andre børn til at grine.

– Udover at klovne rundt fortalte jeg også dengang løgnehistorier, så min fantasi var i fuld gang allerede der. Jeg elskede at få folk til at grine og optræde i det hele taget, siger han med en stemme, der på en gang virker scenevant og stilfærdig.

– Men jeg var faktisk også genert, kommer det så.

Ligesom en superheltedragt

Søren Hauch-Fausbøll fortsatte med at optræde som barn, men da han fik briller, fordi han var nærsynet, tog han dem altid af, når han skulle optræde. For så kunne han ikke se publikum. Og på den måde fungerede det dårlige syn som en slags superkraft på den lille, generte entertainer.

– Ligesom når en superhelt tager sin dragt på, så tog jeg bare brillerne af. Og så havde jeg ingen hæmninger, men når jeg så tog brillerne på igen, var jeg lidt mere genert, siger han og griner lidt forsigtigt.

Første gang han optrådte på en rigtig scene, var han seks år gammel. Dengang var forældrene, Poul og Gertrud Hauch-Fausbøll, også med på scenen på Rønne Theater. For de var begge ivrige amatørskuespillere.

– Jeg kan huske, at den dreng, jeg spillede, hed Jas. Jeg sad og pudsede et legegevær, da tæppet gik op. Det var vældig spændende, husker Søren Hauch-Fausbøll.

Faderen havde en ældre datter, Katrine Hauch-Fausbøll, fra et tidligere forhold, og hun kom senere til at spille en vigtig rolle for Søren Hauch-Fausbølls karriere som Bamse. Men interessen for scenekunst blev grundlagt i barndomshjemmet i Grønnegade i Rønne, hvor han boede med sine mindre søskende og forældre, og moderen bor der stadig. Hun var cheflaborant på Bornholms Hospital, mens faderen var autodidakt lærer og kunstmaler med atelier i Gudhjem.

– Min far var også meget interesseret i teater og film, som han havde bogreolen fyldt med bøger om, så dem læste jeg jo og slugte allerede som barn. Det var der, at min interesse for teater for alvor blev skabt, mindes han.

Kongens lille vinglas

Som skoleelev kom han samtidig til at gå på Rønne Privatskole, hvor hans far – ved siden af sit arbejde som kunstmaler – var en skattet lærer. Og her fandt Søren Hauch-Fausbøll selv sammen med andre teaterglade børn.

– Jeg var med i en teatergruppe, der holdt til nede i kælderen på Rønne Theater, hvor vi blandt andet lavede dukketeater. Det blev et af mine barndomssteder. Der var jeg 10-11 år. Jeg dannede også min egen teatergruppe, hvor jeg selv skrev stykker og instruerede og havde stor hjælp af Bornholms Centralbibliotek, der på det tidspunkt lå på Store Torv, hvor Yousee og Meny ligger i dag. Der lå et meget fint gammelt bibliotek dengang.

Han husker især børnebibliotekaren Kirsten Larsen.

– Hun støttede mig i alt, så vi fik lov til at låne deres lokaler, og med tiden voksede det sig større, og vi fik stangdukker med kulisser og det hele.

Hvad handlede jeres forestillinger om?

– Det første stykke, jeg lavede, hed ”Kongens lille glas vin”, siger han og fniser selvironisk.

– Jeg husker det ikke så godt, men det var noget med et forgiftet glas, som kongen drak. Men vi lavede for eksempel også Peter og ulven med musik af Tchaikovsky og så indspillede vi lydbånd med replikkerne. Jeg havde fortællerstemmen, husker han.

Søren Hauch-Fausbøll var også den styrende stemme i sin egen fortælling. For drømmen om at gøre ’klovneriet’ til en levevej gik allerede i opfyldelse, mens han stadig gik på Bornholms Gymnasium, hvor han brugte meget mere tid på teater og revyer end på lektier.

– Jeg havde forholdsvis gode karakterer i 1.g. men så gik det ned ad bakke, fordi jeg slet ikke havde tid til at lave lektier med al det teater, for jeg skrev og instruerede også. Og allerede i gymnasiet kom jeg med

i den professionelle teatergruppe, Øgruppen, der var støttet af både kommunen og amtet, som man jo havde dengang. Flere af de andre i gruppen var noget ældre end mig. Der var blandt andre både en pædagog Hans Nørgaard og Marianne Andreasen, som udover at være lægefrue var en meget initiativrig kvinde, som satte gang i rigtig mange ting, og hende savner jeg stadig den dag i dag, siger han med et smil i stemmen.

– Vi havde vores egen teaterbil og kørte rundt i hele landet og lavede 200 forestillinger om året med løn og det hele, så jeg har levet af at være skuespiller siden 1978.

 

Jeg er ikke god til at snakke.
Jeg har det bedst en til en
eller højst fire mennesker
i en gruppe

 

Fra kålorm til Bamse

Søren Hauch-Fausbøll fortsatte i Øgruppen i fire år, mens han gik til optagelsesprøver på teaterskolerne i både København, Odense og Aarhus.

– Jeg kom langt, men ikke ind i første omgang.

I stedet debuterede han på skærmen for B&U i kålormskostume i børneudsendelsen ”Goddag, Goddag”.

– Dem lavede vi i 1979, og en stor del af serien blev optaget på Bornholm i Gudhjem. Og i 1982 skulle de lave ”Døren går op”, hvor der skulle være en gul bamse og så blev jeg spurgt, om jeg ville være inde i den. Det startede jeg med i 1982, og jeg kom på skuespillerskolen i 1983.

Hvem fandt på Bamse-karakteren?

– Det var Thomas Winding og min storesøster Katrine, som var producent og producer. Hun lavede blandt andet Kaj og Andrea på det tidspunkt, og hendes mand Mogens Vemmer var chef for B&U dengang. De sad hjemme hos min søster, da de fik ideen. Og det var min svoger Mogens, Thomas Winding og Finn Bendtsen, som sammen sad og udtænkte et nyt børneprogram.

Egentlig var Sørens søster slet ikke med i idéudviklingsgruppen. Alligevel var det hende, der sagde: ”Der skal være en bamse med. Den skal være stor og gul”.

– Og så sad Finn Bendtsen og tegnede på en serviet, og da han viste den frem, sagde han: ”Sådan her skal den se ud”. ”Ja,” sagde Katrine. Og sådan blev Bamse skabt, fortæller han.

– I starten havde den slet ikke nogen replikker, kun små lyde.

Sidste ballet med Bamse

Bamse blev Søren Hauch-Fausbølls livs rolle, og han spiller stadig den gule bjørn, som kræver sin mand at være inde i. For kostumet er både tungt og forfærdeligt varmt at bære, forklarer han.

– Man kan heller intet se udover ens fødder, så man skulle øve meget.

Øvelse har han fået. For selvom andre også har haft dragten på, er det ham, der har været den gennemgående Bamse de seneste 40 år, hvor han har haft en fast rolle som en bamse med et barns sind.

– Bamse er som et femårsbarn, og det har han så været i 40 år. Den har 40 årsjubilæum i år. Den opfører sig som et femårsbarn, mens Kylling er tre år og Ælling er to år. De opfører sig som børn. De er egoistiske og selviske, og så skifter de humør fra det ene øjeblik til det andet. Så er de glade, så er de kede af det, sårede eller bange eller spændte, siger den bornholmske bamse, der stadig kan finde sit indre barn frem.

– Jeg har stadig nemt ved at spille femårig som Bamse. Og jeg har også bevaret mit barnlige sind, og jeg tror også det kan holde én "ung" at lave ting, man elsker og holder af, siger han med smil på stemmebåndet.

Udover alle tv-afsnittene har han også været fast Bamse i både Cirkus Summarum og Bamseballet på det Kgl. Teater.

– Det skal vi lave for sidste gang til oktober. For så er dem, der spiller Kylling og Ælling, midt i 70’erne, og jeg er også deroppe af, siger manden i Bamsedragten, som også har haft mange andre roller. Siden han i 1986 blev færdiguddannet som skuespiller, har han sammenlagt kun oplevet at være uden arbejde i ni måneder.

