Zelenskyj opfordrer Trump og EU til at stå sammen mod Putin

19. DEC 2024 • 11:30UDLAND

USA og EU skal stå sammen om Ukraine - også når Donald Trump tager over som USA's næste præsident, lyder det.

Ukraine har konkret brug for mere luftforsvar for at beskytte energiforsyningen mod Ruslands missiler og droner.

Men først og fremmest har Ukraine brug for, at EU og USA står sammen, når Donald Trump indsættes som præsident den 20. januar.

Det fastslår Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ved ankomsten til torsdagens EU-topmøde i Bruxelles.

- Det er vigtigt, at der er enighed fra begyndelsen af næste år mellem USA og Europa. Vi har brug for den enighed for at få fred, siger Zelenskyj.

Donald Trump har i valgkampen fastslået, at han ønsker en hurtig fredsløsning i Ukraine. Og at han om nødvendigt vil trække USA's militære støtte til Ukraine for at presse landet til forhandlingsbordet.

Flere af EU-landenes ledere, heriblandt statsminister Mette Frederiksen (S), samt Natos generalsekretær, Mark Rutte, har dog opfordret til at fokusere på den militære støtte til Ukraine frem for fred.

En lignende opfordring kommer fra Zelenskyj rettet både mod EU og mod Donald Trump.

- Kun sammen kan USA og Europa redde Ukraine fra Putin og sikre fred, siger Zelenskyj.

Spørgsmål: Kan Europa støtte Ukraine alene uden USA?

- Vi bliver nødt til at regne med enighed mellem USA og Europa. Det er meget svært at støtte Ukraine uden opbakning fra USA, siger Zelenskyj.

Udmeldingen kommer, mens EU-landene har svært ved at samle sig bag eksempelvis fælles gæld som en vej til at sikre den militære støtte og oprustning i Europa.

Zelenskyjs konkrete ønskeliste er ud over luftforsvar til at beskytte Ukraines atomenergi og gaslagre blandt andet også hjælp til at fordoble produktionen i Ukraines forsvarsindustri.

I Bruxelles afventer man i øjeblikket, hvad Trump konkret vil gøre, når han indtager Det Ovale Kontor i slutningen af januar.

Meldingerne om at droppe den militære støtte til Ukraine har fyget som maskingeværsalver fra Trump i valgkampen.

Men i diplomatkredse tror nogle, at Trump reelt ønsker at undgå et nyt amerikansk kollaps som i Afghanistan. Og at han derfor vil fortsætte støtten til Ukraine, indtil der kan indgås en ordentlig våbenhvile med Rusland.

Mette Frederiksen er blandt de stats- og regeringsleder, der tror på, at den transatlantiske alliance fortsat vil stå sammen bag Ukraine, selv om Trump overtager præsidentposten.

Ligesom blandt andre EU's udenrigschef, Kaja Kallas, fastslog Mette Frederiksen ved ankomsten til topmødet, at det er for tidligt at fokusere på fredsforhandlinger:

- Jeg synes, man tager tingene i en forkert rækkefølge. For hvis man begynder at forhandle fred nu, så vil det være til fordel for russerne. Det skal vi under ingen omstændigheder.

- Det er der enighed om blandt de europæiske lande. Og jeg tror faktisk også, at det gælder amerikanerne. At man vil stille ukrainerne så godt som muligt, og det kræver flere donationer, sagde Mette Frederiksen forud for topmødet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT