Danskere slutter langt tilbage i kenyansk maratontriumf

14. SEP 2025 • 04:44SPORT

Peres Jepchirchir vandt kvinderens maratonløb ved VM i Tokyo. De to danske deltagere blev nummer 43 og 57.

Den kenyanske løber Peres Jepchirchir vandt søndag guld i kvindernes maraton ved VM i Japans hovedstad, Tokyo.

Den 31-årige kenyaner vandt udholdenhedsdysten efter 42.195 meter foran Etiopiens Tigst Assefa, efter at duoen på de sidste meter sprintede om at komme først over målstregen.

Jepchirchir krydsede målbåndet efter to timer, 24 minutter og 43 sekunder, mens Assefa var to sekunder langsommere.

De to danske deltagere, Sara Schou Kristensen og Karen Ehrenreich, blev henholdsvis nummer 43 og 57.

Sara Schou Kristensen nåede i mål efter to timer, 42 minutter og 34 sekunder, mens Ehrenreich var godt 14 et halvt minut langsommere end landsmanden.

I størstedelen af løbet i Tokyos varme så amerikanske Susanna Sullivan ud til at være i fuld kontrol, men efter halvanden time blev Sullivan overhalet af den senere vinder Jepchirchir og Assefa.

Assefa virkede mest ovenpå af de to førende, men til sidst fandt Jepchirchir kræfterne til at sætte den spurt ind, der sikrede hende sejren.

- Jeg er så lykkelig for det, jeg har opnået i Tokyo. Det var så varmt, så hårdt. Da jeg kom ind på stadion, fik jeg en masse energi fra fansene, siger den kenyanske vinder ifølge Reuters.

- Jeg havde virkelig ikke forventet at vinde. Det var ikke min oprindelige plan at sprinte de sidste meter, men da jeg så, at jeg kun var 100 meter fra mål, begyndte jeg bare at sætte farten op.

Uruguays Julia Paternain sikrede sig bronze i søndagens maratonløb. Dermed vandt Paternain Uruguays første VM-medalje i historien, skriver Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT