Å prusta som ejn stenjælpeunga

I dag afslutter vi mini-føljetonen om bornholmske betegnelser for nogle af vore mere kendte fugle. Som allerede nævnt i sidste uge, er der blot tale om et udvalg, for de særlige bornholmske fuglebetegnelser er virkelig mange.

Fuglene anføres i alfabetisk rækkefølge efter deres almindelige danske betegnelse.

En alk kaldes på bornholmsk almindeligvis for ‘en mula’, men på Nexøkanten har man også kaldt den for ‘en sjöpappegoia’.

En digesmutte kaldes på bornholmsk for ‘en stenjælpa‘ eller ‘ejn stenjælpara’, og den lille fugl har fundet vej til flere faste udtryk. Bl.a. kan man sige om den, der er meget forpustet eller har tungt for vejret, at vedkommende ‘prustar som ejn stenjælpeunga (eller stenjælparaunga)’.

En edderfugl kaldes på bornholmsk for ‘en åbo’.

En halemejse kaldes på bornholmsk for ‘ejn gompafâul’.

En havesanger kan på bornholmsk kaldes for ‘ejn kjøssebær(r)afâul’ eller ‘en hawaerska’ (med langt e). Den førstnævnte betegnelse skal vel ses i lyset af, at havesangeren typisk kommer, når kirsebærtræerne blomstrer.

En hjejle kan på bornholmsk kaldes ‘ejn løngpivara’ og ‘en løngviva’.

En høg kaldes på bornholmsk for ‘ejn habak’ (ordet udtales med langt, fladt a, rimeligvis fordi det er lånt fra tysk). Såvel spurvehøgen som duehøgen kan med mere beskrivende betegnelser også kaldes for ‘gråben’ og ‘grånakk’. Den sidstnævnte betegnelse, ‘grånakk’, kan i øvrigt også bruges om en gammel mand og – især i den bestemte form, ‘grånakkijn’ – om selveste Fanden.

Spurvehøgen kan også kaldes for ‘ejn sporrahöj’ eller ‘ejn bofinkehöj’, mens betegnelsen ‘dâuehöj’ i det hele taget er blevet brugt om rovfugle, der tager duer, især om hannen af duehøg, mens den større hun almindeligvis er blevet kaldt for ‘hønsahöj’. Betegnelsen ‘dâuehöj’ er imidlertid også blevet brugt om hunnen af spurvehøg, mens den mindre han kaldes for ‘sporrahöj’. Endelig bruges ‘dâuehöj’ også som betegnelse for musvågen og vistnok også om vandrefalken.

En natugle kaldes på bornholmsk for ‘en kattøggla’ (vel fordi dens hoved kan minde om en kats), mens en skovhornugle kan kaldes for ‘en krakkøggla’, en betegnelse, der muligvis også er blevet brugt om natuglen. ‘Nattøgglan’ er til gengæld blevet brugt som et lidet flatterende øgenavn for et tærskeværk, som altid nåede sent frem.

En skarv kaldes på bornholmsk for ‘en ålakråga’. Sidsteleddet ‘kråga’ er som bekendt den bornholmske form af “krage”, og ‘krågan’ har fundet vej til flere ordsprog og remser. Bl.a. hedder det, at ‘krågan galpar på rain’ og ‘leså gott krågan som rawnijn, ænna ska’d’. Og når snottet løb på et forkølet barn (‘å snudan gjore mujnn gjæstabodd’) og barnet brugte trøjeærmet i stedet for et lommetørklæde, kunne man sige: ‘Snörarm, snörarm, krågan saier snörarm, gå te bækkjijn å to dai, æjlla kommer krågan å hakker iven idå dai’.

En terne kan på bornholmsk kaldes for ‘en swårthætta’ eller ‘en kjirra’ (og ‘kjærra’). Betegnelsen ‘kjirra/kjærra’ har ifølge Espersen været særlig brugt på Christiansø og i Gudhjem.

Den hvide vipstjert har flere bornholmske betegnelser og kan kaldes for ‘ejn hawrafâul’, ‘ejn hawrapinkes’, ‘ejn stenpikkara’ og ‘ejn stenpinkes’. Mens de to førstnævnte betegnelser skal ses i lyset af, at man mente, at havren skulle sås, når vipstjerten kom, skyldes de to sidstnævnte, at fuglen er meget almindelig ved kysten, hvor den bevæger sig rundt omkring på klipperne med sin evigt vippende hale. Den gule vipstjert kan på bornholmsk kaldes for ‘ejn guler hawrapinkes’ og ‘ejn stråfâul’.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk