Fra sommer vil alle voksne blive registreret som potentielle organdonorer
Borgerne skal dog aktivt bekræfte deres valg om organdonation på sundhed.dk, før man bliver registreret.
Fra 1. juni vil alle borgere over 18 år blive registreret som potentielle organdonorer.Der er humlen i en ny lov, Folketinget har vedtaget torsdag.
Borgere skal stadig aktivt bekræfte registreringen som organdonor på sundhed.dk.
Gør man ikke det, vil det i stedet være ens pårørende, der skal tage beslutningen. Sådan er det også i dag, hvis man ikke har taget stilling til organdonation.
- Vi piller ikke ved selvbestemmelsesretten. Det er et personligt valg, om man ønsker at blive organdonor, og det vil det fortsat være, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde i en pressemeddelelse.
- Men jeg håber, at den nye samtykkemodel vil få flere til at tage aktiv stilling til organdonation og registrere deres valg i Organdonorregisteret.
Over 400 borgere står i øjeblikket på venteliste til et nyt organ ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
I 2023 døde 28 personer, mens de ventede på et organ.
I dag modtager borgere, der er fyldt 18 år, information om muligheden for at tage stilling til organdonation.
Før afstemningen torsdag advarede Etisk Råd mod lovforslaget i B.T.
- Vores anbefaling er at holde fast i den samtykkemodel, vi har i dag. Vi kan nemlig være nervøse for, om der er nogen, der vil opfatte den nye model, som om staten i udgangspunktet har ret til dine organer, sagde næstformand i Etisk Råd, Ida Donkin til B.T.
For i praksis er der ifølge Etisk Råd nærmest ikke forskel på den nye model vedtaget i Folketinget torsdag og den nuværende model.
Det skrev rådet i en pressemeddelelsen onsdag.
For essensen er i begge tilfælde, at det er de pårørende, der skal tage stilling, hvis man ikke selv aktivt har gjort det.
Derfor mener rådet, at den nye model "risikerer at skabe forvirring og føre til fejlagtige antagelser".
- I et så ømtåleligt spørgsmål som organdonation er en sådan forvirring og uklarhed ekstra uheldigt, da klarhed og åbenhed efter Det Etiske Råds vurdering er en afgørende forudsætning for den store opbakning og tillid til organdonationssystemet, sagde formand for Det Etiske Råd Leif Vestergaard Pedersen i pressemeddelelsen onsdag.
/ritzau/