31-årig dømt for serieforbrydelser i Nexø

NYHED | 10. SEP 2024 • 11:00
NYHED
10. SEP 2024 • 11:00

En mand fra Nexø blev fredag idømt fire måneders fængsel for en serie af forbrydelser, der blev begået i løbet af ganske få dage i juni.

Det har været et par travle nætter for en 31-årig mand fra Nexø, som en aften i juni formåede at stjæle både den ene og den anden cykel fra en adresse i Klemensker.

Ikke så langt derfra blev en anden adresse også genstand for indbrud, da samme gerningsmand fandt vej til kælderen, hvor der blev stjålet Milwaukee-værktøj for små 8.000 kroner.

Hvor den ene blev smidt ikke så langt fra adressen i Klemensker, blev den anden spraymalet og cyklet hele vejen til Nexø, hvor den tiltalte et par dage efter lykkedes at skabe en del ravage i nærheden af Stenbrudsengen, hvor cyklen blev fundet smidt.

Af et af forholdene i anklageskriftet, som Bornholms Tidende har fået aktindsigt i, fremgår det, at den 31-årige i løbet af forløbet har været påvirket af en større mængde benzodiazepiner, som kan virke opstemmende eller bedøvende.

I løbet af natten i Nexø blev først en racercykel snuppet fra et cykelskur og herefter efterladt i nogle buske i nærheden. Cykellåsen tog den tiltalte imidlertid med videre på næste mission, som blev at bryde ind i en række biler på parkeringspladsen ved Stenbrudsengen.

Her fandt han blandt andet 1.500 kroner i et handskerum, mens han i sin jagt efter mere af værdi gennemsøgte fire biler og herunder forsøgte at hive bilradioen ud af en Citroén Berlingo, ligesom han ødelagde bagklappen på en anden bil.

Her valgte den 31-årige at stjæle endnu et transportmiddel, og denne gang faldt valget på en Chevrolet, som blev kørt til Nexø i påvirket tilstand. Her lykkedes det at påkøre en parkeret varevogn som tog skade, men den tiltalte forlod uheldsstedet uden at give sig til kende.

Den 31-årige var for retten i fredags, hvor han for rækken af forbrydelser blev idømt fire måneders fængsel, ligesom han fik en betinget frakendelse af kørekortet.

Han skal betale erstatning for både det stjålne værktøj, de 1.500 kroner der blev snuppet i handskerummet og desuden mere end 60.000 kroner til Bornholms Brand Forsikring.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT