26-årig amerikaner tiltales for drab på forsikringschef i New York
Forsikringschefen Brian Thompson blev skudt på åben gade på Manhattan. Tirsdag er der rejst tiltale i sagen.
Den 26-årige amerikaner Luigi Mangione er tirsdag blevet tiltalt for drab på forsikringschefen Brian Thompson i New York den 4. december.Det oplyser distriktsanklageren på Manhattan i New York tirsdag i en pressemeddelelse. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Den her slags overlagt og målrettet vold med skydevåben kan ikke og vil ikke blive tolereret, siger distriktsanklager Alvin Bragg.
Luigi Mangione tiltales for i alt 11 forhold.
Ifølge tiltalen anses drabet som en terrorhandling.
Det skyldes, at han med drabet ifølge anklageren havde til hensigt at "påvirke en regeringsenheds politik gennem intimidering eller tvang".
Luigi Mangione blev anholdt den 9. december i delstaten Pennsylvania. Han blev herefter sigtet for at have skudt Brian Thompson på åben gade foran et hotel på Manhattan.
50-årige Thompson var frem til sin død direktør for UnitedHealthcare, som udbyder sundhedsforsikringer.
Drabet og den efterfølgende jagt på gerningsmanden har været genstand for massiv mediebevågenhed.
Ikke mindst på grund af spekulationer om motivet for drabet.
På gerningsstedet blev der fundet patronhylstre, hvor der var indskrevet ordene: "Benægt", "forsink" og "afsæt".
Ifølge amerikanske medier kunne det være en henvisning til forsikringsindustrien, der kritiseres for at forsøge at undgå udbetalinger.
Under anholdelsen fandt politiet et manifest på den 26-årige.
Det gav udtryk for et had mod forsikringsbranchen ifølge en intern politirapport, som avisen New York Times kom i besiddelse af.
Det tre sider lange manifest beskriver, hvordan 26-årige Mangione så sig selv som en bekæmper af en snyltende og korrupt sundhedsforsikringsindustri.
- For at være ærlig, så fortjente disse parasitter det, stod der ifølge politirapporten i manifestet.
Mangione sidder varetægtsfængslet i Pennsylvania. Distriktsanklageren Alvin Bragg forsøger at få ham udleveret.
/ritzau/