– Så jeg har været heldig. Jeg har lige lavet min hjemmeside, og mit CV er kæmpestort. Jeg har været på over 50 turneer og med i over 150 forestillinger plus andre tusindmillioner ting.

Putte i Andersens julehemmelighed

Landskendt blev han også som en del af komikergruppen bag tv-programmet "Så hatten passer", der fik stor succes med teatersport for åben skærm. Selv blev han allerede opdaget, mens han gik på Statens Testerskole.

– Niels Olsen gik på skuespillerskolen året under mig, og det rygtedes, at vi to var gode til at improvisere, så vi fik en henvendelse om at være med i en teatergruppe, der hed Turnus.

Sådan begyndte de to improvisationsskuespillere sammen at lave teatersport i Husets Teater midt i København.

– Det foregik blandt andet i en boksering med rødt og blåt hold. Man kæmpede to hold mod hinanden. Og folk købte både roser og våde svampe, så hvis det var godt, kastede de roser ind, og ellers fik man med svampen, siger han med endnu et smil i stemmen.

Søren Østergaard, Torben Zeller og Claus Bue sluttede sig til, og sammen blev de en voksende succes, da de begyndte at lave late night shows.

– Vi optrådte på Park Cafe på Østerbro, hvor der var lange køer for at komme ind. Og så kom der tv på. Det blev sendt i bedste sendetid. Og senere lavede vi julekalenderen "Andersens Julehemmelighed". Det blev vildt populært. Det 22. afsnit blev set af over to millioner seere, så i 1990'erne var vi meget store. Torben Zeller spillede Åse Andersen, som hele tiden blev hørt som H.C. Andersen, og jeg spillede hendes datter Putte, så vi lavede sammen en turne med Lille Putte Åse-show. Og vi havde bodyguards, så vi kunne mase os ind gennem folkemængden. Vi ramte nok bare en tid, hvor det var sjovt, at mænd spillede kvinder.

Bamse er også en klovn

Søren Hauch-Fausbøll tøver, før han svarer på, hvad han selv ser som kernen i sin egen sans for komik.

– Klovnen har altid fulgt mig, siden jeg startede i børnehaven, hvor jeg gerne ville være klovn. Mine store idoler var Charlie Claplin og en spansk klovn, der hed Charlie Rivel, så jeg klædte mig ud som verdensklovn. Bamse er jo også en klovn, der skifter følelser på et splitsekund.

Søren Hauch-Fausbøll havde også netop optrådt som hospitalsklovn på Rigshospitalet, da han fik en anden vigtig rolle.

– Jeg plejer aldrig at gå udenfor, men det var helt tilfældigt den dag i mit kostume. Og så mødte jeg Kaspar Rostrup, der er en meget stor instruktør. Han havde lige været til undersøgelse og gik i sine egne tanker lige ind foran et par kæmpestore klovnesko, så kiggede han op. Vi faldt i snak, og han fortalte, at han skulle til at lave ”Et Dukkehjem”, og jeg fortalte om mit job. Og så talte vi ikke mere om det.

Men to dage efter ringede han og sagde: Du skal spille Dr. Rank i Ibens ”Et dukkehjem”, for den figur bliver altid spillet meget tragisk, men han ville gerne have noget komik ind i rollen. Og det lykkedes mig også at få folk til at både grine og græde, fortæller han glad og tilføjer:

– Og for mig er god komik, at man kan få folk til både at grine og græde.

 


Blå bog

Søren Hauch-Fausbøll. Født 27. juli 1958 i Rønne. Skuespiller og komiker, blandt andet kendt for at være den originale Bamse, som han stadig spiller, og en af skuespillerne i improvisationsteaterserien ”Hatten Rundt”, ligesom han med samme gruppe fik stor succes med julekalenderen ”Andersens julehemmelighed”. Men han har spillet et hav af roller på både teatre, film og tv, siden han blev færdiguddannet på Statens Teaterskole i 1986. Og til sommer er han igen aktuel i Bornholmerrevyen i Kyllingemoderen. Han er bror til skuespilleren Morten Hauch-Fausbøll og halvbror til Katrine Hauch-Fausbøll. Han er far til to voksne døtre fra et tidligere forhold.

 

Kunst kan redde liv

I dag anser han alt fra såkaldt alvorligt teater til klovneri for vigtigt arbejde.

– Jeg tror, at al kunst kan redde liv. Jeg mærker det også som hospitalsklovn, hvor vigtigt det er.

– Vi optræder også for børn, der er bange for nåle, og bange når de skal have taget en blodprøve. Men selvfølgelig er det hårdt at være på kræftafdelingen eller Børnehospicet Lukashuset for børn, der skal dø. Men vi kan se, hvor meget det hjælper børnene og deres pårørende, siger hospitalsklovnen, som i sin tid blev introduceret til jobbet af sin kollega Gitte Melgaard, som spiller Ælling.

Det var med til at give hans arbejdsliv endnu dybere mening, da han selv stod i en krise i perioden efter sin skilsmisse for syv år siden.

– Det påvirkede mig selvfølgelig meget at blive skilt efter 23 år, men vi kunne mærke, at vi ikke gjorde hinanden glade, så vi valgte at skilles, før vi begyndte at smække med dørene, siger han stille.

– Vi har to døtre sammen, og de var ved at være voksne, så de flyttede hjemmefra på samme tid.

Han tier et øjeblik.

– Men det var voldsomt at gå fra at være fire til at være en, kommer det lidt efter.

– Det var en krise i mit liv, der varede nogle år, men det var også der, at jeg kastede mig ud i alt muligt nyt. Jeg uddannede mig til hospitalsklovn og løb en maraton.

Var det for at dæmpe sorgen over bruddet?

– Ja, det tror jeg. Jeg fik også først en forsinket reaktion på skilsmissen et par år efter, men nu går det fint nok. Vi deler endda stadig bil, så vi har det godt sammen, siger Søren Hauch-Fausbøll, der også helst ser lyst på livet.

– Jeg er et positivt menneske, men selvfølgelig får man sine sorte stunder, indrømmer han.

– Ligesom kvinder har deres månedlige svingninger, har jeg måske også en månedlig tristhed, der varer en dag eller to. Men jeg kæmper mig altid ud af det, siger han og lyser op i stemmen.

– Lige nu laver jeg positive lister, så jeg selv på mørke dage finder noget positivt, som jeg kan glæde mig over. Det kom sig af, at jeg så Knæk cancer på TV2, hvor der var en 13-årig pige, som var kræftramt. Hun lavede sådan en liste for sig selv hver dag over alle de positive ting, og jeg blev så ramt af det, siger han i et pludseligt bevæget tonefald.

– Jeg har let til tårer, ikke? siger han.

– Men jeg blev rørt af det.

 

Selvom verden ser sådan
ud, som den gør, så tror jeg
stadig på, at det bliver godt igen

 

Takkelister på Instagram

Siden da har Søren Hauch-Fausbøll hver dag skrevet sine egne positive lister, som han lægger på Instagram, hvor han også fik kontakt med pigen. Og nu er han selv oppe på sin liste nummer 70, beretter han begejstret.

– Jeg har tænkt mig at lave en hver dag i et helt år. Det kan være alt fra, at solen skinner til at jeg har gået en dejlig tur langs havet eller mødt nogle gode venner. Men det kan også være andres positive lister. For så er andre også begyndt at skrive dem, siger han og udbryder med åbenbar begejstring:

– Det er da fantastisk! For der er også brug for positive ting i en tid med krig i Ukraine, en økonomisk krise på vej og med en coronapandemi, der endnu ikke er helt forbi.

På livets store taknemmelighedsliste står hans døtre øverst, siger han.

– Det største for mig har selvfølgelig været at få mine børn. De betyder alt i verden. Nu er de voksne på 24 år og 27 år, men de betyder stadig lige så meget. Og jeg kan godt savne den tid, hvor vi var en familie, fortæller han.

– Det er gået helt vildt hurtigt.

Skræmmer døden dig?

– Ja, det gør den faktisk, siger han og tænker lidt.

– Jeg har altid været bange for døden, men måske er det ikke så slemt, som det har været

– Eller det ved jeg ikke. Jeg har jo ikke lyst til at komme væk herfra. Der er mange ting at leve for endnu.

– Selvom verden ser sådan ud, som den gør, så tror jeg stadig på, at det bliver godt igen.

Tror du på Gud?

– Nej, men jeg tror, at der er mere mellem himmel og jord, måske tror jeg på skæbnen. Jeg synes, at jeg har oplevet mange ting, hvor jeg har tænkt, at det ikke kunne være tilfældigt. Jeg har også respekt for dem, der tror. Det gør jeg jo også selv, jeg ved bare ikke på hvad.

Da klappen gik ned

Til gengæld ved den 63-årige skuespiller, at tiden har gjort ham klogere på livet generelt.

– Jeg har aldrig været nogen intellektuel type, men jeg føler mig efterhånden livsklog på mange måder, og det er en forskel fra da jeg var 23 år.

Er du stadig genert?

– Ja, jeg har det ikke godt, når der er mange omkring mig. Jeg er ikke god til at snakke. Jeg har det bedst en til en eller højst fire mennesker i en gruppe. Jeg trækker mig altid meget tilbage, når vi er mange. På den måde kan jeg godt være meget privat, siger Søren Hauch-Fausbøll, som på scenen dog ikke længere gemmer sig bag sit dårlige syn.

– Nu bruger jeg kontaktlinser, og dem har jeg ikke behov for at tage af. Jeg har ikke den angst mere. Men jeg bliver altid nervøs. Det er jeg ikke vokset fra. Den lille kilden i maven giver også noget ekstra, så den er også svær at undvære. Men jeg kan stadig være bange for, at klappen går ned.

Og det er da også sket, fortæller Søren Hauch-Fausbøll, som husker sin debut i 1983. Der gik klappen også ned. Nu stod han der på scenen foran publikum og kunne ikke huske sine replikker. Men hans tillærte improvisationsteknik blev hans redning.

– Så havde jeg en lille påtaget diskussion med suffløren om, hvad jeg egentlig skulle sige. Og det fik bare folk til at grine begejstret.

Stadig bornholmer

I dag bruges sufflør ikke så meget mere. Til gengæld har man sine medspillere, med mindre man har en monolog, så har man ingen til at hjælpe en, forklarer den bornholmske skuespiller.

– Angsten for at glemme mine replikker har jeg da stadigvæk. Men jeg er blevet bedre til at håndtere den.

Hvordan vil du gerne leve resten af dit liv?

– Jeg vil gerne have arbejde og oplevelser ved siden af. Jeg kan godt lide at rejse. Det har man jo ikke kunnet så meget de seneste år, og så vil jeg gerne se mine børn vokse op og stifte familie, så jeg bliver morfar. Det kunne jeg godt tænke mig at være, og så er jeg stadig nysgerrig på livet. Det tror jeg også er med til at bevare ens livsgnist, at man er nysgerrig. Jeg lærer hele tiden noget nyt. Man kan lære hele livet, så man bliver aldrig et færdiguddannet menneske.

Hvad glæder du dig til?

– Lige nu glæder jeg mig til igen at komme hjem til min lejlighed. Mens jeg arbejder på Vendsyssel Teater, bor jeg i Lønstrup, men det gode er, at det på mange måder minder mig om Bornholm. Her er masser af gule huse som i Gudhjem, glaspusterier, keramik og gallerier, og så er der havet. På den måde har de klitterne, hvor vi har klipperne, fortæller Søren Hauch-Fausbøll.

– Vi havde sommerhus på Bornholm og min ekskone havde en børnetøjsbutik i Svaneke, men så kom den økonomiske krise i 2009, og vi måtte sælge det hele. Men det savner jeg meget.

– Jeg siger jo hele tiden, at jeg er bornholmer. For jeg føler mig også som bornholmer. Og jeg håber en dag at flytte hjem til Bornholm. For jeg er altid mere rolig og klippefast, når jeg er på øen, hvor min mor stadig bor. Jeg laver jo også revy på øen, så snart skal jeg hjem til Bornholm for at starte revyprøver, siger skuespilleren, som på den måde nu har skiftet sandkassen ud med Kyllingemoderen foran sit hjemmepublikum.

FÅ ABONNEMENT