Boiselassa, kasperlarmsjida å brâgenfælta

I dag afslutter vi føljetonen om spøgende sprogbrug, når vi ser nærmere på nogle af de mange spøgende betegnelser for (voksne) personer.

Vi lægger ud med betegnelser for forskellige professioner.

I alfabetisk rækkefølge kan nævnes ‘ejn bæjtâmp’, der betegner en sømand, ‘ejn brømsafâud’, som kunne bruges om en, der var ansat som tilsynsførende i kampen mod oksebremsen, ‘ejn drâkjistemajn’, der betegner en bissekræmmer, ‘ejn dunk’, der kan bruges om en værnepligtig (ordet illustreres i Bornhomsk Ordbog med eksemplerne ‘Peder ble tâjn te dunk’ og ‘hajn lå ijnna som dunk’), ‘ejn dyrakdokter’ (eller ‘-doktara’), der kan bruges lidt spøgende om en dyrlæge, ‘ejn kringlevriara’, der betegner en bager, ‘en huzbestilla’, der betegner en husbestyrerinde, og ‘ejn kosmækk’ (eller ‘kosmækkj’?), der blev brugt som en spøgende betegnelse for en røgterdreng.

Ordet ‘drâkjistemajn’ kunne, som nævnt ovenfor, betegne en bissekræmmer. En sådan kan dog også kaldes for ‘ejn bizzekræmmara’, men dette ord kan også bruges spøgende om eller især til drenge, som er ude på tur. Mere nedsættende kan det også betegne en person, der føjter omkring eller ifølge den talendes mening ikke er stadig nok. Denne kan også være ‘ejn bizzijn’, der ellers bruges om personer eller dyr, som bisser omkring. Beslægtet hermed har man ‘en bizzetur’, der anvendes spøgende om en tur, hvor man render eller skynder sig. I Bornholmsk Ordbog illustreres det med citatet ‘jâ hâr vad en bizzetur te Hâzle’.

Nogle af de mange spøgende personbetegnelser tager udgangspunkt i personernes fysiske fremtoning, herunder deres størrelse. En stor og kraftig mand kan fx kaldes for ‘ejn brâga’, ‘ejn brâgara’ (og ‘karabrâgara’) eller ‘ejn brâgenfælt’. Ordene betegner typisk en mand, der også er en “kraftkarl”. Som udgangspunkt antydes altså ikke noget om fedme. Det er til gengæld tilfældet, når man taler om ‘en flæskabardon’, en spøgende betegnelse for en meget tyk, fed kvinde.

Noget mildere er ‘en bolla’, der bl.a. kan bruges spøgende om en lille trivelig, buttet person, navnlig om buttede kvinder og piger, fx når man siger: ‘Hon e blen en ræiti bolla’. At det imidlertid også kan bruges om drenge, herom vidner følgende eksempel fra Bornholmsk Ordbog: ‘Som horra ble hajn altid kalter “Bollan”, forded hajn va så rujnner å tjykker’.

I modsætning til ‘ejn brâgenfælt’ kan en lille person kaldes for ‘ejn kasperlarmsjid’, hvilket Teinnæs illustrerer med eksemplerne ‘hör hær, du kasperlarmsjid’ og ‘va e ded for ejn kasperlarmsjid?’

Andre spøgende personbetegnelser tager udganspunkt i hvad folk har på, eller hvordan de bærer klæderne. Et eksempel på det sidste er ‘ejn boiselass’, der kan bruges om en person, som taber bukserne, eller hvis bukser hænger (kan også kaldes for ‘ejn boiselârs’ eller ‘boiselâz’). Men ordet kan også bruges mere spøgende om små drenge, når man eksempelvis siger: ‘Nâ du, boiselass! se nu å få ræitit pådaiklæt!’ Manden eller drengen, der bærer støvler med skindkant stikkende ud (eller nattøj, der slubrer om foden), kan kaldes for ‘ejn fjözben’, mens en tilsvarende person af hunkøn kan kaldes for ‘en fjözbena’ (ordet kan også bruges som betegnelse for selve de pelsforede overtræksstøvler). Skal man referere til ‘fjözbena’ og ‘fjözbener’ med et tillægsord, har man ‘fjözbenader’ til rådighed. Ordet bruges ellers om dyr med lodne ben eller med lang hårbeklædning, der går helt ned om foden (man kan fx tale om ‘fjözbenada dâuer’, og om at ‘hæstijn e fjözbenader’).

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk.