Thomas Frank fører Tottenham til sejr over West Ham

13. SEP 2025 • 20:37SPORT

Tottenham vandt 3-0 ude over West Ham og tog dermed sin tredje sejr i de første fire kampe i Premier League.

Thomas Frank har fået en imponerende start i Premier League som cheftræner i Tottenham.

Lørdag førte Thomas Frank sine tropper til en overbevisende 3-0-sejr ude over West Ham.

Med sejren har Tottenham nu ni point efter de første fire kampe. Det er tidligere blevet til sejre over Burnley og Manchester City samt et nederlag til Bournemouth.

Mens opgøret ikke bød på det helt store i første halvleg, blev der scoret tre gang og uddelt et rødt kort i anden halvleg.

Pape Matar Sarr, Lucas Bergvall og Micky van de Ven scorede målene for Tottenham, der for alvor fik spillet til at fungere efter pausen.

To minutter inde i anden halvleg var det den velspillende midtbanedynamo Pape Matar Sarr, som åbnede målscoringen på et hovedstød efter et oplæg fra nyindkøbte Xavi Simons på et hjørnespark.

Efter 54 minutter modtog West Hams Tomas Soucek et rødt kort efter et højt løftet ben og en grov tackling, der flænsede strømpen på modspilleren.

Det gjorde det endnu vanskeligere for West Ham, der havde Mads Hermansen på mål.

Tre minutter efter udvisningen indkasserede han endnu et mål, da midtbanespilleren Lucas Bergvall fordoblede føringen på et smukt hovedstød, hvor Hermansen blev fanget på mellemhånd.

Efter 64 minutter sparkede stopperen Micky van de Ven bolden fladt ind til slutresultatet 3-0.

Det var tredje gang, at Tottenham holdt nullet. Det er sket i alle tre af holdets sejre i ligaen indtil videre, så Thomas Frank har fået styr på defensiven hos Tottenham, der tidligere har haft store problemer på det område.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT