Dødelige skovbrande i Sydkorea ødelægger 1300 år gammelt tempel

26. MAR 2025 • 06:15UDLAND

Sydkoreas præsident kalder skovbrande for "de værste nogensinde". Tusindvis af brandfolk er sendt på arbejde.

Mindst 18 personer har mistet livet i skovbrande, der hærger på tværs af det sydøstlige Sydkorea.

Tusindvis af brandfolk, som også får hjælp fra militæret, forsøger at slukke brandene, der betegnes som de værste, landet har set i flere årtier.

De dødelige brande har spredt sig hurtigt, og ifølge landets regering har 27.000 personer været nødt til at forlade deres hjem.

Flammerne har fået styrke af kraftige vinde og tørvejr. Flere skoler er blevet lukket ned, og myndighederne har set sig nødsaget til at flytte hundredvis af indsatte fra fængsler, der ligger i de berørte områder.

- Vi indsætter alt tilgængeligt mandskab og udstyr som reaktion på de værste skovbrande nogensinde, men situationen er ikke god, lød det natten til onsdag dansk tid fra den fungerende præsident i Sydkorea, Han Duck-soo.

14 personer har ifølge landets sikkerhedsministerium mistet livet i provinsen Uiseong, mens fire dødsfald er blevet koblet til en skovbrand i provinsen Sancheong.

En lokal betjent siger, at mange af de dræbte var ældre personer.

Det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap skriver tidligt onsdag morgen desuden, at en helikopter, der var del af slukningsarbejdet, er styrtet ned, hvilket har kostet en pilot livet.

Helikopterne bliver nu på jorden, siger myndigheder inden for skovbrug til Yonhap.

Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP er mere end 2000 "strukturer" blevet ødelagt i brandene.

Blandt disse er et 1300 år gammelt buddhistisk tempel, huse, fabrikker og biler er blevet ødelagt.

Ifølge Yonhap er der tale om templet Goun, som er bygget i år 681.

Ifølge sikkerhedsministeriet ventes vejret fortsat at holde tørt onsdag i de ramte områder.

Grundet Sydkoreas bjergrige landskab bruger landet helikoptere i slukningsarbejdet.

Lee Byung-Doo, som forsker i katastrofer ved landets nationale institut for skovvidenskab, sagde dog natten til onsdag, at det bliver nødvendigt at få flere fly og droner på vingerne - særligt en type, som også kan bidrage til indsatsen om natten.

Danskere i Sydkorea opfordres til at undgå områder i det sydøstlige Sydkorea, der er berørt af naturbrandene.

Det skriver Udenrigsministeriet i sin opdaterede rejsevejledning klokken 04.39 onsdag morgen.

- Flere mennesker har mistet livet, og tusindvis af beboere evakueres i provinserne Gyeongsangbuk-do og Gyeongsangnam-do, særligt fra byerne Andong, Uisong, Cheongsong, Yeongyang og Yeongdeok.

- Hold dig opdateret via medierne, myndighederne, dit hotel og dit rejsebureau, lyder det.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT