Mange tippere gik også i vandet på, at Venstres borgmesterkandidat Søren Schow med 779 personlige stemmer fik flere end borgmester Thomas Thors. Næsten halvdelen af deltagerne havde regnet med en høj valgdeltagelse på over 77 procent, men det gik lige modsat, da stemmeprocenten faldt til 72,91.
Under halvdelen af de 299 deltagere havde forudset, at René Danielsson (DF) ville få over 15 procent af stemmerne på hjemmebanen i Klemensker som personlige stemmer. Med 19,81 procent af stemmerne gik Danielsson endda komfortabelt over den grænse.
Omkring borgmesterposten var det også under halvdelen af deltagerne, der havde set det komme, at den hverken ville blive snuppet af Thomas Thors eller Morten Riis (EL), men derimod af "en helt tredje" i skikkelse af Jacob Trøst (K). En anelse flere regnede med Morten Riis end med en helt tredje borgmester.
Kun lige over hver tredje valgtipper gættede på, at Socialdemokratiet ville få "fire eller færre mandater", i praksis fire. Og kun tre ud af ti tippere ramte, at Enhedslisten ville få præcis syv mandater. To tredjedele af deltagerne regnede med færre. Også SF’s dårlige valg kom bag på mange (som spørgsmålet var formuleret: At SF blev mindre end Kristendemokraterne, der kom ind).
Konkurrencens letteste spørgsmål var at forudse, at Lavere Skatter og Afgifter ville få færrest stemmer af alle partier. Det havde godt to tredjedele af deltagerne regnet med.