Ombudsmanden kritiserer Forsvarsministeriet for nøl med aktindsigt
Forsvarsministeriet har en sagsbehandlingstid, der er for lang, konkluderer Folketingets Ombudsmand.
Forsvarsministeriet har en utilfredsstillende lang sagsbehandlingstid i sager om aktindsigt. Det skriver Folketingets Ombudsmand torsdag i en pressemeddelelse.Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er steget fra 13,5 arbejdsdage i 2023 til 24,9 arbejdsdage i de første tre kvartaler i år, fremgår det. Altså næsten en fordobling.
Forsvarsministeriet har oplyst til den midlertidige ombudsmand i Folketinget, Henrik Bloch Andersen, at ministeriet har sat gang i forskellige tiltag. De ventes at kunne få sat sagsbehandlingstiderne ned i andet halvår i år og næste år.
Ombudsmanden tvivler dog på, at initiativerne kan få den tiltænkte effekt. Han kritiserer, at Forsvarsministeriet uanset hvad kommer til at få en meget lang periode med "utilfredsstillende lange sagsbehandlingstider på aktindsigtsområdet".
- Hurtig behandling af sager om aktindsigt er ikke kun et spørgsmål om at overholde formelle regler i offentlighedsloven, siger Henrik Bloch Andersen i pressemeddelelsen.
- Det handler om at understøtte selve lovens formål og er en væsentlig forudsætning for, at medierne kan orientere offentligheden om aktuelle sager, der er under behandling i den offentlige forvaltning.
I henhold til offentlighedsloven skal myndigheder svare på, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes, inden syv arbejdsdage efter modtagelsen "medmindre dette på grund af for eksempel sagens omfang eller kompleksitet undtagelsesvis ikke er muligt".
Ombudsmanden har bedt Forsvarsministeriet om at foretage yderligere tiltag til at nedbringe sagsbehandlingstiderne.
Ministeriet har oplyst, at det sidste år færdigbehandlede 288 anmodninger om aktindsigt efter forvaltnings- og offentlighedsloven, og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for de sager var altså 13,5 dage.
I de tre første kvartaler i år færdigbehandlede Forsvarsministeriet 243 anmodninger om aktindsigt, men her er sagsbehandlingstiden så steget til gennemsnitligt 24,9 arbejdsdage.
/ritzau/