Indsamlingsshow sikrer 23,5 millioner til hjertesagen

14. SEP 2025 • 04:09INDLAND/KRIMINAL

Danskerne donerede lørdag mere end 23,5 millioner kroner, da TV 2 afholdt indsamlingsshowet Hjertegalla 2025.

Der blev lørdag aften indsamlet 23.590.152 kroner til hjertesagen ved indsamlingsshowet Hjertegalla 2025.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

På TV 2 Charlie holdt værterne Louise Wolff og Steen Langeberg styr på danskernes donationer, der ikke helt nåede de samme højder som de foregående år.

I både 2023 og 2024 blev der indsamlet mere end 35 millioner kroner ved det årlige show, der lørdag blev afholdt for 14. gang.

Direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft, siger i pressemeddelelsen, at hver en krone gør en forskel.

- Jeg er dybt taknemmelig for den enorme opbakning, vi har mødt i aften.

- Hver en krone tæller i kampen mod hjerte-kar-sygdomme, og danskerne har virkelig vist, at de står sammen med os. Det er en stærk påmindelse om, hvor mange der er berørt, siger Anne Kaltoft.

De indsamlede penge fra Hjertegalla 2025 går blandt andet til hjerteforskning, forebyggelsesindsatser samt støtte til patienter og pårørende.

Omkring 672.000 danskere lever ifølge Hjerteforeningen med en hjerte-kar-sygdom. Omkring 65.600 danskere rammes hvert år.

- Med over 670.000 danskere, som lever med hjerte-kar-sygdom, og over 65.000 nye tilfælde hvert år er behovet for forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende større end nogensinde. De indsamlede midler gør en reel forskel, siger Anne Kaltoft.

Hver femte dansker dør af en hjerte-kar-sygdom. Det drejer sig årligt om cirka 12.100 danskere.

Det er sket mere end en halvering af antallet af dødsfald fra hjerte-kar-sygdomme siden 1995, fremgår det på Hjerteforeningens hjemmeside.

Omkring 500 danske børn får inden for tre måneder efter fødslen konstateret en medfødt hjertesygdom.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT