Zelenskyj: Alle bør lytte til USA's melding om russisk olie

14. SEP 2025 • 02:24UDLAND

Ukraines præsident mener, at lande, der støtter Ukraine, bør lytte til de seneste dages meldinger fra USA.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, opfordrer Ukraines allierede til at gøre mere for at begrænse køb af russisk olie.

Det sker lørdag i et opslag på det sociale medie X.

- Det er nødvendigt at reducere forbruget af russisk olie, og dette vil helt sikkert mindske Ruslands evne til at føre krig.

- Vi kan høre USA's holdning, og denne holdning bør høres af alle, som stadig vælger leverancer fra Rusland frem for andre lande, skriver Zelenskyj i opslaget.

Ukraines præsident henviser til de seneste dages meldinger fra USA rettet mod landene i forsvarsalliancen Nato og G7-landene.

Tidligere lørdag opfordrede USA's præsident, Donald Trump, i et opslag på Truth Social Natos medlemslande til at stoppe med at købe russisk olie.

Trump betegnede det som chokerende, at der er lande, der fortsat modtager olie fra Rusland.

Den amerikanske præsident skrev, at det svækker Nato-landenes forhandlingsposition og forhandlingsstyrke over for Rusland.

Trump meldte sig lørdag klar til at indføre omfattende sanktioner mod Rusland på den betingelse, at alle Nato-lande stopper med at købe russisk olie.

På et telefonmøde fredag mellem finansministrene i G7-sammenslutningen opfordrede USA de øvrige lande i G7 til at indføre importtold på varer fra lande, der køber olie fra Rusland.

USA fordoblede i august importtolden på indiske varer fra 25 til 50 procent. Det skete med den begrundelse, at Indien "direkte eller indirekte importerer russisk olie".

G7-landene tæller Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Canada og USA.

Volodymyr Zelenskyj tror på, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, kan presses, hvis flere lande indfører sanktioner mod Rusland.

- Jeg opfordrer alle partnere til at holde op med at lede efter undskyldninger for ikke at indføre sanktioner - Europa, USA, G7 og G20.

- Fred er en vej - den går fra krig til fred. Sanktioner er en del af den vej mod fred, som vi alle skal gå. Hvis Putin ikke ønsker fred, må han tvinges til det, skriver Zelenskyj på X.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT