Modtager hundredvis af trusler efter Onkel Reje-støtte

Modtager hundredvis af trusler efter Onkel Reje-støtte
Forfatter Bodin Madsen modtager nu både trusler og dårlige anmeldelser af sine bøger. Foto: Jesper Gynther
NYHED | ABONNENT | 11. MAJ 2023 • 17:22
Af:
Tekst
fotos Jesper Gynther
NYHED | ABONNENT
11. MAJ 2023 • 17:22

Børnebogsforfatter Bodin Madsen fra Rønne har modtaget over 200 trusler, fordi han på facebook har støttet skuespilleren bag tv-karakteren Onkel Reje.

Det er ikke kun skuespilleren Mads Geertsen, der i 10 år har portrætteret karakteren Onkel Reje på DR, som er blevet udsat for trusler på de sociale medier. En børnebogsforfatter, som er bosiddende i Rønne, oplever nu det samme.

Bodin Madsen har den seneste tid modtaget over 200 trusler, og det sker efter, han kommenterede et facebookopslag, hvor tidligere spidskandidat for Nye Borgerlige på Bornholm Philip Brandt skrev: "Rejen kogt og afpillet. Det ville personligt ikke genere mig det fjerneste, om den klamme stodder er så knækket af mødet med et massivt antal gode menneskers retfærdige harme, at han aldrig mere vover sig ud fra det skimlede mørke han er rundet af. Well done, folkens!"

Bodin Madsen blandede sig i facebookdebatten, fordi han selv tidligere har oplevet at få trusler på de sociale medier, ligesom Mads Geertsen nu oplever det, og som har ført til skuespillerens sygemelding.

For Bodin Madsen begyndte truslerne i første omgang, da han skrev bogen 'Fra hetero til homo'.

– Jeg skrev bogen 'Fra hetero til homo', da jeg læste til klinisk sexolog på sygeplejestudiet, hvor jeg fik at vide, at næsten hver anden dag er der en ung person under 18 år, som tager sit eget liv i det her land i stedet for at springe ud af skabet.

– Og så skrev jeg den her bog og udgav den, og efterfølgende modtog jeg i løbet af den første måned 50 dødstrusler, og rigtig mange af de navne kan jeg genkende af dem, som nu laver hetz mod Onkel Reje, fortæller Bodin Madsen.

De samme mennesker anklagede Bodin Madsen for at være satanist og groomer og for at putte mikrochips ind i børn, da de fandt ud af, at han som sygeplejerske vaccinerede børn under coronapandemien.

– Så jeg lærte dem at kende dengang. Og nu er de så dukket op igen med Onkel Reje, og så kunne jeg ikke lade være med at blande mig, for andre mennesker skal ikke have dødstrusler, som jeg har fået det. Men det får Onkel Reje jo.

Nægter at være bange

Bodin Madsen har både modtaget beskeder og telefonopkald med trusler, siden han gav sin støtte til Onkel Reje.

– Min telefon begyndte at ringe med hemmeligt nummer. Nogle få sagde noget, og andre er bare stille. Det er meget typisk, at folk ikke tør sige noget, når de ringer mig op. De ringer bare op og intimiderer på den måde, siger Bodin Madsen, som forsøger ikke at lade sig gå på af truslerne.

Er du bange?

– Nej, det er jeg ikke. Det bestemte jeg mig for længe siden, at jeg nægter at være bange.

– Og så skal det siges, at jeg er jo en homoseksuel mand, og i mit liv er jeg blevet forfulgt med baseballkøller, jeg har fået flasker i nakken, jeg er blevet tæsket. Jeg har prøvet alt, hvad man kan prøve fra folk, der ikke vil have, at jeg går hen ad gaden hånd i hånd med min kæreste. Så må I jo slå mig ihjel, men jeg gider ikke gå rundt og være bange. Det er et valg, at jeg lever, lige som jeg har lyst til.

– Men det sker nogle gange, at jeg lige kigger mig over skulderen. Og jeg synes, det bliver lidt personligt, når de udveksler billeder af mit hus, og hvor jeg bor og min adresse. Jeg har altså hemmelig adresse og hemmeligt telefonnummer efter dødstruslerne, så jeg gør, hvad jeg kan for at gemme mig, men nu bor jeg i et kendt hus herover. Det er måske ikke så smart, men jeg kan godt lide huset.

Han har meldt truslerne til politiet, men forventer ikke, at det vil gøre den store forskel.

– Politiet foreslår, at jeg kan få en ny lås på døren, og at jeg kan lade være med at tage telefonen, hvis jeg ikke ved, hvem der ringer. Der er alt for mange trusler, der flyver af sted på de sociale medier, så politiet gør ikke noget, før der rent faktisk sker vold, siger han.

Hemmelige profiler skal stoppes

Bodin Madsen håber, at sagen om Onkel Reje måske kan føre til en lovændring, så det bliver nemmere at opspore, hvem der står bag truslerne på de sociale medier. Konkret foreslår han, at det bliver et krav, at man skal bruge mit-id for at kunne have en profil og skrive kommentarer og opslag på sociale medier.

– Jeg håber på, vi kan få en god dialog om, at der nu er så mange af dem, og de spreder så meget ondskab, kan vi se med Onkel Reje-sagen, og drag queens der ikke tør optræde længere, at jeg gerne vil have borgerindsamling eller dialog i gang, så vi kan få mit-id på de sociale medier, så folk ikke kan gemme sig bag hemmelige profiler længere. Så nu prøver jeg at råbe højt og få noget dialog i gang og få noget fokus på emnet.

Udover truslerne oplever forfatteren også, at personer skriver falske anmeldelser om hans bøger. I anmeldelserne bliver han kaldt for pædofil, men om det får nogen betydning for bogsalget, ved han ikke.

– Hvis det fortsætter med falske anmeldelser om mine bøger, så er jeg nødt til at gøre et eller andet.

Tror du, at folk godt kan gennemskue de falske anmeldelser?

– Jeg må være svar skyldig, for jeg ved det faktisk ikke. Men jeg har solgt over 30.000 bøger allerede i København, så jeg har en rimelig god base. Så det er mere injurien i det og det krænkende, at som sygeplejerske, børnebogsforfatter og læser til skolelærer, at nogle forsøger at påhæfte mig ordet pædofil og at jeg groomer børn, det kan jeg ikke have siddende på mig, længere er den ikke. Det skal stoppe, siger han.



FÅ ABONNEMENT