Afgående provstevikar: Jeg forsøgte at overdøve mit præstekald med rockmusik

Kristendommens vigtigste budskab er, at der altid er nye begyndelser, mener Per Vibskov, der er afgående konstitueret provst for Bornholm, men også har en fortid som blikkenslager og rockmusiker, inden et gammelt præstekald vågnede i ham.

Per Vibskov var blot 10 år gammel, da farmoren frimodigt forelagde hans fremtid for ham med ordene: ”Per, når du bliver stor, så skal du være noget, der begynder med P.” Som dreng kunne han dog kun komme i tanke om to ting. Postbud eller politimand.

– Men det var selvfølgelig ikke det, hun havde i tankerne, siger han og smiler underspillet.

– Det var præst, fordi det var noget stort og vigtigt. Mine forældre har siden fortalt, at hun alternativt også kunne gå med til, at jeg blev læge på Viborg Sygehus, men sådan blev præstejobbet plantet i mig tidligt.

Voksede op på alderdomshjem

På provstikontoret i Rønne har han hele formiddagen haft travlt med møder. For der er meget, der skal nås og gøres, når man er sat ind som konstitueret provst på Bornholm ved siden af sit daglige embede som provst og præst på Nørrebro og derfor ikke er på øen i det daglige.

– Jeg har haft provstiudvalgsmøder og nogle indflytningssyn i nogle embedsboliger, fortæller han, da han viser ind på kontoret en kold dag i november.

– Det er faktisk første gang, jeg bruger det til noget, griner den lange provst med det ligeledes lange skæg, som Tidende fanger på et af hans korte besøg på øen.

På provstikontoret strækker høje bogreoler sig mod loftet bag skrivebordet og i det ene hjørne står en lille sofa og en stol, hvor vi bliver enige om at lave interviewet. Og modsat den alt andet end selvopofrende Bamse, fra DR’s gamle børneudsendelse om Bamse og Kylling, insisterer han på at lade gæsten få den bløde plads, mens han selv sætter sig på den taburetlignende stol.

– Jeg er vokset op på et alderdomshjem, fortæller han, ganske overraskende, da vi kort efter har taget hul på samtalen.

– Jeg er født i Viborg, hvor mine forældre i sin tid mødte hinanden. De studerede begge til sygeplejersker. Og allerede da jeg var tre år, blev de et meget ungt forstanderpar på et alderdomshjem oppe i Hurup i Thy, siger han og tilføjer i et smil:

– Så man kunne nærmest ikke komme længere væk fra Bornholm.

Men der i det nordjyske flyttede han som dreng ind i en embedsbolig sammen med sine forældre og hans lillesøster, og tidligt blev det naturligt for ham at have omsorg for de svage, husker han.

– For de gamle boede der jo, fordi der var nogen, der skulle tage sig af dem. Og det påvirker mig stadig, for jeg synes også, at kirken skal tage sig af de svage, og det er der også en stærk forventning om, at vi gør, og det forsøger jeg at efterleve på Nørrebro, hvor der er mange socialt udsatte, siger den konstituerede provst.

Kirkegang og kirkekage

På barndommens alderdomshjem i det nordjyske var de typiske beboere gamle fiskere.

– Så det var mest gamle enkemænd, der var kommet på plejehjem, så de ikke skulle dø af sult, da deres koner døde. Sådan var kulturen dengang i 1960’erne, hvor området også var stærkt kirkeligt, forklarer han.

Og det prægede også alderdomshjemmet, hvor der var alderdomsgudstjenester, hvor præsten kom forbi, ligesom missionshuset lå lige overfor, så indremissionæren kom også over og holdt andagter.

– Alderdomshjemmet var egentlig kommunalt drevet, men det kirkelige gennemsyrede det hele, så min far stod også for morgensang. Og jeg kan stadig huske, jeg stod og sang med på salmerne, før jeg kunne læse. Jeg har i hvert fald en klar erindring om, at jeg ved den lejlighed lærte at synge ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, mens jeg stod med min far i hånden. Og det var skønt at stå der og synge, siger han og smiler i det hvide skæg.

Udover alderdomshjemmets morgensang var det kirkelige dog ikke noget, der fyldte meget i barndomshjemmet.

– Der er sikkert blevet bedt en aftenbøn og sunget, men det har jeg ikke sådan en stærk erindring om. Men begge mine forældre voksede op i kirkelige hjem, som var præget af Indre Mission. Min farfar var gårdmand og formand for Indre Mission i Klejtrup i Himmerland.

Det var den lyse kristendom i byen, hvor der også var en mørkere teologi i ”De Gamle Stier”, forklarer han.

– Men mine bedsteforældres indremissionske kristendom var lys.

Den lyse kristendom fik også lov at skinne igennem under barndommens besøg på bedsteforældrenes gård i Himmerland, hvor han kom meget som dreng.

– Min farmor blev boende på gården efter min farfar døde. Og så tog jeg med min farmor i kirke, og bagefter skulle vi altid forbi bageren og have kirkekage med hjem. Det var sådan en smørstang. Og når jeg sov hos farmor, var det selvfølgelig altid med aftenbøn for hele familien, ligesom man heller ikke kunne starte en bil, uden at hun ville bede først, så det har overhovedet ikke været fremmed for mig, fortæller provsten, der som syvårig kom tættere på farmoren, da hans forældre flyttede familien tilbage til Midtjylland, hvor de blev forstandere på et stort alderdomshjem.

Spejderbål og rockguitar

– Der boede vi det første halvandet år, inden de købte en villa, og jeg begyndte i skole. Jeg gik også i skole om lørdagen og i søndagsskole om søndagen. Jeg gik faktisk også på danseskole, men efter et år var jeg færdig med både danseskolen og søndagsskolen, smiler provsten, der i stedet viede sin fritid til friluftslivet som KFUM-spejder. Sådan åbnede en ny verden sig for ham udenfor barndommens alderdommelige stuer. Men det kirkelige spor fulgte ham også der.

– Først var jeg ulveunge, og senere blev jeg patruljeassistent og meget tidligt også patruljefører, hvor jeg også kom på en lederuddannelse. Og sådan lærte jeg også at holde en andagt og lede en gruppe i at bede fadervor. Så det gjorde vi faktisk, selvom vi også var nogle vilde drenge, der også godt kunne gå på æblerov bagefter. Men spejdertiden prægede mig i den grad, og det var også der, jeg fik mine bedste venner.

Hans grønne friluftsliv fik dog konkurrence af dybe bastoner, da han i 8. klasse begyndte at gå til guitar, for derefter gennem en ven at komme med i et band som bassist.

– Det rockede lidt ved spejderlivet. For hvor jeg før havde brugt al min fritid på at lave mad over bål med mine venner, åbnede der sig en ny verden i gymnasiet med fester, hvor store bands kom og spillede. Gnags spillede for eksempel altid koncerter der til jul. Og til sidst var jeg så optaget af musik, at jeg blev skoletræt af de andre fag. Men en af mine spejderkammeraters far manglede en lærling.

På det tidspunkt gik han i 2. og ”var blevet langhåret”. Så i januar 1980 bankede han på døren hos kammeratens forældre.

Langhåret blikkenslager

– De vidste godt, hvem jeg var. Og sådan blev jeg blikkenslagerlærling. Fire år efter siger de til mit svendegilde, at de havde regnet med, at jeg holdt i tre måneder, fordi jeg havde stået der med mit lange hår og med hænderne i lommen, siger den tidligere blikkenslager, som også sideløbende med sin håndværkeruddannelse holdt fast i musikken.

– I mit band gik vi fra at spille rock til hiphop og udgav i 1984 landets første dansksprogede rap-plade. Samtidig spillede vi til rigtig mange gymnasiefester i Jylland og København. Det gik så godt, at jeg stoppede som blikkenslager.

Men i efteråret 85 var der ikke flere jobs. Pengene slap op. Og Per Vibskov besluttede at tage arbejde i Norge som blikkenslager.

– En af mine medlærlinge, der var udlært før mig, havde startet sit eget firma i Norge som blikkenslagermester. Og han talte om Norge med lys i øjnene, fordi de havde så mange penge og så mange arbejdspladser på grund af deres olieeventyr.

Dagen efter tog den unge blikkenslager til Oslo.

– Og lidt pudsigt gik jeg en hel vinter og falsede tag på et gymnasium i Oslo, der senere er blevet kendt, fordi det er der, at man har optaget tv-serien Skam.

En dag under hans norske eventyr blev han imidlertid så syg med voldsomme smerter i underlivet, at han ”sågar foldede sine hænder og bad fadervor”.

– Det var måske min første oplevelse af, at bøn ikke kun var en tradition eller en del af kulturen, men også noget, der kunne flytte noget på eget initiativ.

Smerterne forsvandt, og han glemte selv længe oplevelsen.

Fra tomhed til ro

De følgende år blev han igen optaget af musik, og han dannede både bands i London og i København, hvor han fik en pladekontrakt med et band, men da det trak ud med indspilningen og pengene forsvandt, tog han igen arbejde som blikkenslager. Og selvom han stadig spillede til koncerter med et tiljublende publikum, begyndte han at føle en tomhed midt i det hele.

– Rockmusikere kan være selvoptagede, og miljøet begyndte at virke tomt og meningsløst for mig, så jeg begyndte at søge mod kirken. Det var både af eksistentielle grunde for min egen skyld, men også fordi jeg havde en nær kammerat, der pludselig blev meget syg, så jeg fik lyst til at sætte mig ind i en kirke for at bede for ham. Og det var startskuddet til, at jeg begyndte at gå i kirke, og jeg har stort set gået i kirke hver eneste søndag siden.

– Det giver mig en ro og sammenhæng, og kommer jeg ikke afsted, føles det ligesom, hvis jeg ikke har fået børstet tænder om morgenen.

Den trofaste kirkegang gik han imidlertid stille med, for i musikbranchen var han kendt for at være en ”rimelig vild knægt”, som han siger.

– Men jeg fandt ro i kirken. Og det gik op for mig, hvor meget tid jeg havde brugt på at gå og vente på mit store gennembrud som musiker.

Samtidig havde han taget en yachtskippereksamen, der havde givet ham blod på tanden til at læse videre. Da han begyndte på HF, var han 30 år. Først tænkte han på at læse jura, men hans hemmelige tilværelse som kirkegænger sendte ham i en anden retning.

– Det var, som om jeg havde forsøgt at overdøve præstekaldet fra min farmor med rockmusik. Men nu vågnede det i mig. P for Per, og P for præst, siger provsten, som nu søgte ind på teologistudiet på Københavns Universitet.

– Det brugte jeg syv år på at gennemføre, siger han og smiler, når han tænker tilbage på studietiden.

– Det var en fantastisk tid, hvor jeg fik lært de klassiske sprog og virkelig fik tilegnet mig en masse ny viden.

Sit speciale skrev han om den fransk-jødiske filosof Jacques Derrida, mens han fortsat standhaftigt gik i kirke gennem hele studiet, ligesom han af den lokale præst, blev lokket med i menighedsrådet.

– Efter nogle år var jeg også blevet menighedsrådsformand. Derfor har jeg også sidenhen haft en meget stor forståelse for menighedsrådsmedlemmer, mens jeg blev mere og mere sikker på, at jeg ville være præst.

Først og fremmest præst

Som færdiguddannet fik han et vikariat i Hvidovre.

– Det var som en slags ny læreplads for mig, siger Per Vibskov, som stadig husker sin debut som prædikant, hvor han havde fået sin mangeårige trommeslager til at spille med sammen med organisten, så der allerede var rytmisk fornemmelse under præludiet. Debutprædiken var tirsdagen før askeonsdag, altså den såkaldte fedetirsdag, så han holdt en prædiken, der hed ”fed tirsdag”, fordi der nu virkelig skulle fyldes på med fastelavnsbollerne inden fasten, og selv fyldte han gudstjenesten med rim og musik.

Siden blev han også hurtigt kendt for sine rockgudstjenester, fordi han aldrig helt har sluppet musikken, mens han har været præst på både Stevns, i Roskilde Domkirke, ligesom han en kort periode blev højskoleforstander i Haslev, inden han vendte hjem til sit gamle kvarter på Nørrebro som provst, hvor især nødvendigheden af diakonale og sociale tiltag er åbenlys. Og her har han været de sidste otte år, som både provst og præst.

– Men jeg er først og fremmest præst. For jeg ville ikke være provst, hvis jeg ikke også kunne være præst, siger den gamle blikkenslager, som den seneste tid også har udfyldt et hul som konstitueret provst på Bornholm. Men samtidig har den erfarne forkynder faktisk prædiket ni gange den seneste måned, fordi han både har prædiket fem gange på Nørrebro og haft Danmarks Radio på besøg til fire tv-gudstjenester, der bliver sendt i januar. Dertil kommer et par begravelser. Og så har han altså også fungeret som provst for Bornholm.

– Så jeg kan godt lide at være præst.

Hvad er kernen i din egen kristendom?

– Jeg er helt klart præget af Derrida, der skrev: ”I begyndelsen var skriften”, fordi han mente, at skrift er det der muliggør forskelle og dermed betydning. Det minder jo lidt om Luthers tanke om, at skriften alene er fundamentet for den kristne tro og praksis. Det åbnede op for, at alle selv begyndte at læse. Men siden reformationen er kirken jo blevet atomiseret i forskellige kirkeretninger, fordi der findes så mange fortolkninger af, hvad kernen i kristendommen er.

Frimodighed, andægtighed og ansvarlighed

Sådan er der gennem tiden opstået mange vækkelsesbevægelser, der har lagt vægt på forskellige ting, forklarer han.

– Alene i folkekirken findes der jo tre store retninger med de missionske, grundtvigianerne og tidehverv. Og jeg er sådan set inspireret af dem alle sammen, siger han og uddyber:

– Jeg henter frimodigheden til at leve mit liv med oprejst pande og en glad tilgang til tilværelsen fra grundtvigianerne, jeg henter andægtigheden fra de missionske, som tør bede og tænke Gud med ind i sine relationer. Og fra Tidehverv lægger jeg vægt på deres tanke om at tage ansvar. Det er den treklang, jeg har samlet i min egen position.”

Den midterposition fik også flere til at opfordre ham til at stille op som biskop i Roskilde sidste år, hvor han endte med at være en af de sidste tre finalister til det fornemme hverv, der i stedet gik til en grundtvigianer. Men på Nørrebro er der ligesom på Bornholm en vifte af forskellige teologiske retninger, og det trives han med.

– Jeg ved, at vækkelsesbevægelserne står stærkt på Bornholm, men nu har jeg fået lejlighed til at møde alle øens præster ved landemodet, og jeg kunne se, at både kvinder og mænd giver hånd og krammer hinanden, selvom de deler sig mellem klassiske og lidt mere moderne positioner.

Selv bryder han sig heller ikke om betegnelsen sorte præster.

– Det er derfor, at jeg konsekvent taler om klassiske og moderne præster. Men det er ikke enestående for Bornholm. Der er også både klassiske, moderne og karismatiske præster på Nørrebro.

Kan du så forstå, at det skal være så svært at tiltrække en provst til øen? Nu har stillingen jo været opslået forgæves tre gange…

– Nej, det forstår jeg simpelthen overhovedet ikke. Men jeg har selv i forvejen haft et lille vindue til Bornholm, fordi Johannes Gregers Jensen, der var provst her, i sin tid blev udnævnt samtidig med mig. Og mens jeg er udlært blikkenslager, var han i sin tid udlært tømrer, så vi havde begge en håndværksmæssig baggrund, ligesom vi begge to faktisk også har sejlet som unge. Derfor har vi nok haft en særlig forbindelse, siger han og fortæller, at de undervejs har delt erfaringer fra provsteembedet på Bornholm og Nørrebro.

– Jeg har besøgt ham, så jeg ved, hvor fantastisk provstegården og provstikontoret her er. Og samtidig er Bornholm jo forbundet med eventyr. Det er et sted, alle folk tager hen på ferie og til folkemøde, så det er mig en meget stor gåde, at det ikke skulle være attraktivt. Jeg er stadig ved at udforske øen.

Gud er kærlighed

Selv har han også både udforsket og udfordret gudstjenestens form og indhold med rockmusik og poetry slam. Alligevel er han også meget klassisk, fortæller han.

– Jeg holder meget af, at vi har en genkendelig gudstjeneste søndag formiddag. Jeg er meget glad for vores ritualer, som dronningen har autoriseret, så man ikke er i tvivl om, hvad der skal ske, når man skal have sit barn døbt eller konfirmeret eller skal vies eller begraves i kirken. Den genkendelighed tror jeg også gør folk trygge, selvom de ikke kommer tit i kirke. Det skal vi værne om.

Men skal man sikre kirken fra at uddø, må man samtidig tale et sprog, som den næste generation forstår.

– Kirken er altid kun en generation fra at uddø, så der skal også altid være nogen til at bære den videre. Derfor skal der også være børnegudstjenester og ungdomsgudstjenester på et sprog, som de forstår. Kendskabet til Bibelens fortællinger står slet ikke så stærkt, som da jeg var barn, så der er en kæmpe opgave med at formidle, hvad det går ud på.

Hvorfor er kristendommens budskab stadig vigtigt?

– Fordi det handler om liv og død. Og fordi det vigtigt at fortælle, at kærligheden er stærkere end døden, som Grundtvig skriver: ”Kærligheden, hjertegløden stærkere var her end døden”. Det er kristendommens stærkeste budskab, og det siger jeg hver gang, jeg står ved en kiste, for det er det, jeg tror på. Og det er også helt enkelt det, som Johannes skriver i sit første brev: ”Gud er kærlighed”. Og den kærlighed kender vi så igennem Guds søn, kærlighedens søn, Jesus Kristus, som har overvundet døden. Og på den måde er kærligheden stærkere end døden.”

De svære begravelser

Det budskab giver også mening i en sjælesorgssituation, når han sidder overfor et menneske, der har mistet en elsket person, mener han.

– For man stopper ikke med at elske, fordi man bliver adskilt fra et menneske, hvad enten man skilles i en skilsmisse eller ved døden. Kærligheden lever videre. Og kærligheden hører aldrig op, som Paulus også skriver.

Hvad er det sværeste ved at være præst?

– Begravelser er altid svære, svarer han ærligt.

– For det er jo sørgeligt, at folk skal dø, men det giver også mening, at vi har ritualer at sige farvel og på gensyn med. Og det giver mening at være den, der udfører det ritual. For uden ritualer ville det være endnu sværere. Men man møder jo stadig mennesker i sorg. Så selvom han har begravet hundredvis af mennesker, bliver det aldrig helt hverdag, siger han og rynker brynene.

– Slet ikke hvis man skal begrave en baby, som jeg har prøvet, siger han alvorligt.

– Jeg har også begravet en af mine kvikkeste konfirmander, som alle så op til, fordi han havde så god dømmekraft, men han døde ved en uforklarlig ulykke som 17-årig. Og der tænker jeg da også – Gud hvad har du gang i? For jeg forstår det ikke. Som præster kan vi heller ikke forklare alting. Paulus beskriver det smukt i kærlighedens højsang, hvor han skriver ”endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi kende ansigt til ansigt”. Vi skal en dag se tingene fuldt ud. Og det er mit håb, siger provsten.

Livet er mere end en jammerdal

Hvordan genfinder du så selv glæden i en svær tid?

– Det gør jeg hos glædens Gud. For Gud er glæde, så når man vender tilbage til Gud, vender man også tilbage til glæden. Der er meget i verden, som man kan fortvivles over, og hvis man fortaber sig i det, kan man hurtigt miste livsmodet.

I sidste ende tror han også på, at vi skal møde glædens Gud.

– Livet her på jorden er i sig selv en gave og mere end en jammerdal. Men der findes en guddommelig glæde, og den glæde skulle faktisk også gerne smitte af i vores liv.

Men hvor finder du størst mening i livet?

– Når man møder hinanden fordomsfrit. Med kærlighed. I tro på, at der er noget, der træder imellem os. Det er den kristne tanke, at der altid er en tredje part med i et møde mellem mennesker.

Og det er Gud?

– Ja, siger han.

– Man kunne også sige ånd, som selvfølgelig også kan have en kristen betydning. Man taler jo også om at have en åndfuld samtale. Det synes jeg for eksempel, at vi har haft her, siger han og ser mod gaden udenfor, hvor skyer maler himlen grå.

Se mennesket i den anden

Og lyset kan i mere end en forstand være svært at få øje på i en i forvejen mørk vintertid med krig, klimakrise og fortvivlelse i verden. Så hvilket håb kan kirken overhovedet give i en tid som denne?

– På Nørrebro har en af præsterne faktisk lavet en klimasorggruppe, fordi de unge er så bekymrede for fremtiden. Det er jo en helt konkret ting. Jeg forstår også godt dem, der bliver fortvivlede over krigene i verden. Alene i Mellemøsten er lidelsen jo kolossal på begge sider. Men jeg tror, at de kristne kan være med til at skabe fred ved at pege på Kristus, som hele tiden lærer os at have medfølelse med medmennesket, siger han og fortsætter:

– Desværre er kristne palæstinensere pressede fra begge sider, fordi jøderne ikke tror på Jesus som Messias, og muslimer regner ham for en mindre vigtig profet. Men Jesus pegede om nogen på forsoningen og hyldede fredsstifterne i verden ved at sige, at vi skal elske vores fjender. Men det er svært, indrømmer han.

– Men som en kristen teologiprofessor i Jerusalem, Donald Nicholl, har sagt tilbage i 80’erne: ”hvis ens umiddelbare reaktion og hjertelige bevægelse er ideologisk i stedet for medmenneskelig, når man hører om en tragedie, så er det fordi ens hjertelighed er blevet ødelagt, og så skal man hurtigst muligt tage på pilgrimsvandring, indtil hjertet er helet igen.”

Og når vi selv lider og oplever livet som en jammerdal, må vi ifølge provsten stole på Guds nåde, som Grundtvig også skriver.

– Men det kommer nemt til at lyde som et slogan, siger han så og tænker lidt før han atter bryder stilheden.

– Mit eget slogan, da jeg begyndte som præst, var: ”Kristendommens vigtigste budskab er, at der altid er nye begyndelser”. Det har jeg også brugt i mange prædikener, for der findes altid nye begyndelser, og det er uanset, om man har stået i en krise eller en sorg eller dummet sig helt vildt, så er der altid nye begyndelser, og det kan godt ske, at man har svært ved at se den nye begyndelse. Men man kan altid bede om en ny begyndelse.

Ofte er det sådan, at vi ikke får, hvad vi beder om, men hvad vi har brug for, og derfor kan den nye begyndelse være svær at se, indtil man pludselig opdager den, mener han.

– Men jeg har fået utallige nye begyndelser i mit liv. Alene i mit arbejdsliv, siger Per Vibskov, der om få timer må forlade provstikontoret i Rønne for at begynde sejlturen hjem mod provste- og præstegerningen på Nørrebro.

– Jeg har været mange steder og prøvet mange ting, men den egentlig begyndelse var, da min farmor sagde, at jeg skulle være noget med P.

Blå bog

Per Vibskov Nielsen.

Født 1962. Har været konstitueret provst på Bornholm i perioden september – november 2023.

Provst for Nørrebro Provsti og bestyrelsesmedlem og kasserer i Danmarks Provsteforening, hovedbestyrelsesmedlem i KFUM’s Sociale Arbejde i Danmark, Blicher-Selskabet og P:I:G Foundation samt formand for det sociale værested Café Stevnen, Store Heddinge. Tidligere præst i Hvidovre, Stevns og Roskilde Domkirke. Uddannet cand. theol. fra Københavns Universitet, ligesom han har en MPG i offentlig ledelse fra Copenhagen Business School.