Ngo anklager Israel for at nægte palæstinensere rent vand
Det er en forbrydelse mod menneskeheden, at Israel nægter palæstinensere rent drikkevand, siger organisation.
Israel har dræbt tusindvis af palæstinensere i Gaza ved at nægte dem adgang til rent drikkevand.Det siger menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch torsdag.
Samlet set udgør det en forbrydelse mod menneskeheden og kan anses som et folkedrab, lyder det fra organisationen i en ny rapport.
- Vi har fundet ud af, at den israelske regeringen bevidst dræber palæstinensere ved at nægte dem det vand, de behøver for at kunne overleve, siger Lama Fakih på et pressemøde.
Hun er direktør for den afdeling i Human Rights Watch, der beskæftiger sig med Mellemøsten.
Ifølge ngo'en har Israel afskåret vandforsyning til Gaza. Som konsekvens har mennesker i nogle dele af Gazastriben kun adgang til få liter vand dagligt.
De har heller ikke adgang til elektricitet og brændstof, lyder det videre.
Israel har gentagne gange afvist enhver anklage om folkedrab i Gaza. Landet respekterer de internationale love og har ret til at forsvare sig selv mod Hamas, har det lydt.
Torsdag siger Israels udenrigsministerium, at Human Rights Watchs nye anklage er komplet løgn.
- Siden begyndelsen af krigen har Israel faciliteret adgang til vand og humanitær bistand i Gaza, på trods af at vi opererer under konstante angreb fra terrororganisationen Hamas, skriver ministeriet på X.
Også menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har anklaget Israel for at begå folkedrab på palæstinenserne i Gaza.
Samtidig har Den Internationale Straffedomstol (ICC) udstedt en arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
Ifølge ICC er han ansvarlig for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Gaza.
Også den tidligere forsvarsminister Yoav Gallant kan stilles til ansvar, mener ICC. Ham er der ligeledes udstedt en arrestordre for.
Det skete i november, lidt mere end et år efter det Hamas-angreb i Israel, der pustede til flammerne i en langvarig konflikt mellem Israel og den militante bevægelse, som kontrollerer Gaza.
Siden oktober 2023 er mere end 45.000 palæstinensere i Gazastriben blevet dræbt ifølge tal fra Gazas sundhedsministerium.
/ritzau/Reuters